Banankuren….

Yes…. Endnu en mirakelkur har ramt de danske medier.

Denne gang er det banankuren. Man skal bare spise bananer og drikke vand til morgenmad, så vil man tabe sig. Den har endda en blog, http://morningbanana.com/. Forklaringen på kurens tilsyneladende succes ligger givetvis i at energiindholdet i en banan er rimeligt lavt, på grund af det store vandindhold og det er derfor simpelthen svært at spise nok bananer før man bliver mæt, til at tage på eller bevare sin vægt. Derfor vil nettoresultatet ofte være et vægttab. Skulle jeg spise bananer, med et energiindhold svarende til min normale morgenmad, ville jeg skulle spise 10-15 stykker…. Det ville jeg nok ikke få gjort… Der er altså ikke noget som helst magisk over bananer og resultatet ved en lignende “tomatkur” eller “melonkur” ville givetvis være næsten identisk.

banana

Men hvis banankuren virker, hvorfor er det så at jeg ikke sidder og klapper i hænderne og er ååååh så imponeret? Fordi i bund og grund hører banankuren hjemme samme sted som “Rigshospitalets suppekur”, Hvidovre kuren og “negativ kalorie”-diæten – I skralderen. Nu skal jeg fortælle hvorfor.. Disse kure har det tilfælles at de er baseret på en gimmick, i stedet for en kost, der i sin helhed er sund. Det vil, ligemeget hvordan man vender og drejer det, give en løsning der også kun er delvist sund.

“Kure”, kropssammensætning og Kroppens ligevægt

Yes. Jeg brugte ordet ligevægt. Men bare rolig, jeg finder ikke røgelsespindene frem og fortæller dig du skal spise efter din blodtype eller din syre/base balance. Der er nemlig ikke tale om et metafysisk begreb, men en helt konkret fysisk størrelse. Dén mængde fedt og muskler du har i kroppen, er en konsekvens af hvad du har spist og hvor aktiv du har været i det seneste stykke tid. Den er altså i ligevægt, fastholdt af nogle ydre faktorer (det er det man i biologiske systemer kalder homøostase). Det, som ofte sker, når folk går på diæt er at de spiser meget lidt (“det er jo kun i en periode”) og derfor taber sig, ofte hurtigt. Kroppen har nemlig et vist energiforbug, der for langt det mestes vedkommende er dikteret af kropsstørrelse og aktivitetsniveau. Indtager man mindre energi end kroppen har brug for, taber man sig og modsat hvis man indtager mere. Tilbage til diæterne og ligevægten. Bliver personen på diæt ved med at spise så lidt, ville deres vægttab til sidst gå i stå, fordi kroppen var blevet mindre og dens energiforbrug dermed var skrumpet og kroppen havde fundet en ny ligevægt, svarende til den ny situation. Dét, der oftest sker, er at “kuren” standses (før den ny ligevægt er indtruffet) og folk vender helt eller delvist tilbage til deres normale livsstil og dermed begynder kroppen at søge tilbage mod den gamle ligevægt igen.

Lige præcis fordi en “kur” som begreb er af en begrænset varighed har den en tendens til at være mere radikal, end hvis man lavede en ændring til en kost man gad leve med resten af livet. Konsekvensen af at bruge diæter er meget ofte at kropsvægten kører op og ned ret hurtigt. Dét er skidt fordi: Når man taber sig for hurtigt, mister man mere muskelmasse, relativt til fedtmasse, end hvis man taber sig langsommere. Omvendt, når man tager på, hvis man tager for hurtigt på, vil man tage mere fedtmasse på, relativt til muskelmasse, end hvis man tog langsommere på.

Diæt- eller “kur”-møllen fører altså i det lange løb ikke til et blivende vægttab, men uændret eller større fedtmængde i kroppen og et fald i muskelmassen, hvilket netto producerer et ringere kosmetisk og sundhedsmæssigt resultat. Selve ideen om at vægttabet er det vigtigste mål under en diæt, er et synspunkt som jeg i denne blog vil gøre meget ud af at få nedsablet, da det ofte fører til resultater der er både kosmetisk uheldige og usunde. Istedet bør man i højere grad skele til mængden af muskelasse i kroppen i forhold til fedtmasse. Desuden er en krop der meget ofte stiger eller falder i vægt ikke så rar at “bo i”, som en der i ligevægt eller tæt på, det meste af tiden.

Kure og fejlernæring

Meget ofte gælder der også for “kure” at de ikke har en ernæringsmæssigt hensigtsmæssig profil. For at tage det konkrete eksempel med banankuren, hvad er der så galt med den?

