Doping i MMA

Jeg har egentlig rodet med et nyt indlæg om farligheden af at dyrke MMA på seriøst niveau, eller manglen på samme, men nu blev mine kreative kræfter afledt af to på hinanden følgende begivenheder, der handler om brugen af doping i professionel MMA.

• D. 30 december kæmpede Alistair “demolition man” Overeem mod Brock Lesnar om at blive førsteudfordrer i UFC’s sværvægtsklasse. Overeem går under navnet Overoids, grundet en meget voldsom ændret fremtoning af den type, man normalt forbinder med steroidebrug. Derudover har Lesnar jo været i Showwrestling i en del år, hvor massivt brug af anabole steroider stort set er en forudsætning.
• Men, endnu mere relevant, blev Cristiane “Cyborg” Santos i forgårs knaldet for brugen af stanozolol, givetvis i forbindelse med hendes kamp d. 17 november.

Hvad er det med Cyborg og “demolition man”

Cristiane “Cyborg” Santos

Cyborg Santos er for tiden den største og eneste rigtige stjerne i kvinders MMA. Hun har kæmpet i 145 punds klassen (fjervægt) i Strikeforce forbundet, som er den eneste promotion der fører kvinde-MMA. Hun er en led blanding af Mike Tyson og Mickey Rourke og har uddelt seriøs GnP (MMA-sprog for fiskerlussinger) til alle modstandere. Hun har altid været ret mandhaftig, men er blevet tiltagende muskuløs, og har udvist visse træk på maskulinisering (mørkere stemme, ændret kæbelinie osv.) og som følge heraf har sladderen løbet stærkt. Og med god grund skulle det vise sig. Hun blev knaldet for brugen af stoffet stanozolol, som er et forholdsvis potent anabolt steroide, efter sin sidste kamp d. 17. december. Ikke uventet påstår hun, at det skyldes et kosttilskud. En anden grund til at blogsfæren har glødet efter Cyborg Santos’ sag er, at hun for tiden er den eneste rigtige stjerne i en stærkt kontroversiel sportsgren, og mange frygter, at hendes karantæne dermed kan blive kvinde-MMA’s dødsstød.

overeem, ca. 2002-2004

Alistair Overeem har kæmpet i 14 år fra mellemvægt og op til sværvægt. Han lå i lang tid og svingede i vægt og gik op og ned i vægtklasserne fra mellemvægt til sværvægt, men gik efter tre nederlag i træk i 2007 endelig op i sværvægt, hvor han over en periode på 1-2 år tog i omegnen af 20-30 kg muskler på, særligt på nakke, skuldre og arme (også tegn på brug af steroider). Tilsyneladende tog han også på i ansigtet, hvilket plejer at være en følge af brug af anabole steroider og/eller væksthormon. Han tilskriver selvfølgelig sin vægtøgning, at han har spist rigtigt meget, heriblandt hestekød (what?) og trænet “meget”. For at sætte det i kontekst, så kender jeg ingen bodybuildere overhovedet, der har formået at blive lige så store uden krudt (steroider), selvom deres træning og kost udelukkende var gearet mod at blive så kæmpe som mulige. Alistair har trænet kampsport 2-3 timer om dagen og alligevel fået bedre resultater muskelmassemæssigt end de fleste bodybuildere, der bruger steroider. Not likely. Men indtil videre har han tisset rent, ligesom Bjarne Riis. Godt for ham.

                           Overeem 2010

Men det er egentlig ikke for at pege fingre specielt ad ham. Der findes masser af kroppe i MMA, som ligner noget der har været forbi apoteket en gang eller tre, og hvis man ser de gamle UFC stævner, ligner næsten samtlige deltagere folk der har fyret den godt og grundigt af. Kig bare på Vitor Belforts kampe i UFC…

Er der doping i MMA?

Ja, spørgsmålet er måske retorisk, introduktionen taget i betragtning. Følgende tabel er venligst udlånt fra den engelske wiki “doping cases in MMA”

Zuffa/UFC/strikeforce fortæller ikke offentligt hvordan deres dopingtestprogram virker, og dermed er det svært at vurdere, hvor meget denne liste i virkeligheden siger og dermed hvor stort problemet i virkeligheden er.

