Kan fascier trække sig sammen?

Det her er noget jeg har gået og tænkt på i længere tid, og endelig fik jeg tid til at lave noget research på det. Visse skoler inden for manuel behandling opererer med konceptet, at muskelfascierne kan være den forklarende faktor i ubalancer i kroppen.

Man ser indenfor “Rolfing” og osteopati en del teknikker, som efter sigende har til formål at løsne fascierne op, som om det var selve fascierne, der har en kontraktur (dét som folk normalt kalder en myose). Det er interessant fordi den alment brugte forklaringsmodel for hvad der er skyld i spændinger i muskel-sene-skelet komplekset siger, at det er musklerne, der har spændinger. Den samme forklaring bruges for muskelspændinger, der fører til muskelsmerter. Selvom jeg ikke er uddannet massør eller har voldsomt meget erfaring med den type massage/mobilisering af fascier, har jeg også personligt oplevet at vævet “slipper” som de beskriver, f.eks. i Tom Myers “Anatomy trains”. Det interessante er også, at dette “slip” også kan findes steder, hvor der ikke umiddelbart er muskler eller trigger points, der kan forklare dette slip. Det betyder, at det der har “sluppet” må svare til en fascie struktur. Men er fascier ikke passive bindevævsstrukturer, som transmitterer kræfter fra musklerne? Hvad kan det så være, man kan mærke, der “slipper”?

Hvad er fascier

Før jeg begynder på den store omgang, hører det sig vel til at beskrive, hvad en fascie er. Fascier er de bindevævshinder, de fleste kender som bindevævskanten, der sidder rundt om en steak (og som trækker sig sammen under stegning). Fascien sidder både som en integreret det af musklen, hvor den er med til at overføre musklens kræfter til senerne, men også i bunden af huden eller rundt om organerne. Fascien i bunden af huden betragtes ikke som “ægte” fascie af alle, men for dem der gør, kaldes det den overfladiske (superficielle) fascie, mens muskelfascierne kaldes de dybe fascier. Organfascierne kaldes normalt for visceralfascie. Således sidder der f.eks. i lårmusklen en fascie, som er en del af yderkanten af musklen, men også en overfladisk fascie, som er en del af underhuden. Når musklen arbejder, glider disse to fascier langs hinanden, når musklen trækker sig sammen, hvilket selvfølgelig er afhængig af en lav friktion.

Fascie-medieret muskelafspænding

En af forklaringerne for, hvad det er der “slipper”, er at der i vævet (både hud, fascie og muskler) sidder mechanoreceptorer, som ved bestemte typer stimulering får musklen til at slappe af. Hvis fascien blot var et passivt væv, ville spændingen fra en kontraktur i en muskel dog forplante sig ind i fascien, som enten et strengformet eller vifteformet område i fascien med forøget spænding. Dette er ikke i speciel god overensstemmelse med beskrivelsen af fascie kontrakturer som værende knuder eller spots på steder, hvor der ikke er underliggende muskler eller andre væv, der kunne forklare disse spots, som altså kan opløses ved massage, eller manipulation.

Fibrose

I “Anatomy Trains” og meget af materialet fra Rolfing omtaler de knuder i fascierne som fibrotic spots, altså fibrotiske steder, men det kan ikke passe, for fibrose er definitionsmæssigt collagenøst arvæv. Collagen kan simpelthen ikke ændre volumen, orientering, og stivhed inden for det tidsrum, som sådan en mobilisering tager. Det kræver nedbrydning af molekyler og resyntese, og det er ikke noget der bare sådan lige sker. Hvad er den næste mulighed?

httpv://www.youtube.com/watch?v=LuB-qCgJnUg

Lokaliserede ødemer

I princippet kunne man også forestille sig at de beskrevne knuder var en form for lokaliserede ødemer, altså væskeansamlinger, idet det ville give mening, at man kunne presse væsken ud ved massage eller lignende, men mig bekendt er det aldrig noget, som nogen har arbejdet systematisk med. Det ville jo ret let kunne modbevises ved brug af et ultralydsapparat.

Fascier kan trække sig sammen andre steder

Der findes flere situationer, hvor man kan observere at fascier trækker sig sammen. For det første ses det ofte, som en del af ardannelsen i dybe ar, som går helt ned til den superficielle fascie, at der dannes myofibroblaster, som har det træk, at de orienterer sig i forhold til eksisterende spændingslinier i vævet og trækker langs denne akse. Folk der har fået brandsår på halsen er ofte nødt til at modtage tilbagevendende kirurgisk opløsning af sådanne konktrakturer (man skærer arret over).

Et andet tilfælde, der lugter lidt mere af noget med muskel, er sygdommen Dupuytren’s kontraktur. Det er en delvist arvelig sygdom, hvor palmarfascien, altså fascien der dækker indersiden af hånden og er kontinuert med fingerbøjernes sener trækker sig sammen, så fingrene gradvist bøjes, startende med lille- og ringfingrene. Også denne type kontraktur skyldes tilstedeværelsen af myofibroblaster i fascien, men denne gang er det i en muskel/sene fascie..

Guess what? Muskelfascier ser sgu også ud til at kunne trække sig sammen!

Det førte mig jo længere ned i litteraturen, hvor det ret hurtigt stod klart, at der rent faktisk godt kan være noget om snakken… Specielt en tysk forskergruppe har undersøgt dette og fundet myofibroblaster i muskelfascier (dybe fascier), og de har endda fundet ud af, at man kan stimulere kontraktion i disse med elektrisk stimulation eller NO-donorer (Schleip et al 2004). Senere har de lavet biomekaniske analyser, som viser, at de kræfter man kan tænde for i fascier, der er skåret ud, er i en størrelsesorden, så de godt ville kunne påvirke biomekanikken på et mere overordnet strukturelt niveau (Schleip et al, 2006). Tilsvarende er der andre i forskningsmiljøet, der har åbnet mere op for ideen om, at der skulle findes en spændingskomponent i muskelskeletenheden, som er uafhængig af motorneuronernes aktivitet, hvilket altså må henføres til ikke-muskulært bindevæv i musklerne (Masi et al, 2008).

Hvad betyder det?

Jamen, det betyder, at nogle de forklaringsmodeller, som man opererer med i den klassiske fysioterapi, potentielt skal revideres snart. Dette vil muligvis også påvirke selve terapien, hvor nogle terapiformer muligvis vil blive nedprioriteret og andre vil komme til. Grunden til at jeg særligt interesserer mig for dette er, fordi det er et glimrende eksempel på, hvordan noget bobler op fra praktikerne/empirikerne og er kommet ind i den videnskabelige sfære. I sidste ende kan man jo håbe, at det vil munde ud i noget bedre behandling hos behandlerne.

Referencer

Masi, A. T., & Hannon, J. C. (2008). Human resting muscle tone (HRMT): narrative introduction and modern concepts. Journal of bodywork and movement therapies, 12(4), 320–332. doi:10.1016/j.jbmt.2008.05.007

Schleip, R., & Klingler, W. (2004). Active contraction of the thoracolumbar fascia—indications of a new factor in low back pain research with implications for manual therapy. 5th Interdisciplinary World Congress on Low Back & Pelvic Pain. Melbourne

Schleip, R., & Klingler, W. (2006). Fascia is able to contract in a smooth muscle-like manner and thereby influence musculoskeletal mechanics. 5th world congress of Biomechanics. Munich. reprinted in Journal of Biomechanics.