Så er Dr. Muskel i fri dressur igen

Hej allesammen. Her er en lidt personlig opdatering om, hvad der sker i mit liv lige nu og hvorfor mængden og typen af aktivitet på KropBlog står foran en forandring.

Den primære grund til, at jeg ikke har skrevet mere her i det sidste lange stykke tid er, at jeg har været ansat i en erhvervs-Post Doc stilling i et samarbejde imellem Institut for Idrætsmedicin (på Bispebjerg Hospital), Nordic Bioscience og Innovationsfonden (tidl. Højteknologifonden). Men Post Doc stillinger er tidsbegrænsede og min, ja, den udløb efter 3 år i fredags. Selve arbejdet foregik primært på Nordic i Herlev og da jeg ikke kunne se mig selv fortsætte derude, og der ikke stod en stilling klar til mig andre steder, valgte jeg at blive “løsgænger”. Så nu er jeg forhenværende muskelforsker…

Misforstå mig ikke, jeg vil gerne lave forskning, men jeg er nået frem til, at hvis jeg skal forske, skal det være indenfor sportsvidenskab eller et af de umiddelbart tilgrænsende felter, og det begrænser i praksis mulighederne til academia, altså på et universitet eller hospital. Og jeg har nået en alder, både fysisk og rent akademisk, hvor jeg så småt skal til at kigge mig om efter et lektorat. Når man som mig har haft en lidt krøllet vej og er så specifik omkring, hvad man vil arbejde med, gør det at dén slags stillinger ikke ligefrem hænger på træerne.

Så nu skal jeg til at tjene mine penge selv. Jeg er blevet selvstændig.

Det bliver rigtigt, rigtigt spændende. For 4-5 år siden havde jeg en periode som selvstændig, hvor jeg ikke tjente nok penge. Jeg var simpelthen ikke god nok til at sælge og ikke god nok til at holde ild i de projekter, jeg var en del af. Både dén oplevelse og de erfaringer jeg har haft i en virksomhed, har udrustet mig med en masse værktøjer, så det kommer til at gå godt denne gang.

Dr. Muskel

Jeg har gjort en del ting for at forberede mig noget bedre denne gang. Med andre ord har jeg ild i en hel masse projekter, som jeg kommer til at dele med jer både her, og på et par andre hjemmesider, jeg er ved at stable på benene. Men der er masser af foredrag, personlig træning, workshops, radio, kosttilskud, bøger og meget andet i pipelinen. Og husk, hvis du har brug for en bona fide muskelnørd til at hjælpe med din træning, et foredrag, eller noget konsulent tjuhej omkring et eller andet, så kontakt mig via formularen her på siden.

Peace. out.

3 Comments

  1. Rued den 6. august 2015 kl. 12:16

    Godt at høre fra dig igen – der har ganske rigtigt været lidt stille her på bloggen 🙂

    Jeg er også igang med et selvstændigt projekt, der hedder http://www.fitspace.dk. Hvis du mangler eksponering af dig selv som ekspert, så er det stedet 🙂

    Håber, du har mod på at kigge forbi!

    Med venlig hilsen,

    Rued http://www.fitspace.dk

  2. agnete wendelboe den 16. september 2016 kl. 15:49

    Hej

    Har I Doktor Muskels mailadresse?

    venlig hilsen
    agnete wendelboe

    • Anders Nedergaard den 18. september 2016 kl. 19:59

      yes, og du har fået et svar ;o)

      Anders

Efterlad en kommentar