Ironman eller Ironmanisk?

Jeg begyndte faktisk på dette indlæg kort før sidste års KMD/challenge/Ironman eller hvad det nu hed dengang, men besluttede at grave det frem igen, da jeg blev mindet om, hvorfor jeg skrev på det dengang.

“Hvornår skal du så prøve en hel?” Kommentaren faldt over kaffeautomaten på mit arbejde, hvor to af mine kolleger stod og talte om, at den ene lige havde deltaget i en halv eller kvart triathlon, og den anden fulgte op med bemeldte spørgsmål, underforstået, at en “hel” triathlon jo er rigtigere og bedre. Jeg kunne ikke lade være med at følge spørgsmålet op med “hvorfor ikke en firdobbelt eller tidobbelt?” (for det må jo så udfra den samme logik være endnu rigtigere og endnu bedre…). Jeg kan ikke huske hvad svaret var, men det er måske heller ikke så vigtigt lige nu. Jeg har i tiltagende grad oplevet et segment af personer, der forholdsvis pludseligt og typisk i slut-30’erne eller start-40’erne finder ud af, at de skal være ironmen M/K’er, hvor den dominerende motivation ser ud til at være at få et hak i bæltet og ikke at blive en dedikeret triathlet, og det synes jeg er dumt, og i mange tilfælde respektløst overfor sin egen krop, sin familie, sin arbejdsplads og selve sporten.

Disclaimer

Lad det først være sagt, jeg har stor respekt for udholdenhedssportsgrenene. Jeg synes på alle måder, det er lige så fint og imponerende at kunne løbe en god marathon, som at løbe en god 5 km eller 100 m. Den ene er ikke mere, hårdere eller bedre end den anden, de er simpelthen kvalitativt forskellige og kan ikke sammenlignes udfra den type præmisser. Jeg synes også, at rigtige udholdenhedsatleter er imponerende, på samme måde som mange andre typer atleter er imponerende. Så teksten her handler ikke om, at jeg har noget mod triathlon, men en stor del af de folk, der dyrker det.

Rage on!

Dét, som jeg har et problem med, er at så mange mennesker for tiden tilsyneladende bliver grebet af at skulle være <dramatisk lydeffekt> IRON MAN </dramatisk lydeffekt>. Det er typisk personer med følgende karakteristika:

  • M/K’er, nok lidt oftere mænd
  • fra midten af 30’erne eller/og op til slutningen af 40’erne
  • med mellemlange til lange videregående uddannelser
  • uden særlig erfaring med udholdenhedsidræt og ofte uden nogen som helst nylig erfaring med SERIØS træning
  • som (qua deres alder) typisk er i de mest krævende faser af deres arbejds- og familieliv (børn, kamp om forfremmelse og/eller boosting af CV)
  • som iøvrigt ikke nærer nogen egentlig iboende interesse for selve dét at svømme, cykle og løbe
  • som kun har tænkt sig at gennemføre et(1!) triathlon ironman løb

Og den her gruppe menneskers nyligt fattede interesse for triathlon sporten har jeg en lang række anker imod, som jeg vil forsøge at opsummere herunder:

1. Lad være med at bruge tid, du ikke har

Ironman distancen i Triathlon er fysiologisk speciel idet den mere end nogle andre almindelige sportsgrene kræver såkaldt “metabolisk fitness”. Dét er evnen til at forbrænde meget fedt relativt til kulhydrat, både i hvile og under fysisk aktivitet, og det er vigtigt, fordi man under så langt et løb, som en ironman er, vil løbe tør for kulhydrater. Og derfor bliver det meget vigtigt, hvor hurtigt man så kan brænde dét, der er tilbage, altså fedtet, af. I praksis varer kulhydratlagrene kun 2-3 timer under intens fysisk aktivitet, så jo længere en sportsdisciplin går ud over dét, jo vigtigere bliver den metaboliske fitness i forhold til andre fysiologiske parametre, som maximal iltoptagelse eller anaerob tærskel. Det særlige ved metabolisk fitness er, at måden man træner den op på, er med masser og masser af træning. Altså træningsTID. Hvor andre træk som maksimal iltoptagelse eller anaerob tærskel, der er vigtigere på kortere distancer, afhænger af, at man træner ved bestemte intensiteter, så er den metaboliske fitness i meget høj grad afhængig af, at man laver træning i lang TID, som så underforstået skal være ved lav intensitet, for man kan ikke både træne ved høj intensitet og i lang tid samtidig.

Når man tænker på hvilket segment, det er der ofte kaster sig ud i Ironman-turisme, så er det et fuldstændigt retarderet valg af sport. Tiden fra midten af 30’erne til slutningen af 40’erne er for langt de fleste mennesker, dér hvor de har travlest i hele deres liv. Der er karriere, parforhold og børn, der skal passes. At kaste sig ud i en omgang Ironmanturisme vil helt sikkert ske på bekostning af flere af disse, og jeg kender til mange tilfælde af parforhold og familieliv, der har lidt under det, ligesom jeg har kendskab til en række tilfælde af personer, hvis erhvervsevne i praksis var nedsat i 6-12 måneder, fordi vedkommende altid var træt efter træning. Jeg forstår godt, at man vil udrette noget særligt og bevise noget for sig selv og sin omverden, men Ironman?!?!?

