5:2 – den falske faste?

Anders NedergaardAnmeldelser af kost/diæt koncepter59 Comments

Siden Jeppesen, Martin og jeg selv fik udgivet “1-dagskuren” har jeg været aktiv i en række facebookgrupper dedikeret til periodisk faste. Dels for at sprede lidt viden om faste generelt og kendskab til vores vores bog, og dels for at lære og høre om de praktiske erfaringer, folk gør sig. I vores egen bog er vi jo lidt ude med riven efter Michael Mosleys 5:2-kur og efter at have brugt snart et år på de her fastegrupper, må jeg tilstå, at mange af de ting, der fik riven frem i første omgang, har vist sig 100% begrundet. Den sproglige rive har til tider været tæt på at blive til en mejetærsker eller et retorisk taktisk atomvåben, men jeg holder mig i skindet. Nu skal jeg dog af med noget af det, så her kommer det.

Først vil jeg dog lige komme med en slags disclaimer, for jeg VED, jeg kommer til at tage en masse flak for at skrive dette. Formålet er ikke at “flame” 5:2 for at sælge vores egen bog. Formålet er få afklaret nogle af de misforståelser, der er opstået i kølvandet på 5:2 bogen og som eksisterer i det miljø, der praktiserer og debatterer 5:2-kuren. Indlægget her er først og fremmest ansporet af, at jeg har oplevet temmeligt mange gange at give venligt mente råd eller at deltage i debatter om emnet med personer, som er aldeles uoplyste og ligeså aldeles argumentationsresistente. Mit ærinde er ikke at sige, at 5:2 ikke virker, for hvis man spiser mindre og bruger den samme mængde energi, så taber man sig (man kan ikke fucke med termodynamikken). Jeg siger bare, at mange kunne have gjort noget, der måske havde været lettere, virket bedre og havde haft en større sandsynlighed for at give mere blivende vægttab og at der specielt indenfor 5:2 miljøet er mange personer, der aktivt favoriserer en strategi, som gør det sværere for dem selv, end det behøves være.

INTRO

I virkeligheden ved jeg ikke helt, om det er 5:2 kuren eller bare de folk, den “taler” til, der er noget galt med, men noget er der ihvertfald galt. De problemer, jeg har observeret, har dog været langt mere udtalte og mere hyppige blandt 5:2 fastere end blandt nogle af de andre fasteformer, der findes interessegrupper for på internettet. Problemerne handler om den måde, hvorpå mange af brugerne af 5:2 kuren tilgår deres livsstilsændring. Lidt mere specifikt, at de gør det på en måde, som jeg vil mene gør, at de har ok chancer for at nå at tabe nogle kg på den korte bane, men som gør, at der er mindre chance for, at de reelt kan nå og fastholde deres mål på den lange bane.

5:2 er slet ikke faste!

Allerførst vil jeg gerne have ryddet det rent fysiologiske argument af vejen. Den måde, som 5:2 praktiseres med 5-600 kcal på fastedage og et energiindtag svarende til et udregnet ligevægtsenergiforbrug på spisedagene, er slet ikke periodisk faste. I virkeligheden kan 5:2 nok bedst karakteriseres som periodisk (eller intermitterende) Very Low Calorie Diet (VLCD). Det er de facto et falsum, når Michael Mosley påberåber sig alle fastens fordele for 5:2. Der findes nemlig indtil videre kun eet videnskabeligt studie, som undersøger effekten af 5:2 faste og i dette studie undersøgte man kun vægttab og metaboliske biomarkører (Harvie et al 2011). Der findes altså ingen dokumentation for, at man får de her antialdringseffekter eller gunstig påvirkning af immunsystemet. Det er selvfølgelig ikke det samme, som at de ikke findes, blot at det ikke er undersøgt endnu. Men når Mosley fører sig frem som læge, og beretter vidt og bredt om det videnskabelige grundlag for 5:2, og dette grundlag i virkeligheden er meget, meget svagt, så er det et problem. Det meste forskning på periodisk faste er lavet på 1:1 fastemodellen, hvor man kun spiser hver anden dag og altså reelt har spisevinduer på 16 timer adskilt af fastevinduer på ca 32 timer. Dét er altså ret forskelligt fra bare at spise lidt to dage i ugen, og man kan derfor ikke trække dokumentation med sig “over” fra den “rigtige” faste, som Mosley gør. Men det er i virkeligheden slet ikke dét, som jeg mest har en kæp oppe i røven over.

EDIT: Problemet med at kalde det faste er dog nok mest æstetisk. Hvis man har energiunderskud, som er store nok, varige nok og hyppige nok, skal fastetilpasningerne nok indtræde. Det gode spørgsmål er altså, hvor stort energiunderskud, hvor langvarigt og hvor hyppigt. Langt de fleste forsøg, der er lavet, er enten lavet med total faste eller med modificeret faste/VLCD hver anden dag, mens 5:2 modellen og de forskellige former for deldagsfaste ikke i særligt høj grad har været genstand for videnskabelig bevågenhed. Og der findes ingen sammenlignende forskning, så det er meget svært egentlig at besvare, hvad der er “nok” med hensyn til størrelse af underskud, varighed og frekvens. Jeg vil dog helt personligt mene, at 5:2 er i den lave ende af årsager, der er redegjort for i denne tekst.