1a) Der er stort set intet protein i morgenmåltidet

Under vægttab er det vigtigt at indtage nok protein, for at undgå tab af muskelmasse. Præcis hvor stort dette behov er, er ikke entydigt afgjort. Et kvalificeret gæt er 1.5-2.0 g/kg kropsvægt, svarende til en energiprocent fra protein på 15-20%, hvor den gennemsnitlige dansker ligger under 1.0g/kg kropsvægt eller opnår cirka 10% af deres energiindtag fra protein. Hvorvidt der er forskel på at sprede det ud over hele dagen eller at klumpe det samme i et enkelt måltid er faktisk ikke helt klart, men mit gæt er at de fleste som springer på denne diæt, ikke gør noget særligt ud af at indtage MERE protein i resten af deres måltider, hvilket vil sige at i forhold til en “almindelig” kost med morgenmad bestående af f.eks. cerealier, er proteinindtaget endnu lavere end normalt.

1b) Bananers protein er ikke særligt “godt”

Proteiner består af 20 aminosyrer, hvoraf vi kan omdanne de 12 selv, fra andre aminosyrer i kroppen, men de 8 af dem, kan vi ikke selv bygge. Disse kaldes essentielle aminosyrer og indholdet af dem er usædvanligt lavt i bananer. Det vil sige at den smule protein der er i bananerne, har vi faktisk meget svært ved at bruge til at bygge ting i kroppen.

2) Set over tid, ensartet indtag af mikronæringsstoffer

Et varieret fødeindtag fører til at man får en bred vifte af vitaminer, mineraler osv. Et overdrevet indtag af en enkelt fødevare fører altså både til en potentiel risiko for at få for meget af de mikronæringsstoffer der er i denne, men også en risiko for at få for lidt af de ting man ellers ville have spist i sit morgenmåltid. Det er aldrig at foretrække at spise ensartet frem for varieret.

Man ville kunne lave lignende behandlinger af de fleste “kure” af samme type, simpelthen fordi de ikke lever op til ideen om hvad en sund varieret kost er.

Hvad så?

Nu skal det ikke forstås sådan at jeg vil sige at banankuren er farlig. Det er rigtigt nok at der er et par fornuftige ting ved bananer i forhold til vægttab, men det er der ved mange, mange slags frugt og grønt, hvis man lige kigger efter. Det, jeg kunne godt tænke mig at eventuelle læsere efter dette indlæg kan tage to ting med sig, er:

1) ideen om “kure” holder ikke. Hvis man gerne vil have at kroppen skal se ud på en bestemt måde, skal man have de vaner, som tillader kroppen at se sådan ud, når den er i ligevægt, istedet for at svinge mellem nogle ekstremer. Dét vil både være sundere og føre til et pænere resultat.

2) Kure, baseret på en gimmick, som banankuren, vil meget ofte gøre det svært at bevare en sund, varieret kost, som bør være mål for alle som udgangspunkt. ensartet ernæring, selv hvis det gælder en grøntsag, er næsten aldrig at foretrække frem for en varieret kost.

Hvordan skal man så gå til det her med slankekure og livsstilsændringer? Det vil jeg komme ind på i mit næste indlæg (jeg sætter et link ind her, når det kommer op)

6 Comments

  1. Jesper Thorhauge Ped den 2. maj 2009 kl. 11:10

    Godt nøgternt opgør med kurene Anders! Fremover vil jeg droppe mine veninder et link til din blog når de kommer med deres nye 'kartoffelsuppekur'-idé eller hvad ved jeg.. Du har sparet mig en masse tid!

    • admin den 9. maj 2009 kl. 22:50

      velbekomme jesper. Vi ses i IK, skipper

  2. Poul Hansen den 6. maj 2009 kl. 20:42

    Hvor er det dog bare fornuftigt, velafbalanceret og sobert. Tænk at emnet kan behandles sådan 😉

    Fremragende post, noget af det bedste jeg har læst dig skrive, godt flow!

    • admin den 9. maj 2009 kl. 22:50

      tak for det, poul

  3. Sugarray den 29. marts 2012 kl. 10:35

    Hey Anders
    Så er jeg gået igang med din blog fra en ende af. Jeg er fast bruger på bb.dk (dog hverken logførende eller aktiv i debatter) og har igennem det sidste års tid, læst en del af dine artikler derinde og det var egentlig, kun et tilfælde at jeg fandt ud af at du faktisk bloggede ved siden af.

    Det er et imponerende CV du efterhånden har tilegnet dig, og din kompetence til at kunne belyse emner fra så mange forskellige vinkler, har helt klart været afgørende for at jeg har besluttet at (forsøge) at følge fast med herinde.
    Jeg vil dog tillade mig subjektivt at selektere hvilke indlæg jeg vil læse ud fra overskriften, og vil poste en comment med min signatur så du kan se jeg har nået bunden 😉

    En skam du bor i KBH da jeg har overvejet en personligtræner her hen på efteråret….

    De varmeste hilsner

    // Sugarray

    • incognitodk den 29. marts 2012 kl. 10:43

      jamen velkommen ombord. På trods af at man har fedtet sig ind i mange ting er det sgu stadig svært at tjene penge på, skulle jeg hilse og sige ;o) Man skal have mere sælger i sig end jeg har, hvis man skal kunne leve af det. Så nu er jeg på fast arbejde igen, og så må jeg spare lidt penge sammen til at prøve igen, når økonomien i DK er blevet lidt bedre, haha.

      Anders

Leave a Reply Cancel Reply