2. Store præstationer kræver opbygning af motorik og bindevæv

Som træner har jeg altid gået op i, at folk skulle lære at bevæge sig, før de begyndte at træne “rigtigt”, altså at man fik optrænet sin motorik og sine bindevæv tilstrækkeligt, før man begyndte for alvor at træne igennem. Dén metode at tilgå opbygning af atleter er ikke noget jeg står alene med og betragtes som god latin i samtlige sportsgrene jeg kender til og praktiseres af samtlige trænere, jeg kender. Og den slags tager tid, og i særdeleshed for folk som ikke har en relevant sportslig baggrund. Hvis man ikke bruger den tid, vil det dels give en dårligere bevægelseseffektivitet, men endnu vigtigere øge risikoen for skader voldsomt.

I triathlon er det særligt løb og svømning, der er udfordrende, da begge er voldsomt repetitive. For løbs vedkommende er det en high impact motionsform og for svømnings vedkommende fordi det involverer, at man har armen over hovedet i lang tid, hvilket er udfordrende for de fleste. Det kan i praksis sagtens tage flere år bare at få opbygget motorik og bindevæv tilstrækkeligt til, at man kan holde til at træne, som man bør, op til en ironman! Det er selvfølgelig en tid, som de her Ironmanturister ikke kan afsætte og derfor træner med skader. Jeg kender desværre ikke nogen sportsepidemiologi på det, men det er mit indtryk, at langt over halvdelen stiller op skadede til “deres” løb. Måske er triathlon udholdenhedssporternes crossfit ;o)

3. Stress/overtræning

Jeg vil også påstå, at mange af udøverne i det her segment overtræner monumentalt og fundamentalt. For en stor del af dem kan man simpelthen se det på deres kroppe.

Hvis man træner 10-20 timer i ugen, så skal det give anledning til tilpasninger i kroppen, blandt andet at man skiller sig af med fedt. For rigtigt mange af de her mennesker sker det ikke. Hvis man træner SÅ meget og kroppen tydeligt fortæller én, at tilpasningerne ikke rigtig finder sted, så er det altså et vip med en vognstang om, at man gør noget forkert og i dette tilfælde et vidnesbyrd om, at man overtræner. Realistisk set burde der ikke være mænd med en fedtprocent på over 10-12 stykker med til en ironman (kvinder over 15-20), men virkeligheden viser sig altså at være anderledes. Det er et udtryk for stress og hvis ens ønske om et hak i bæltet på den måde skal ske på bekostning af længere tids stress, så respekterer man ikke sin krop. Tilsvarende er beretninger, der findes om folk, der er helt stegt hele tiden et vidnesbyrd om det samme.

4. Triathlon er også et håndværk

Alle sportsgrene rummer noget håndværk. Det indebærer, at man gennemgår en progression i læring, belastning og udfordringer. Triathlon er rimeligt ekstremt og det kræver at man, hvis det skal gå godt, bruger lang tid på denne progression. Jeg har allerede snakket lidt om det ovenover, men vil gerne uddybe lidt mere her. En naturlig progression ind i triathlon, som ville give noget af den rigtige slags læring og fysisk forberedelse, kunne være, at man startede med at lære at løbe eller svømme ordentligt og konkurrerede i nogle mellemdistanceløb, før man gik videre, samt at man kun gik videre, hvis man rent faktisk følte for det og havde pladsen i sit liv til det.

Hvis jeg selv var “rigtig” triathlet, tror jeg, at jeg ville føle de her ironman turister var nogle wanna-be’s, der sprang håndværket over og måske endda derigennem udvandede håndværkskvaliteterne i min sport.

Om at få et hak i bæltet

Hvad er det, der driver mennesker, som ofte ikke synes, at det er specielt sjovt at svømme, løbe og cykle, til at bruge urimeligt meget tid på, at få en halv- eller helsløj tid i en ironman konkurrence? Det er en kombination af rigtigt mange ting og jeg forstår udemærket godt, at man kan have det sådan.

  • Livet i det postmoderne samfund kan let opleves som fundamentalt meningsløs, fraset den mening, vi selv skaber. Der er ingen symbolik, overgangsriter eller indvielser, som kan skabe oplevelsen af, at man har ændret sig, eller at være en del af en særlig klub. Dér forstår jeg godt, at ekstreme præstationer kan give dén mening
  • Vi er børn og voksne af den mest selviscenesættende generation nogensinde. Hvad er mere selviscenesættende end at tage stramt nylontøj og en grim hjelm på og svede i 14 timer? Samt selvfølgelig det års forberedelse, der fører op til. Det kan fodre en Instagram konto som intet andet.
  • I forlængelse af ovenstående, så handler valget af ironman og det forbundne tidsforbrug nok også i et eller andet omfang om, at man gerne vil vise verden, at man har overskud og er kapabel til at styre sin tid.
  • For mange mænd tror jeg også, at Ironman er et forsøg på at generobre en tabt mandighed og måske ungdom. Det er jo også en efterladenskab fra det postmoderne samfund, men kropsligheden og kampen nyder ikke stor anseelse i vores kultur. Der repræsenterer ironman nok et slag outlet for dét. Det er ikke nødvendigvis det samme som en midtvejskrise, men midtvejskriser er nok ofte udtryk for dette.

Så jeg forstår godt, at man kan have dette ønske om at gøre noget ekstremt, noget eksklusivt, noget transcenderende – jeg forstår det virkeligt godt. Men jeg forstår ikke, at den oplevelse, som de fleste eftersætter, dels er så kedeligt (de fleste synes jo ikke engang, det er sjovt at svømme, cykle og løbe), så tidskonsumerende og potentielt ødelæggende for deres kroppe, parforhold og jobs.

