Så fik jeg endelig taget hul på den her serie af anmeldelser af kost- eller diætkoncepter, som lovet. Oprindeligt havde jeg egentlig navngivet indlægget “Anmeldelse: Detox – nu med hovedet godt oppe i røven”, men jeg blev enig med mig selv om at det var for… inflammatorisk, så jeg modererede mig lidt. Desuden er jeg selvfølgelig interesseret i debat og kommentarer på bloggen, og en sådan titel ville nok have skræmt nogle af dem, der ville have de mest interessante indspark, væk.
Detox har været en torn i mit øje i lang tid, og indlægget her har skurret i mit baghovede nogen tid… nu kom det altså ud (pun intended, se længere nede) ;o)

detox kit
Hvad er detox?
Det er kostprogrammer, som opererer med præmissen, at almindelige mennesker i deres dagligdag går og akkumulerer giftstoffer, som vi er nødt til at gøre noget særligt for at skaffe os af med.
Ofte er disse detoxkure karakteriseret ved et et fødeindtag, der er meget begrænset i energi og begrænset til bestemte fødeemner, f.eks. udelukkende juice, the, smoothies, eller måske rawfood eller kost, der bare er renset for gluten, mælkeprodukter og rødt kød.
Derudover er der en underkategori af detoxkure, som opererer med, at man akkumulerer “skrald”, ja, de kalder det faktisk rådnende mad, i tarmen, som man kan skille sig af med med specielle urteblandinger, såkaldte colonics. Mange af disse går under navne, der på den ene eller anden måde indeholder colon cleanse.
Hvad med dokumentationen…
Der findes ingen evidens for, at detox som sådan kan fjerne giftstoffer fra kroppen eller gøre folk sundere. Det er dog ikke det samme som, at det ikke virker. Fravær af bevis er som bekendt ikke det samme som bevis for fravær. Important stuff.
Der er en smule rationale i det i den forstand, at visse typer af kemiske stoffer binder sig særligt stærkt til kroppens fedtvæv, og at man ved at mobilisere dette fedtvæv kan skille sig af med disse kemiske forbindelser. Det er en problemstilling man kender fra omsætningen af mange lægemidler. Men så er der jo nok i højere grad tale om fedttab end detox som sådan. Og jeg er ikke tilhænger af at give eksisterende fænomener nye navne, “bare fordi”.
Et af de eksempler, der ofte trækkes frem i forbindelse med detox, er et projekt der blev lavet til nogle af de arbejdere der ryddede op i NY efter 9-11, og som i den forbindelse havde indåndet alt muligt nederen kemi (“New York Rescue Workers Detoxification Project“). Der findes masser af henvisninger til personer fra dette projekt, som rapporterer god effekt. Men hvad der ofte går tabt i den henseende er, at det var et projekt som Tom Cruise startede, og at man ikke uventet brugte Scientology’s detox kur “Purification Rundown“, samt at der foregik en vis sammenblanding af detox projektets og scientology’s interesser, f.eks. blev det brugt som hverveplatform til Scientology. Således har man efterfølgende fundet ud af, at ihvertfald en del af dem, der udtalte sig positivt om det, havde en eller anden tilknytning til Scientology – ret dumt… Selve interventionen i projektet er beskrevet i linket til purification rundown ovenover, men kan opsummeres til langvarige saunabesøg, indtag af olier og voldsomme doseringer af en masse vitaminer og mineraler, specielt niacin. Men hvorom alting er, så er der faktisk publiceret et studie fra dette projekt, som finder indtil flere signifikante gunstige effekter af detox interventionen (dahlgren et al, 2007), men en stor del af konklusionen er baseret på udsagn som ifølge en senere publiceret kommentar (Crouch et al 2007), påstår er udregnet forkert (som i udregnet forkert på en måde der entydigt favoriserer detoxkuren).
Jeg synes dog, det er svært at tage stilling til, om man kan afvise effekten fuldstændig, og jeg mener ikke, at man 100% sikkert kan afskrive de subjektive udsagn omkring en gunstig effekt, men det giver et meget godt perspektiv – Nemlig at hvis det praktisk er pissesvært at vise en effekt af detox interventioner blandt brandmænd og arbejdere, der har vadet rundt i resterne af bygninger bygget i 60’erne og 70’erne, som var fyldt med kemikalier, så er det sgu nok ret usandsynligt, at man ville kunne vise, at det virkede i almindelige mennesker.
KAN MAN OVERHOVEDET DETOX’E?
Selv om det forrige afsnit måske allerede giver svaret, så er det korte udgave: Nej, det kan man ikke. Kroppen har et yderst raffineret system til at skille sig af med ting, vi ikke kan eller skal bruge til noget, og selvom der findes mange årsager til, at mennesker generelt bliver usundere og usundere, så er ophobning af ikke nærmere definerede giftstoffer nok langt fra den vigtigste af dem. Man kan simpelthen ikke måle de her påståede giftstoffer, som skulle akkumuleres og give ååååh, så frygtelige bivirkninger.