Bogen, som startede det hele (ihvertfald i denne omgang)

Bogen, som startede det hele (ihvertfald i denne omgang)

Hvad er det folk vil opnå og er en kur svaret?

De fleste folk, der leder efter en kur, gør det fordi de enten syntes, at deres krop er kosmetisk udfordret eller fordi den ikke længere er rar at bo i, eller at de ved, at den er usund. Der kan også være dybere psykologiske årsager, som et ønske om at demonstrere overskud for omverdenen, men det sidste er næsten altid koblet sammen med en eller flere af de førnævnte faktorer. I alle disse tilfælde gør det sig dog gældende, at der er behov for en blivende ændring i deres livsstil for at nå målet.

Naturen har en række kræfter, der er uhyre retfærdige, forstået på den måde, at hvis man ikke behandler sin krop og sin psyke særligt godt, så ender man med et resultat lige præcis derefter. Og vi lever i et miljø, som på mange måder udfordrer vores kroppe og adfærd. Vi har let adgang til en masse mad, som smager godt og sødt, er energitæt og næsten ikke mætter, og vores hverdag er blevet næsten klinisk renset for behovet for at bevæge sig. Samtidig med har vi stressende arbejds- og familieliv og måske spiller biologisk aktive stoffer fra forurening også ind. Derudover er der helt sikkert individuelle forskelle i, hvor meget man kan udfordre kroppens vægtreguleringsmekanismer, før man begynder at tage på. Så hvis man ikke er så sund, attraktiv eller velbefindende, som man kunne tænke sig, så kan det godt være det kun til dels er ens egen skyld, men det er alligevel kun een selv, der kan lave om på det. Og erkendelsen af, at man skal til at leve et andet liv er fundamental. Ligemeget hvad, er man nødt til at sige goddag til nogle ting for altid og farvel til andre for altid. Hvordan man vælger disse ting, kommer jeg tilbage til længere nede, for det er i virkeligheden essentielt.

Det, som generer mig, når jeg frekventerer de her 5:2-faste grupper på facebook, er at mange tilgår det her med at faste på en måde, som næsten per definition har en lav sandsynlighed for at hænge ved, og når jeg har fortalt dem om det, så bliver mange af dem defensive omkring det, til stor frustration for mig og sikkert også vedkommende selv.

Hvad er det så (de gør), der er så forkert?

Det, som jeg gerne vil opponere imod med indlægget her, er den metode, som jeg oplever de fleste i 5:2 fastegrupperne bruger, nemlig:

  1. Kalorietælling
  2. (for) hyppige vejninger
  3. Mangel på “accept” af fasten
  4. Ingen motion
  5. Ingen overvejelser om bruge fastens fysiologi til ens fordel

Det kan sagtens være at brugerne i 5:2 fastegrupperne ikke er repræsentative (det håber jeg egentlig ikke), men det er altså de ting, jeg har observeret specielt hyppigt dér. De findes også i nogle af de andre fastegrupper, men ikke heeeelt lige så hyppigt.

Først et par ord om adfærdsændring og motivationsfokus

Når man skal igennem en adfærdsændring og den skal være blivende, er der en række faktorer, der påvirker sandsynligheden for succes, al den stund vi definerer succes, som at adfærdsændringen er blivende efter lang tid. Der er lavet flere psykologiske modeller til at forklare dette, men den simpleste og den, der er mest velegnet til at forklare de problemer, jeg oplever med 5:2-fastere, handler om motivationsfokusering.

Man kan skelne imellem at være intrinsisk (eller internt) motiveret, eller at være extrinsisk (eller externt) motiveret. Intern motivation for en adfærd er, når adfærden er motiverende i sig selv, ubetinget af ydre faktorer. Ekstrinsisk motivation for en given adfærd er til gengæld, når adfærden er noget man gør, for at nå et sekundært mål. I forbindelse med livsstil viser denne forskel sig ofte ved, at der er nogen, der motionerer, fordi de synes, at selve motionsaktiviteten er rar og givende, mens andre gør det udelukkende for at tabe sig/holde vægten eller for at opretholde et særligt selvbillede om at være “sådan en overskudsperson der træner”.

Ikke overraskende er det meget, meget veldokumenteret, at dét at være internt motiveret i forbindelse med et vægttabsprojekt er en meget vigtig faktor for sandsynligheden for succes i det lange løb (Dalle Grave et al 2013; Elfhag et al, 2005; Williams et al, 1996). (Intern motivation er desuden også sammenfaldende med mange af de andre psykologiske constructs, som man regner for at være forbundet med succes i adfærdsændringer, som ændringsparathed og self-efficacy).

Dén adfærd, som mange 5:2 fastere har omkring kalorietælling, vejning og selve fasteperioden er med til at fastholde deres adfærdsændring et sted, hvor den aldrig kan blive internt motiveret og dermed har en meget ringe sandsynlighed for at blive hængende.