Men hvis du har brug for at få “noget ud”, opnå noget, gennemleve en midtvejskrise, skabe mening, skabe et ritual, finde din indre mand (eller kvinde) eller hvad fanden det nu er, der motiverer dig, så find da for fucks sake noget, du synes er sjovt og spændende, så det har en mulighed for at blive til en del af dit liv, også om 10 eller 20 år, istedet for bare at ende som et hak i et virtuelt bælte, som alle alligevel er fucking ligeglade med om 30 år.

Der findes et hav af ekstreme og transcenderende oplevelser, man kan opsøge, som kan give de her ting. Ting som er svære, udfordrende, og helt og aldeles udenfor komfortzonen. Tænk engang hvad man kan gøre med de 1.000 timer og 50.000 kroner (som jeg tror en Ironman turist i gennemsnit bruger på deres rejse) eller mindre… Begynd at træne kampsport og tag ud og kæmp (enorm mental oplevelse, kan jeg sige), begynd at danse kompetitiv sportsdans og stil op til en dansekonkurrence (dét ville kræve overvindelse for undertegnede), tag til Vegas og brug pengene på coke og prostituerede, tag på overlevelseskursus med SAS, begynd at spring i faldskærm. Der er så mange ting, som man kan vælge, så vælge da noget der taler til dig og som giver dig noget uden, at du skal gå på kompromis med resten af dit liv.

Og måske allervigtigst, hvis det her triathlon cirkus handler om, at du skal have en pause fra resten af dit liv, så kan du altså ikke lappe det ved at flygte ind i triahtlon eller noget som helst andet. Så er det noget andet, der skal fikses….

31 Comments

  1. Claus den 30. august 2014 kl. 0:03

    Auch! Glæder mig til kommentarerne …
    Har lige opdaget denne blog og er temmelig imponeret – bl.a. af bredde, dybde og formuleringsevne 🙂
    Keep it up!

    • incognitodk den 31. august 2014 kl. 11:04

      haha, ja som du kan se er de fyrige kommentarer allerede startet både her og på facebook siden.

      Anders

      • Claus den 26. september 2014 kl. 17:15

        Synes nedenstående meningsudveksling med Rasmus er lidt præget af, hvor han er i livet – ikke sååå langt, at dømme efter billederne (og al respekt for det).
        Jeg synes godt, jeg kan genkende dine turisme-betragtninger fra diverse 40+ venner, bekendte og kolleger, der kaster sig over udholdenhedssport, træner relativt kort tid, måske får skader, måske taber sig 5-10 % og så måske/sandsynligvis falder tilbage til tidligere aktivitetsniveau og vægt. Og dét forstår jeg bare ikke!

        • incognitodk den 26. september 2014 kl. 17:21

          Hej Claus
          Tak for din kommentar ;o)
          Anders

  2. Rasmus den 30. august 2014 kl. 9:29

    Man kan ikke lave lange kommentarer – så her kommer den i bidder:

    Jeg synes, det er en snobbet og stærk over simplificering af ironman-profilen. Eller i hvert fald en meget subjektiv vurdering af situationen – og her kan du så få min, lige så subjektive vurdering.

    Ja, det er da dumt at dyrke tri, hvis man ikke interesserer sig for at svømme/cykle/løbe – men jeg tror, det drejer sig om en meget lille skare "Som iøvrigt ikke nærer nogen egentlig iboende interesse for selve dét at svømme, cykle og løbe". Altså helt ærligt? Hvor mange ville gøre det, hvis de decideret ikke gad? Jeg har – på min vej – i hvert fald ikke mødt nogen, der havde det sådan. Jo, vi kan allesammen være trætte af det ene eller det andet på forskellige tidspunkter – og det kan da også manifestere sig selv som brok, men at decideret mangle interessen for disciplinerne, tror jeg det er de færreste, der gør. Og det er de færreste, der begynder på tri, med et stærkt kendskab til alle sportsgrenene – for så ville de jo nærmest være triatleter allerede. Jo, der findes måske Brownlee-brødrene, som har dyrket sporten som én samlet enhed siden de var små, men selv de fleste danske elite-triatleter kommer enten fra en baggrund, som kun inkluderer én eller to af sportsgrenene. Og man skal jo starte et sted? Camilla Pedersen startede vel nærmest fra scratch (som skiløber eller noget) i 2011, men hun må godt være her, ikke? Og jeg har hørt Michelle Vesterby brokke sig over løb, men hun er også ok, ikke?

    Igen, vi finder nok aldrig ud af, hvem der har ret, men jeg synes du oversimplificerer. Selv elite-atleterne kan i hvert fald virke som om, der er en af disciplinernene, de ikke kan lide. Og så burde vi måske bare forbyde sporten, eller hvad?

