Hermed erklæres KropBloggen for åben!! (medbring selv champagne)

Velkommen læser.

Nu har jeg efterhånden spøgt i den del år på både Usenet og diverse både danske og udenlandske motions- og sundhedsrelaterede diskussionsfora på internettet, og da jeg har det ret afslappet med at acceptere at mit ansigt og sociale profil på nettet udgør en vigtigt del af min professionelle networking og eksponering, tænkte jeg at det i grunden var for dårligt at jeg ikke bloggede… For ikke at kede eventuelle læsere alt for meget med en kedelige opremsning af mine meritter og CV, vil jeg referere til “Om Bloggeren” og blot fortælle at jeg i mit professionelle virke er forsker i sundhedsområdet og jeg ved siden af som selvstændig bibeskæftiger mig med de mere praktiske elementer af træning, ernæring, sundhed og populærformidling deraf.

Jeg vil gerne starte med at dedikere dette første indlæg til to personer: Den første er Kaptajn Jespersen og den anden er Randy Olson.

Jeg synes at have oplevet mange gange at når der går penge i sundhed, så går sundheden ofte fløjten, eller bliver ihvertfald kompromitteret. Jeg skal nok komme med eksempler på dette i nogle af de kommende indlæg, men grundlæggende handler det om at mennesket som forbruger ofte er mere interesseret i indpakningen af produktet, end indholdet. Motion og Sundhed er blevet identitet og der er bare mere identitet i at gå på detox kursus, end der er i at følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, selvom resultatet i grove træk er det samme (bortset fra de 20-30,000 kroner for detox kurset). Dette faktum er udbyderne af sundhed/fitness/helse som livsstil ikke blinde for og ofte markedsføres mangelfulde eller decideret fejlbehæftede trænings- eller ernæringskoncepter med gimmicks, som har til formål at please modtageren fremfor at tjene noget pragmatisk formål.

Grunden til at jeg i denne sammenhæng tænker på Kaptajn Jespersen var at han i en tid før folk så let kunne leve af at være kendte, uden at være drevet af motiver om egen vinding, puttede sundhed og motion på dagsordenen på en meget tilgængelig måde for hele Danmark. At undgå blødagtighed (jeg elsker bare det ord) skulle undgås med morgengymnastik og “arme bøy og arme stræk”, som det blev sendt på den daværende Statsradiofoni. Selvom hans småmilitante retorik og syngende fynske accent måske i dag forekommer komisk, så finder jeg det beundringsværdigt at han gjorde så meget for at tilgængeliggøre og udbrede budskabet om at motion er sundt.

Dette skal selvfølgelig ses i forhold til mange moderne sundhedskoncepter, og motionsformer som man kun har adgang til ved en ofte ret stor betaling. Jeg har ikke noget imod at sundhedsprofessionelle tager sig betalt for deres ydelser, men når et koncept bliver en selvstændig forretning, så handler det meget ofte ikke længere om at tage sig betalt for sin tid, men om hvor meget man kan nå at tjene – det bliver en forretning. Jeg nævner i flæng detox-kurser, Pilates, stavgang og Paul Chek-træning (det med alle boldene).

Jeg er af den holdning at sundheden har det bedst udenfor kommercielle interesser, samt at viden om og tilgængelighed af sundhedsfremmende aktiviteter bør være et absolut gode. Der er alt for dårlig opmæksomhed på at kropslighed, motion og sundhed ikke kun er noget der foregår i motionscentre, “til træning”, men noget der gemmer sig i leg og spil hvorend vi vil.

Det har i lang tid generet mig, at så stor en del af de personer, der sætter den folkelige dagsorden, når emnet er træning, sundhed og ernæring, er amatører og ofte fejloplyste amatører. Det generer mig endnu, at have erfaret hvor stor skepsis der er overfor forskere og “det offentliges” anbefalinger af ernæring og motion. “De ændrer jo alligevel mening som vinden blæser” er desværre et meget almindeligt respons, når man spørger til hvad folk mener om sundhedsstyrelsens kostanbefalinger (hvis de

da overhovedet kender til dem). Specielt set i lyset af hvor stærk en tradition for forskning, der findes i Danmark og særdeleshed København. Vi har altså nogle af de smarteste mennesker, hvad angår den menneskelige krop og hvordan man skal behandle den for at være/forblive sund og rask, samlet i København, og ALLIGEVEL er det Lene Hansson, Claus Styker, Birgitte Nymann, Kernesund-heksen og lignende der sætter dagsordenen.

Dette fører mig frem til Randy Olson. For et par måneder siden gæstede han universitetet her i USA, hvor jeg arbejder, hvor han i forbindelse med fremvisning af en af hans film gav en præsentation. Han er en amerikansk marinebiolog, som har konverteret til filmmageri, hvor han  har begået et par film, hvor af den mest kendte handler om diskussionen omkring Intelligent design vs. den Darwinistiske evolutionslære, “Flock of Dodos: The Evolution-Intelligent Design Circus”. Uden at Bloggen skal drejes over i denne diskussion, så er beskeden bag filmen dette: Det kan godt være at forskere muligvis har objektivt set bedre argumenter i denne sag, end modparten, men det nytter ikke noget, hvis de ikke bliver

formidlet ud til almindelige mennesker! Som han siger “ordinary people doesn’t speak science”.

Grunden til at videnskulturen omkring sundhed er så forplumret og at en stor del af offentligheden ikke har stor tiltro til  den faglige formidling om hvad man skal gøre for at holde sig sund og rask, er at formidlingen generelt ikke bliver varetaget af folk, der er kompetente til det. Der er for mange der har været så gode til at markedsføre sig selv, at deres mening har fået en betydelig vægt, selv de måske ikke har den nødvendige vidensmæssige ballast til at understøtte denne vægt, SAMT at fagfolkene generelt er for dårlige til at komme ud af deres laboratorier og kontorer og få fortalt verden hvad de ved. Dette skyldes helt grundlæggende at der indenfor academia ikke er tradition for at belønne fagfolk for populærformidling, endsige tilskrive det nogen væsentlig værdi.

Derfor føler jeg en form for ansvar for at komme ud og fortælle hvad jeg ved og forsøge at skabe gennemsigtighed og overblik for andre mennesker i den kæmpestore jungle af pis og kanel der findes under sundhed/træning/ernæring/helse-fanen.

Med disse ord svinger jeg sablen, lader champagnen løbe (ihvertfald min egen) og erklærer bloggen for åben!