Uddannelser i fitness sektoren – viden eller håndvask?

Eftersom jeg i mange år har været i berøring med fitnessbranchen på mange forskellige måder, har det altid gået mig på, at uddannelsesniveauet og videnskulturen i denne branche er så dårligt. Som en konsekvens heraf kontaktede jeg sin tid i flere omgange undervisningsministeriet (det var dengang bertel stod for dén butik) for at gøre opmærksom på at her er et problem. Med nu over 300,000 udøvere er der flere tilmeldte til motionscentre, end der er meldt ind i nogen idrætsforening eller -forbund i Danmark. Det meste af den organiserede foreningsidræt i Danmark har velorganiserede træneruddannelser som bliver støttet via DIF, DGI og DFIF, som modtager stor støtte fra blandt andre tipsmidlerne og kulturministeriet. Min kontakt til undervisningsministeriet resulterede i at jeg blev sat i kontakt med det faglige udvalg for den erhvervsfaglige fitnessuddannelse som der blev startet op dengang på flere af landets tekniske skoler. Selve kontakten kastede ikke rigtigt noget af sig, fordi udvalget var sammensat, ironisk nok, uden reelle idræts- eller ernæringsfaglige kompetencer og jeg havde kun begrænset lyst til at arbejde med projektet fordi det i mine øjne lignede en dødssejler fra start.

Det er ikke fordi jeg ser ned på erhvervsfaglige uddannelser, men hvis man ønsker at højne vidensniveauet og styrke træningskulturen i fitnessbranchen, så tvivler jeg meget på at man kan gøre det via en teknisk skole uddannelse alene. Det kræver at man etablerer vidensfundamenter i flere niveauer, hvoraf den aktuelle erhvervsfaglige uddannelse kunne være eet af dem, for hvis den bliver lavet ordentligt kan den sagtens være bedre end de uddannelser der tilbydes i hobetal via fitness.dk, Equinox eller FitnessWorld – de er jo trods alt kun nogle få uger lange. Men der er også et behov for en vis grad af akademisering af den viden

Selv om uddannelsen på de tekniske skoler så måtte være verdens bedste, så ville der være utroligt mange kvikke unge mennesker som ville vælge den fra, alene fordi der var tale om en erhvervsfaglig/teknisk skole uddannelse. Samtidig, så er det oprigtigt min mening at hvis man vil sætte mennesker til at være ansvarlige for andres sundhed og trivsel, så kræver det for langt de flestes vedkommende en form for videregående uddannelse. Fitness branchen er simpelthen fyldt med informationsmæssig støj og det kræver en form for skoling at forholde sig til denne støj. Det er min overbevisning at en forholdsvis lille del af de folk der kommer ud fra denne uddannelse er i stand til at gøre dette.

Det eneste alternativ der er på et højere niveau, er den master i fitness, der tilbydes på Syddansk universitet. Selvom jeg synes at det er en god ide, så mener jeg langt fra at det er nok til at dække over det hul der er i fitness sektoren. Uddannelsen koster næsten 100.000 kroner og man skal have en videregående uddannelse for at komme ind, hvilket fra start sorterer rigtigt mange fra og derfor nok heller ikke er nok til at være den rigtige løsning. Iøvrigt må jeg sige at der ligesom i alle andre uddannelser i fitness sektoren i høj grad mangler noget fokus på selve træningshåndværket også på denne uddannelse

Regeringen har i 6-8 år nu under skiftende ministre har en målsætning om at bekæmpe fedmeepidemien og styrke folkesundheden og indtil videre er det eneste der er sket 1) at de har lukket motions- og ernæringsrådet, 2) har gennemført det i praksis fejlslagne (ud fra cost/benefit betragtninger) “motion på recept”-projekt og 3) endelig er de nu i gang med at indføre en fedtskat som vi desværre må forvente medfører en risiko for en netto negativ folkesundhedseffekt (link). En af de ting de kunne gøre var at arbejde med vidensniveauet, og sørge for at få banket nogle uddannelser op. Der er et behov, der et et marked og der er masser af potentielle ansøgere.

Dén løsning jeg forestiller mig kunne dække hullet mellem den erhvervsfaglige fitness uddannelse og noget som SDU’s master i fitness er en mellemlang videregående tværfaglig uddannelse der ligger mellem institut for Idræt, Institut for Human ernæring, fysioterapeutuddannelsen og institut for folkesundhedsvidenskab, en slags “træning, sundhed og forebyggelsesterapeut”, der ved noget om fysisk træning, noget om ernæring, noget om sociologien i det og noget om genoptræning. Man har en lignende uddannelse i Norge (helseterapeut tror jeg det hedder, men er ikke sikker)

Dette forslag har jeg fremsendt til relevante politikere flere gange uden at nå “igennem” igen, men uden succes. Jeg har dog ikke prøvet den nyeste undervisningsminister, så måske man skulle prøve igen….