    • incognitodk den 31. august 2014 kl. 17:18

      Hej Rasmus
      Det er tydeligt at du føler dig ramt og det er også ret tydeligt både udfra din kommentarer her og fra din egen blog at din reaktion er temmeligt defensiv. Det er lidt en skam, for det betyder at din argumentation bliver usammenhængende og i flere tilfælde aldeles falsificérbar. Du har ret i at min vurdering er subjektiv og du kan vel fra dit synspunkt godt retfærdiggøre at kalde det snobbet, men jeg ved dog ikke om det kan kaldes elite-snobberi, for det har ingen speciel relation til eliteidrætten.
      Jeg har været en del af mange forskellige sporter igennem mit liv, både som udøver og som træner og jeg har en dyb respekt for den kultur og det håndværk, der er i en sport og synes at det i sig selv er noget der er værd at beskytte og bakke op om og ihvertfald vigtigere end tilfældige fjolser der pisser på denne kultur for at få et hak i bæltet. En væsentlig del af ironman deltagerne er oplevelsesturister og en anden del er seriøse sportsfolk. Det er to forskellige ting de laver, men man oplever gang på gang at oplevelsesturisterne pryder sig med lånte fjer, nemlig at nu er de ironmen m/k'er, og de på den måde blander selve sporten sammen med oplevelsesturismen og det synes jeg helt personligt og helt subjektivt er noget pjank.

      I dit eget blogindlæg og dine kommentarer bruger du utroligt lang tid på at lave paralleller til alle mulige navngivne personer jeg går ud fra er kendte eliteudøvere ifm det her med ikke at kunne lide selve at svømme, cykle og løbe og svømme og det med ikke at lade kroppen forberedes ordentlig til selve game day. Også her går du galt i byen, for du kan ikke sammenligne dig med dem.. Forskellen på dem og oplevelsesturister er at det er folk som brænder for triathlon og ironman. Det er folk som slet ikke kan lade være. Som personlig træner oplever man man ofte fundamentalt kan putte folk i kasser som enten dem, der aldrig kommer i gang eller dem der aldrig holder op. De er i den kategori der aldrig holder op og oplevelsesturisterne er den kategorien der aldrig rigtigt kommer i gang. Så det med ikke at kunne lide en af disciplinerne handler ikke om at favorit discipliner, men om at have sporten i blodet. At brænde for dem og slet ikke kan lægge den fra sig igen. Og selv hvis man brænder for triathlon, kan man sagtens synes det er mindre fedt at svømme end at cykle, det er en helt andet diskussion. Det, som jeg talte om i blogindlægget var hvorvidt, man havde triathlon i blodet.

      Og hvis man skal sammenligne eliteudøverne med oplevelsesturisterne, så er der også forskelle ætiologier bag deres skader, som gør at man ikke rigtigt kan sammenligne dem. Rigtige eliteudøver bliver skadet fordi de træner hårdt og længe og for at nå det ypperste niveau af præstation, skal man ofte træne så meget at det ikke er realistisk at være så godt forberedt at man er beskyttet mod skader. Så den slags træning der skal til at gennemføre en ironman på 8 timer er potentielt skadelig for selv de bedste.
      Oplevelsesturisterne får deres skader af en mindre mængde og intensitet af træning og får dem fordi de ikke er forberedt godt nok.

      Når du kalder det pikmåling fordi det er kritisering af nybegyndere, så går du igen helt galt i byen. Jeg har kæmpe respekt for nybegyndere, så længe de gider sætte sig ind i håndværket og kulturen i sporten og gøre som de erfarne siger. Det gør oplevelsesturisterne i voldsom grad IKKE. Så jeg har ikke noget imod nybegyndere, men jeg har noget mod nybegyndere, som er idioter ikke gider lære håndværket på den rigtige måde, hvilket i praksis involverer at stille op i nogle løb på kortere distancer før den store dag.

      Jeg er glad for at du sætter pris på din egen oplevelse med Ironman, men jeg synes stadigvæk at det er for dumt at det er blevet vores kulturelle "jeg har overskud"-spejdermærke at man skal gennemføre en ironman i en halv- eller helsløj tid. Den oplevelse af fordybelse og at gøre noget for sig selv kan man nå på virkeligt mange andre måder også. Måder som ikke fucker så mange andre ting op.

      Tak for din kommentar

      Anders

      • Rasmus den 1. september 2014 kl. 10:12

        Hvor stor en del af deltagerne, vil du klassificere som oplevelsesturister? Og hvornår er det, at de pryder sig med lånte fjer?

        For min uenighed skyldes nok, at jeg mener at 'vi' er mange 'almindelige' mennesker, der har dyrket triathlon i en kortere eller længere periode, men som i stadig lagde hele vores hjerte i sporten. Hvis jeg kunne, ville jeg da også hellere sidde på min cykel lige nu, end på min kontorstol – men jeg kan også godt lide de udfordringer, der følger med mit kontor-job (og pengene og trygheden), og derfor har jeg ikke tiden til at fortsætte min træning i 'ironman-pace'.

        Ironman var et bjerg jeg besteg. Og gjorde det fordi det var en udfordring. Jeg ville enormt gerne bestige det igen, men jeg har også en hverdag, der skal passes. Derfor er jeg 'stoppet' med sporten.

        Det er måden du deler feltet op i "turister" og "ægte" triathleter, jeg kalder for pik-måling og snobberi. Og for mig er det uvist, hvor stor en del der er "turister", men det virker som om, du mener, at det er størstedelen.