Der er dog ingen tvivl om, at der er en tiltagende mængde kemi i vores miljø, som absolut ikke er hensigtsmæssigt, men man kan altså ikke i særlig grad skille sig af med det ved at gå på juicekur, få renset sin tyktarm eller lignende.
Samlet vurdering
At finde (eller måske rettere opfinde) en sygdom eller tilstand i et andet individ, som man tilfældigvis selv har et forslag til løsningen eller kuren på, er det stærkeste kendetegn på kvaksalveri, og man må desværre sige, at en ret stor del af detoxkonceptet læner sig meget op af kvaksalveri (i den historiske forstand, ikke den civilretlige).
Derudover gælder der, at mange detox kure har karakter af fastediæter. Det kunne sådan set også være i orden, hvis ikke det var fordi, at meget intense kure med en intervention meget afvigende fra normal sundhedsadfærd, stort set altid fører til endnu større vægtforøgelser bagefter.
Lige præcis at der er tale om fastediæter er også med til at forklare, hvorfor folk ofte føler sig klare i hovedet i starten af disse kure. Når man er i et stort energiunderskud, skal kroppen mobiliser energi fra fedtvævet, hvad den gør med væksthormon, cortisol og adrenalin (og andre catcholaminer). Disse stoffer øger dopamin- og/eller adrenalin-mængden i hjernen, ikke ulig stoffer som amfetamin og giver de facto et buzz.
Når man er i stort energiunderskud, slår kroppen over i ketose, altså en tilstand hvor man kører på ketonstoffer istedet for sukker. Blandt detox tilhænger tolkes det ofte som “giftstofferne der forlader kroppen”, idet kroppen som en del af ketosen producerer acetone (som dog intet har med et giftstof af gøre). Denne tilpasning (ketosen) skal sikre, at man har et mindsket behov for sukker, som ellers næsten kun kan dannes fra proteiner (altså muskler). Det er altså en tilpasning, der skal spare musklerne. Når man indtager kulhydrat, slås kroppen ud af ketose, og dermed bliver man dårligere til at spare musklerne under faste eller ekstremt energiunderskud. Hvis man spiser virkeligt lidt, er det altså rigtigt dumt, at det eneste man spiser er forholdsvis hurtige kulhydrater, som f.eks. juice.
Hvad angår det her med colon cleansing, så er der heller intet der tyder på, at der generelt sidder ting fast i tarmen og rådner. Jeg har flere bekendte, som rutinemæssigt står med kikkerter oppe i røven på folk (læger… endoskopier.. ikke sådan noget ulækkert noget ;o), og som altså har berettet, at de absolut ikke kan genkende den her forestilling med, at der generelt sidder ting fast i tyktarmen på mennesker. Der findes masser af billeder på nettet af mærkelige lange afføringsstrimler, som folk påstår de har produceret under sådanne kure (sjovt nok findes stort set alle disse billeder på sider, som sælger “colon cleanse” kits), men disse stammer sandsynligvis fra ikkefordøjelige fibre fra selve de urteblandinger, der bruges i denne type kure. Misforstå mig ikke, der findes rent faktisk mennesker, som har klumper af afføring siddende i tarmen, såkaldte fækalomer, men det er altså ikke noget, som er almindeligt, og i disse tilfælde sandsynligvis ikke noget, man kan fjerne med en colon cleanse detox kur… Colon cleansing er altså med altovervældende grade A horseshit.
Hvis man vil ændre livsstil og blive sundere, skal man spiser MASSER af grøntsater, få nok protein og som minimum have et aktivitetsniveau, der svarer til en halv times rask gang per dag og ikke abonnere på mærkelige kure, der involverer radikale livsstilsændringer, som man alligevel ikke kan holde i længere tid – sværere er det ikke. Og tro mig, det skal også nok tage sig af “giftstofferne”…
Referencer
Dahlgren, J., Cecchini, M., Takhar, H., & Paepke, O. (2007). Persistent organic pollutants in 9/11 world trade center rescue workers: reduction following detoxification. Chemosphere, 69(8), 1320–1325. doi:10.1016/j.chemosphere.2006.05.127
Crouch, E. A. C., & Green, L. C. (2007). Comment on “Persistent organic pollutants in 9/11 world trade center rescue workers: reduction following detoxification” by James Dahlgren, Marie Cecchini, Harpreet Takhar, and Olaf Paepke [Chemosphere 69/8 (2007) 1320-1325]. Chemosphere, 69(8), 1330–2; discussion 1333–6. doi:10.1016/j.chemosphere.2007.05.098
To kommentarer eller egentlig mere personlige betragninger. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor nogle mennesker mener at medicin, som jo rent faktisk har været igennem kliniske forsøg, er skabt af djævlen selv, mens enhver krage med midtlivskrise er verdens nye sundhedsorakel. Når man gennemtrawler den lokale bogpushers sundheds-sektion er referencer da også et særsyn. Ydermere kan jeg sætte mig ind i mange menneskers øjensynlige selvbedrag, når de tror at (indsæt super hot kendt) krop venter på den anden side af en 2 ugers kur.