Men som sagt er der masser af kroppe, der er mistænkelige på den ene eller anden måde, og selv i lettere vægtklasser, altså hvor muskelmasse ikke er en fordel i sig selv pga af vægtloftet, ville det kunne give mening at bruge anabole steroider og væksthormon, idet de fremskynder opheling af skader, øger træningstolerancen og giver mere energi.

Der er altså doping i MMA.

Hvad skal man gøre?

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i Rosi Sextons indlæg, som jeg linkede til længere oppe. Hun efterlyser klarere linier i den forstand, at dopingen enten skal sættes fri, eller at man skal sætte foden ned og sige “stop” til doping. Og selv jeg jeg udmærket forstår standpunktet, så er det et perspektiv som er dybt urealistisk.

Doping er her og ligemeget hvad vi gør, forsvinder det ikke. Sådan er det. Mængden af dopingmisbrug i den enkelte sport er en slags ligevægt, som på den ene side er bestemt af effekten af dopingstoffer i den aktuelle sport samt mængden af penge og prestige og på den anden side af intensiteten af testarbejdet og størrelsen af sanktionerne mod dopingsyndere. Det er det, jeg har forsøgt at illustrere i figuren herunder. I MMA kan man altså ikke fjerne doping, for lortet virker, og der er et væsentligt incitament til at bruge det; man kan gøre det sværere for folk at bruge, men aldrig eliminere det fuldstændigt. For at gøre denne ligevægt endnu mere kompliceret, spiller endnu to faktorer ind. Hvis dopingen i en sportsgren for lov til at gå for meget amok, resulterer det i dødsfald, skandaler og andre ting, som får sponsorerne til at trække stikket ud (præcis som man så det i cykelsporten omkring 1998-2003). Omvendt, hvis testarbejdet bliver for intensitet og sanktionerne bliver for voldsomme, kommer det til at gribe alvorligt ind i individets frihed, hvilket på den anden side skubber talenter væk og kan være med til at skabe splittelse i forbundene og udspringerforbund.

Selv hvis man fik lov/ret til at tage daglige blodprøver på udøvere og fik lov til at gemme prøverne på ubestemt tid med ret til til enhver tid bagudrettet at teste dem for en hvilken som helst substans, ville der stadig være doping. Visse ting er nemlig næsten umulige at teste for og snyderne vil per definition stadig være et skridt foran testerne. Der ville altså stadig være doping – bare ikke særligt meget. Men sådanne indgreb ville jo kræve omfattende indgreb i udøvernes liv og ville give problemer og talentflugt (igen præcis ligesom det sker i cykling nu).

Dopingens ligevægt illustrerer hvordan man ikke kan komme helt af med dopingen eller slippe den helt fri, men kun holde den på et bestemt niveau

Så hvad ender det med (mit gæt)

Eftersom MMA på verdensplan er domineret af en kommerciel promotion (Zuffa/UFC) og ikke af et amatørforbund, må man regne med at hensynet til profitoptimering spiller ind i væsentlig grad. Jeg tror ikke, at ting kommer til at ændre sig en skid, desværre. Androgener (androgene anabole steroider) giver udøvere der ligner superhelte og en anden, voldsommere  og mere fremadrettet energi under kampene, og jeg gætter på, at det alt andet lige fører til flere biletter solgt, flere pay-per-view seere, mere merchandise. Set i det lys tror jeg forbundene fortsætter med sporadisk testning, så udøverne ved, at de ikke har totalt frit slaw til at sønderkrudte sig, og så de (UFC/Strikeforce/whatever) kan knalde en udøver i ny og næ, så det der ud som om de gør noget ved doping så sponsorerne er glade. Selvom dopingproblemerne ser ud til at være forholdsvis udbredte, måske sammenlignelige med atletik, så ser det udefra ikke organiseret ud, eller ud til at være altomfattende, så dopingbrugen som sådan forbindes ikke med sporten eller de store promotions, forbund eller teams og dermed er sponsorerne glade.