        Jeg synes, det er synd for de 95% af stævnets deltagere, der blot gennemførte, at kalde deres (og hermed også min egen) indsats for falsk eller på anden vis nedgøre den. For det har på mange måder krævet lige så store kampe, som dem eliten kæmper. Og mange af disse mennesker har mindst lige så meget hjerte med i sporten. Måske endda mere, for de stiller også op, når der skal stå frivillige i orange veste ude på cykelruten eller deles cola ud på løbet. Og det 'ved' jeg, fordi jeg kender rigtig mange 'almindelige' såvel som 'elite'-triathleter. De elite-triathleter jeg kender, giver ikke en skid for frivilligt stævne-arbejde, og ville aldrig røre en finger for sporten, hvis ikke det var noget, de selv fik noget ud af. Det er i hvert fald min (helt og aldeles subjektive) vurdering af situationen.

        • incognitodk den 3. september 2014 kl. 10:00

          Hej igen Rasmus og tak fordi du stadig hænger på

          For at svare på dit allerførste spørgsmål, så ved jeg det ikke. Jeg har forsøgt at hive tal ud af KMD ironman københavn, men har ikke hørt noget endnu. Min helt personlige oplevelse fra min omgangskreds (som rummer mange 30-50 årige akademikere) rummer 10-15 personer som har kastet sig ud i dette uden nogen intention om at lade triathlon blive en blivende del af deres liv. Min bekendtskaber i triathlonforeningerne beskriver at det er op imod halvdelen af medlemmerne, der har ret tidsbegrænsede engagementer i sporten.

          Du må gerne kalde det snobberi, men det med pik måling må du sådan set gerne holde for dig selv. Jeg påstår ikke at nogle er bedre end andre og i særdeleshed ikke at jeg selv er bedre end andre. Min påstand er den at sportsgrene generelt indeholder nogle traditioner for træningshåndværk, som oftest er meningsfulde idet de sikrer at folk ikke gør skade på sig selv. De her mennesker som stiller op til en ironman for at få et hak i bæltet, pisser oftest på disse traditioner og gør skade på sig selv og deres omgivelser undervejs til gengæld for en personlig sejr (og en objektivt halvsløj tid, selvom det egentlig ikke er relevant). Det synes jeg er egoistisk og generelt nederen. Jeg forstår at det er en stor oplevelse alligevel, men de af os, som tillæger sportens kultur og væsen en værdi er bare ikke så imponerede, fordi vi mener også det at være ironman hænger ikke kun på resultatet, om man har gennemført et løb, men også om processen, at man har gennemgået en meningsfuld forberedelse. Og en forberedelse der hænger på at kroppen baaaare liiiige skal kunne hænge sammen indtil efter løbet kan dårligt være sammenfaldende med dette.

          Jeg forstår godt behovet for at gøre noget specielt og hårdt og udfordrende, men at få opfyldt det behov ved at spille med på en kulturel fortælling om at det er Ironman man skal gennemføre, hvis man skal demonstrere at man er sej og overskudsagtig, i stedet for at finde sin egen vej, forstår jeg slet, slet ikke. Og for mange af dem der gør det, virker det SÅ meget som noget de gør for at vinde en totalt arbitrær kulturelt defineret anseelse, i stedet for et reelt ønske om at udvikle sig selv og blive et bedre og stærkere menneske. At rejsen så måske alligevel kan give det henad vejen er bare en heldig bivirkning.

          Selve opdelingen i oplevelsesturister og seriøse udøvere, som har et blivende engagement er nok skarpere i min beskrivelse end den er i virkeligheden, for der er helt sikkert også en gråzone imellem disse beskrevne yderfelter. Men hvis man fortsat har et engagement er det faktisk også muligheden for at deltage på nogle af de kortere triathlon distancer, som ikke kræver lige så voldsomt meget træningstid, hvilket også er mit indtryk at mange af dem der har blivende engagement i klubberne gør, når de ikke længere har tid ti lat forberede sig til Ironman. Jeg vil meget gerne høre hvorfor det ikke har været interessant for dig at tage nogle løb på de kortere triathlondistancer

          Nå, det var vist hvad jeg lige havde tid til i denne omgang

          God vind

          Anders

          • Rasmus den 3. september 2014 kl. 12:21

            Hej Anders

            Tak, jeg slipper ikke så let 🙂

            Jeg har kørt en del løb på korte distancer, og tror ikke, at jeg er færdig med det. Som jeg skriver tidligere (selvom det måske er noget rod med rækkefølgen på de tre indlæg), så vil jeg også rigtig gerne prøve kræfter med bl.a. xterra (OL-distance, off-road triathlon) næste år. Og mindre distancer kan heller ikke afvises, hvis jeg finder stævner, der lokker.

            At det ikke er blevet til nogen stævner i indeværende sæson, skyldes kort sagt et speciale, et fuldtids job og en blindtarmsbetændelse. Jeg har således 'nøjedes' med at løbe et par kortere orienteringsløb og cyklet en tur, når det nu passede.

            Jeg meldte mig ud af min klub, fordi træningstiderne ikke harmonerede med arbejdstiderne på mit nye job. Selvom det er søde mennesker i klubben, synes jeg det er dumt, at betale for noget, man ikke bruger. Desuden er der alen lang venteliste, så der var lidt karma i at give pladsen til en, der ville få den brugt. Triathlon er jo heldigvis også en sport, der er forholdsvis nem at træne, selvom man ikke er i klub, så det er vel svært at sige, hvornår træningen som sådan holder op. Og på samme måde, havde jeg – og mange andre – også trænet både løb, cykling og svøm, før det rent faktisk kom så vidt, at jeg/de meldte sig ind i en klub.

            Med hensyn til skader på mig selv, har jeg ikke kunnet mærke direkte skavanker. Men der er sikkert andre måder at måle dette på. I øvrigt er de fleste af dem jeg kender, som er havnet hos samaritterne, folk, der stilte op som pro'er.