Alle sammen i kor: "There is NO free lunch!".
hej Gisle og tak for kommentaren
Selvom jeg helt sikkert forstår dine kommentarer og at der er nogle hippiepsykopater, som har "valgt side" ud fra nogle meget mærkelige kriterier, så skal man stadigvæk forstå at det etablerede behandlersystem ikke er uden problemer og at man ikke kan samle mennesker om sundhedsløsninger før man på en bedre måde har håndteret disse problemer. Den virkelige forklaring blandt mange af disse new age sundhedstiltag er nok i højere grad en ide om selvbranding end om egentlige sundhedstiltag.
anders
Som sædvanlig top Info med et twist. En fornøjelse at læse Anders
Fra en toxfri prof
tak skal du have, henning ;o)
anders
Hej Anders,
Fantastisk indlæg. Jeg har aldrig været fan af detox kure, siden jeg (som 15 årig) hoppede på en venindes detox kur der bestod af kun at spise æbler og drikke vand i 5 dage…. vi fuldførte ikke, da vi bege fik det temmelig dårligt halvvejs igennem (vi gik på idrætsefterskole og trænede derfor også mange timer dagligt)… Jeg har aldrig rigtig kunne forstå hvordan det skulle være sundt at detoxe – men det er det så heller ikke! skønt at få sat nogle ord på hvorfor det ikke virker med detox kure!
Sussi
Tak for ordene
anders
Kanon anmeldelse – ganske som forventet. Jeg glæder mig til at læse de andre, især om Palæo, da konceptet er så hypet.
Nu har jeg fulgt med i din blog siden starten, og hele den professor/nerd/no bullshit tilgang til tingene er super fed læsning!
/Steen
mange tak
Anders
Så blev man det klogere – tak!
// Sugarray
[…] Post navigation ← Previous […]
Love it, just love it!
Fantastisk indlæg. Jeg har aldrig været fan af detox kure, siden jeg (som 15 årig) hoppede på en venindes detox kur der bestod af kun at spise æbler og drikke vand i 5 dage…. vi fuldførte ikke, da vi bege fik det temmelig dårligt halvvejs igennem (vi gik på idrætsefterskole og trænede derfor også mange timer dagligt)… Jeg har aldrig rigtig kunne forstå hvordan det skulle være sundt at detoxe – men det er det så heller ikke! skønt at få sat nogle ord på hvorfor det ikke virker med detox kure!
Outsourced IT Services
Tak for kommentaren.
Anders
Hej Anders.
Som en trofast og stor fan at Fitness M/K er jeg nu kommet i en situation hvor jeg min viden og “buhl shit” alarm begynder at blinke. Og kunne godt tænke mig dit take på det.
Historien er jeg har været lagt ned af stress i et lille års tid, og er mentalt kommet på toppen igen, men min krop halter bagefter og jeg får skade på skade når jeg træner (styrketræning/crossfit) hjemme i haven, så derfor har jeg været en tur til min lokale Osteopat som siger til mig at det er mit forhøjet Cortisol niveau som påvirker nyrene, og at kroppen er en helhed osv.
Hvilket giver fint nok mening, men jeg er blevet bedt om at dagligt lave/drikke juice lavet på Bladselleri og agurk, da dette vil hjælpe mine nyrer med at komme sig..
Hvad siger du til dette? det er jo ikke fordi der er meget næring i den cocktail så det bliver et supplement til min frokost.
På forhånd tak
Hej Jarno.
Jeg ville også være skeptisk overfor om bladselleri og agurk skulle sænke cortisol. Mig bekendt findes der ikke et eneste kontrolleret studie hvor man har målt dét. Altså der sker ikke noget ved det, men hvis man gerne vil sænke sit cortisol, så er der en række ting der med væsentligt større sandsynlighed kan gøre en forskel… Jeg vil gætte på at det er en fin grøn placebo drik ;o)
Anders
Hej Anders
Ja det tænkte jeg nok, det er godt nok også svært at få bladselleri i flydende form til at smage godt
Tak for du tog dig tid at at give mig svar.
Hilsen jarno en stor fan af Fitness M/K
Mange tak ;o) God dag til dig
Anders