            Grundlæggende skyldes min reaktion på dit indlæg, at jeg simpelthen ikke kan genkende det billede, du beskriver af flertallet eller 'en væsentlig' del af deltagerne som ego-hungrende spejdermærke-triathler, der gør permanent skade på sig selv og deres omgivelser. Jo vist, jeg har hørt rygterne og også læst artiklen på Politikkens hjemmeside. Og de er der helt sikkert også.

            Men ud fra de bekendtskaber jeg har gjort – og fra mit billede af triathlon verdnen generelt – så er de fleste atleter netop folk, der er går op i processen – sådan som du selv fremhæver idealet. Netop fordi man som amatør-atlet i bund og grund kun har processen når dagen er omme. 'Vi' kommer aldrig til at vinde skidtet alligevel, så de fleste af os gør det fordi, 'vi' på en eller anden måde får noget mere ud af det, end bare en finisher t-shirt.

            Og derfor følte jeg trang til at reagere på dit indlæg, fordi jeg synes det er synd for de mange, som netop gør det med hjertet, at de skal fremhæves som nogen, der har falske intentioner og ødelægger sporten.

            Men ok, du kender nogen historier, jeg kender nogen andre. Det kunne da være spændende at få tal på det, hvordan det så end kan kvantificeres. Hvis du kan påvise at over en tredjedel af feltet i KMD Ironman 2014 udelukkende gjorde det for hakket i bæltet, så giver jeg selvfølgelig en øl.

            May the data-set be with you
            Rasmus



          • incognitodk den 4. september 2014 kl. 10:54

            med den historie du beskriver, falder du jo heller ikke helt ind i den kategori jeg har beskrevet. Og eftersom folk har en tilbøjelighed til at omgives sig med ligesindede, kan det måske forklare hvorfor vores oplevelser er divergerende. Jeg skal dog straks sige at jeg aldrig har stillet op til et triathlon løb og aldrig har tænkt mig at gøre det. Mit kendskab stammer fra bekendte der er seriøse udøvere, en stor gruppe, som jeg oplever som tidligere eller igangværende "turister" og endelig som kostvejleder for nogle udøvere jeg nok også ville karakterisere som turister.
            Ja, det bliver interessant at se om man kan trække noget ud af KMD ironman. Desværre tror jeg ikke de har nok oplysninger til at man kan gøre det som jeg gerne ville, nemlig finde ud af hvor stor en fraktion af deltagerne der ryger ud af triathlon miljøet umiddelbart efter deres første og eneste ironman løb. Men vi får se

            Anders



  3. Rasmus den 30. august 2014 kl. 9:30

    Ligeledes er det da også dumt at træne så meget, hvis man ikke har tid. Men igen, de fleste af dem jeg lærte at kende gennem triathlon havde masser af tid. Enten som studerende, som arbejdende uden børn eller blot med jobs, der tillod den fleksibilitet, en seriøstræning kræver. Jeg ved da fx. at Esben Hovgaard har fuldtidsjob – og han tilhører eliten. For mange af os med "en anden hverdag ved siden af", så giver sport os faktisk mere, end den umiddelbart koster. At få trænet efter en lang dag på kontorstolen, er rart og inspirerende for vores hjerner. Og så kan vi heldigvis gå tidligt i seng (eller sove længe), fordi vores rammer tillader det. Jeg har hørt rygterne om skilsmisse-triathlonen, men jeg har faktisk aldrig set den face to face.

    Jeg er i øvrigt selv en af dem, der har valgt at parkere cyklen efter ét ironman-stævne (og tre halve, og en hel del mindre).

    Og der er her snobberiet kommer ind i billedet. For hvorfor er det forkert, kun at ville lave én ironman? Tvært imod. Ironman-træningen var en kæmpe rejse for mig, og bestemt alle pengene værd. Jeg kedede mig ikke på cyklen om søndagen i 4 grader og regn, men nød de nye oplevelser jeg fik. Jeg har været ude at backpacke i 6 måneder, det kostede mig 80.000, og 10-12 måneders ironman-træning kostede mig nok 60.000. Og jeg ville faktisk hellere vælge ironman-træningen af de to, hvis jeg skulle. Den gav mig meget mere indsigt i mig selv og min krop, end coke og strippere i Las Vegas gjorde.

    For mig var ironman en rejse, som jeg tog på, fordi jeg havde muligheden. Det synes jeg du nedgør, når du snobber over folk der "kun" har lavet én ironman.

    Jeg anede ikke om, det ville være den første i en lang række, da jeg gik igang med træningen, eller om det kun ville blive til den ene. Men det har umiddelbart vist sig, at jeg ikke skal lave flere lige foreløbig. Men måske jeg laver en Xterra næste år – eller kører AX-tri i Norge. Anyway, så parkede jeg tri-cyklen, fordi jeg efterhånden var færdig som studerende, og derfor skulle til at prioritere andre ting i mit liv. Og så var jeg mæt af oplevelser i den dimension. Jeg cykler stadig og løber også stadig. Men er også begyndt at klatre, og løbe orienteringsløb. Der er mange andre ting her i livet, jeg OGSÅ gerne vil prøve.

    Og så det med skader. Ja, det er altid dumt at gøre skade på sig selv. Og i en perfekt verden, så brugte folk også mere tid på at træne op – og mere tid på deres børn, og de drak mindre, og de kørte ikke for stærkt i deres biler, og de vrissede ikke, når der var kø i supermarkedet, og de smilede altid, selv når det regnede! Du bruger pareto-udtrykket fra økonomi på denne blog, og nu får du så et nyt godt udtryk: "second best". I økonomi findes der "first-best", som er den teoretisk optimale løsning, og "second-best" som er den næst bedste, men tilgengæld i praksis-implementerbare løsning.

    For mange mennesker kan drømmen om en ironman kun gennemføres vha. second-best-løsninger. Det bliver altså ikke med perfekt søvn og restutition, men det kommer til at ske alligevel, og derfor kan rejsen stadig være vidunderlig for den enkelte. Og måske også sundere, end hvis man havde ladet være.

  4. Rasmus den 30. august 2014 kl. 10:39
  5. Anders den 30. august 2014 kl. 12:42

    Endnu engang et smukt indlæg Anders! Helt enig i, at en Ironman, for de fleste, er LANGT over målet, når det blot drejer sig om at sætte et flueben i kalenderen.
    Hvis det stod til mig, skulle man for at melde sig til Ironman, som minimum have gennemført en halv IM (eller 2?) indenfor en tidsgrænse og på den måde samle point til at kunne gennmfære en Ironman.

    Lige et par hurtige indputs:

    – Mht. de etablerede triatleters syn på "Tri-turisterne", så er det ret ambivalent. Det er trods alt dem der fylder stævnerne til 3000kr for et startnr og køber de kompressionssokker og dråbehjelme som "pro'erne" reklamerer for, så det er dem der øger omsætningen og, med tiden, forhåbentlig præmiepengene, sponsoraterne mv. Kort sagt, det er dem industrien lever af.

    – "(…) for svømnings vedkommende fordi det involverer at man har armen over hovedet i lang tid, hvilket er udfordrende for de fleste"
    Svømning og løb kan ikke sidestilles når man snakker skadespotentiale. Man kan holde en relativt høj volumen i svømning uden at belaste sener og ledbånd. Sammenholder man det med, at svømningen kun udgør ca. 10% af en samlet IM (og tilmed den første disciplin), så er de fleste ret godt stillet her uden den store erfaring.

    • incognitodk den 31. august 2014 kl. 16:47

      Hej Anders og tak ofr kommentaren.
      Dén ambivalens du omtaler har jeg hrt beskrevet flere gange før og den løsning du beskriver ville være en måde at adskille den egentlige sport fra oplevelsesturismen, men som du siger, så kunne det sagtens blive svært at få ti lat hænge sammen økonomisk. For udøverens perspektiv, så har du nok ret i det med skaderne. Forekomsten af skader der kan spores til løb er klart størst, men alvorligheden af skulderskaderne ser til gengæld ud til at være lidt værre (som i det er sværere at svømme med et bursit eller impingement end det er at løbe med en achillessene der er stået af).

      Anders

  6. Lene den 30. august 2014 kl. 17:54

    Cool artikel … TAK

    • incognitodk den 31. august 2014 kl. 16:36

      Jamen velbekomme, da.

      Anders

  7. wynn den 30. august 2014 kl. 18:20

    Amen…

  8. Holger Prahm den 30. august 2014 kl. 21:24

    Sådan!
    Man skal tænke på at den første marathon-løber, løb fra Marathon-sletten hjem til Kongen for at give et budskab om slagets gang. Han døde, da han afleverede meddelelsen. Det er altså en kritisk distance. Jeg har selv dyrket de lange distancer: Tour de Gudenå, (Ringkøbing)Fjorden Rundt og Århus 1900 100 km løb og trænet til triathlon, men triathlon spiste min tid op. Det var uforenligt med familieliv. Simpelthen…. Resultat: no more long distance 🙂
    Når jeg så nu møder en cyklist eller motionsløber, der ser forpint ud, slæber sig gennem kilometrene, der gerne vil nå målet, men piner sig gennem vejen dertil, så spørger jeg mig selv: hvad fanden har de gang i? De har fri fra arbejde, hvorfor pine sig selv? gør dog noget som er sjovt, hvad får dig til at smile?
    Askese er ikke et mål i sig selv! Nej, jeg vil ikke lide for skønheden eller et andet højere mål. Jeg vil bare nyde min træning, glæde mig før, efter og under træningen. Gerne sammen med andre.
    XXX er Ironman = jeg kan kontrollere mig selv
    Holger træner = jeg har lyst til at bevæge mig

    • incognitodk den 31. august 2014 kl. 16:36

      Hej Holger. Det lyder som om du har fundet din hylde træningsmæssigt.

      Anders

  9. Lone Buchardt den 2. september 2014 kl. 11:24

    Wellspoken – jeg bliver både ramt, berørt og provokeret; altsammen på den gode måde. Inspireret til at twiste det en smule; "min triathlon" var i år at jeg sprang i havet i lørdags sammen med 2600 andre svømmere og svømmende 2000 meter på baggrund af 300 meter træning. Det gav en fed oplevelse at komme i mål og med lille træningsindsats 😉
    Og det har nu udviklets og til en ugentlig svømmedyst med et par kolleger; sjovt og hyggeligt ! Seize the day…

    • incognitodk den 3. september 2014 kl. 9:30

      Hej Lone
      Det lyder nemlig rigtigt fedt ;o)

      Anders

  10. Nicolas den 10. september 2014 kl. 19:50

    Er der noget forskning der peger på hvad/hvordan man skal træne metabolisk fitness, over lang tid osv.?

    • incognitodk den 11. september 2014 kl. 9:19

      Yes, lang tid og lav intensitet. For god ordens skyld skal det siges at forbedret fedtforbrænding ikke er det samme som at man taber mere fedt over tid. vægttab afhænger mere af den samlede energi brugt og dér er højere intensitet bedre.

      Anders

      • Nicolas den 11. september 2014 kl. 15:41

        Så bare lige for Kong Knud, og for at jeg kan bruge det i anden argumentation, så giver det ikke nogen mening, at nøjes med at træne metabolisk fitness, 0,5-1 gang/uge, fx 2 timer ad gangen? Når formålet/målet med træningen er forbedret fedtforbrænding under lang march?

        • incognitodk den 12. september 2014 kl. 8:33

          Hmm.. bummelum. Altså selvfølgleig ville det nok virke, men spørgsmålet er om man ikke kunne lave noget i den samme tid som ville virke bedre. Når man marcherer er intensitet generelt så lav, at man kører næsten udelukkende på fedt, ligemeget hvem man er, så ekstra metabolisk fitness ville være af begrænset gevinst. Undtagelsen til dét, skulle lige være hvis man går med stor oppakning, hvor det faktisk godt kunne være relevant.

          I marchtræning er det jo ofte mere noget med at optræne slidtolerancen på fødder og lyske/hofter og det er nogle meget bevægelsesspecifikke træk. Derfor vil jeg klart mene at den samme tid brugt på march træning ville virke bedre end langvarig luntetræning. Selvfølgelig med det forbehold at der er tale om march med oppakning, hvor det sagtens kan være relevant.

          Anders

  11. Nicolas den 12. september 2014 kl. 12:55

    Tak for dit svar. 🙂 Når du siger stor oppakning, så er det vel omkring 25 % af egen kropsvægt (med udgangspunkt i at man har sin grundform på plads)?

    • incognitodk den 12. september 2014 kl. 13:29

      Svært at sige. jeg vil gætte på at hvis man kommer over 50% af vo2 max bliver det relevant. Jeg ved ikke lige helt hvordan man skulle måle det med march, men jeg tror man kan estimere det udfra en borg/RPE skala. Tror ikke pulsen kan bruges, da den sandsynligvis bliver kunstiugt forhøjet pga rygsækken.

      Anders

  12. Marty den 28. september 2014 kl. 20:25

    Jeg har gået og tænkt over hvor mange kalorier der går til spilde når alle de motionister løber i så mange timer og i så store hobe tal flere gange årligt, ved udemærket godt at det er det enkelte persons frie valg og gøre hvad de har lyst til men jeg foreslår at man bruger sin energi konstruktivt de kune evt. Lave tungt grave arbejde, slå græs for vores svage borgere med håndskubber osv. ja det kun fantasien der sætter grænser.

    • incognitodk den 29. september 2014 kl. 8:59

      Marty, jeg kan kun give dig ret. Jeg afventer i mellemtiden at du launcher konceptet farmerfitness, arbejdsmandsfitness, hulgraverfitness og pedelfitness ;o)

      Anders

  13. Nanna den 11. august 2017 kl. 12:21

    Hej Anders.
    Jeg er kæreste med en IRONMAN. Og jeg har rejst med ham ud i verden til IROMMAN-stævner. Og det du ikke har set, men som du kan nå at opleve fx næste weekend i København er, at ironman.com er en sekt.

    Der er jo også andre triatlonstævner, end de mange hundrede ironman.com arrangerer hvert år. Fx Karrebæksminde triatlon mfl. Men de fleste danske stævner er med tiden blevet opkøbt af ironman.com eller ‘M dot’ som medlemmerne kalder det.
    Der er mig bekendt ingen andre der arrangerer ‘den lange 140miles ironman’ udover ironman.com. Altså den rigtige ironman.

    Du skal tage med til deres atlet-møder. Det er ligesom at være i en kirke. Dog skal der betales entre.
    De fremhæver dygtige trofaste atleter. De der gang på gang betaler ca 4000kr pr løb og bare bliver ved og ved indtil de en dag optages i den rigtige supersekt og får lov til at for 850 USD købe en deltagelse på HAWAII. Kodeordet er Kona eller Kona-sloth.
    Se om du ikke kan få adgang til møderne.

    Du skal selvfølgelig besøge hjemmesiden: ironman.com De har guider til alt i ‘M dot’-universet. Du kan få en træner, din kone og dine børn kan være med, du kan abonnere på det ene og det andet. Købe alt med M-dot-logoet på. En ting er sikkert. Du får et bedre liv.

    Jeg havde lige som dig en aversion mod atleter der skal løbe længere og længere. Men min aversion er i virkeligheden rettet mod organisationen bagved. Det kunne være fedt hvis du kender en journalist der vil grave i det, se regnskaber mm. Det er bundråddent. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

    Og jeg er faktisk heller i tvivl om, at der er masser af doping i M-dot-universet. Hvad man ikke gør for at få de andres og sektens enerkendelse

    • Anders Nedergaard den 13. september 2017 kl. 13:49

      Hej Nanna
      Det er sgu en vild beskrivelse. Jeg vil stile og roligt lade det sive videre til nogle af dem der graver ;o)

      Anders

Efterlad en kommentar