Det evindelige Kalorietælleri

I 5:2 kuren lægges der op til, at man spiser 5-600 kcal på fastedage og et udregnet antal kalorier/KJ, som skal svare til ens ligevægtsindtag, beregnet ud fra køn, højde, drøjde og aktivitetsniveau, eller nogle af disse faktorer, afhængig af hvor avanceret en model man bruger (jeg erfarer, at mange bruger en meget simpel model, hvilket efterlader en del plads til fejl, men det er en helt anden diskussion). Det betyder, at der er rigtigt mange, der tæller kalorier hver eneste dag. Det fatter jeg simpelthen ikke, for hvis man kan finde ud af at tælle, så kan man tabe sig (ihvertfald kortvarigt) med en hvilken som helst metode. Med 5:2 kuren gør det i praksis fastedelen til noget, der er irrelevant i forhold til vægttabet. Og misforstå mig ikke – for nogen kan det sikkert være et værktøj til at lære noget om, hvor meget energi der er i forskellige fødevarer, men det burde være en lektie, man hurtigt kan lære. Derudover forstår jeg det ikke.

Det evindendelige kalorietælleri er en uhyre abstrakt handling, som er et surrogat for at nå negativ energibalance, som så igen er et surrogat for vægttab, som er et surrogat for bedre udseende, mere sundhed eller en krop, der er rarere at bo i. Selve det at tælle et tal hver dag repræsenterer i sig selv en handling, som man stort set ikke kan forestille sig er noget NOGEN kan være internt motiveret for at gøre, fraset autister ;o) Derfor, når man fokuserer sin opmærksomhed på dette i forbindelse med 5:2 kuren og gør bestemte kalorietal til succeskriterier for de enkelte dage, så sætter man sig selv op til fiasko. Hvis ens succes med livsstilen afhænger af kalorietælling, som i sig selv næsten umuligt kan være internt motiverende, vil det betyde, at stort set alle vil slippe dette element af livsstilen igen på et eller andet tidspunkt, og eftersom der ofte ikke er særligt stor fokus på at lære resten af den livsstil, som ville kunne vedligeholde en lavere vægt, nemlig mindre stress, sundere mad og mere fysisk aktivitet, er det mit bedste gæt, at rigtigt mange af dem vil tage på igen. Og måske endnu vigtigere, at der vil være flere, der tager på igen blandt dem, der praktiserer intens kalorietælling, end blandt dem, der ikke gør. Der er faktisk lavet videnskabelige forsøg som tester lige præcis denne hypotese og de finder, at intens kalorietælling medfører dårligere langtidsvedligehold (Toubro et al, 1998).

En pointe jeg tit fremfører er, at de fleste danskere faktisk stadig er normalvægtige, på trods af alt det lort vi byder vores kroppe i form af sommerferier, julefrokoster osv. Det er fordi vores appetit meget præcist kan justere vores indtag i forhold til vores behov. Overvægt skyldes ofte, at folk spiser af alle mulige andre årsager end at de er sultne, eller at de måske ikke er opmærksomme på de ting, der i særlig grad udfordrer appetitsansen, navnlig manglende motion, stress og svagt mættende, energirige fødeemner. Det bør være appetitten, der bestemmer, hvad man skal spise, ikke et tal i en bog eller på en lommeregner! Og jeg er 100% sikker på, at man bliver mere glad, nærværende og sanselig af at spise efter sin appetit, end man gør af at spise efter lommeregneren.

EDIT: Krista Varady, som nok er tidens fremmeste fasteforsker, bruger en fastemodel, som de kalder modified alternate-day fasting. Altså med 25% af normalindtaget på fastedage og ad libitum indtag på spisedage. I hendes forsøg får deltagerne leveret mad på fastedagene (baseret på beregninger lavet af diætisterne i forsøget) og spiser altså, hvad de har lyst til på spisedagene, så de er ikke udsat for kalorietælleri på noget tidspunkt. Så det her med at tælle, hvor meget man må spise på spisedagene er noget Michael Mosley selv er kommet op med.

Grunden til, at man flere steder har gået meget op i at tælle kalorier på spisedagene, har været,  at man ville sikre, at folk ikke strammede skruen for meget og både havde fastedage og så var på almindeligt skrump resten af tiden, for det vil med tiden føre til en slags vægttabsstress, hvor kroppen begynder at kæmpe imod vægttabet. Det er dermed en måde at undgå, at dem, der har tilbøjeligheder til spiseforstyrrelser, kommer til at misbruge 5:2 kuren til sulte sig på både fastedage og spisedage.

Det er nemlig IKKE hensigtmæssigt at blande forskellige vægttabsmetoder samtidig (i dette tilfælde faste og kalorierestriktion) på en gang. Noget af det smarte, både fysiologisk og adfærdsmæssigt, ved periodisk faste, er at det tillader, at man rent faktisk har dage, hvor man kan spise rigtigt (med mindre man altså er hoppet på kalorietællingsvognen). Det er med til at forebygge, at kroppen går i vægttabsstress-mode og samtidig kan det hjælpe med at sikre vedholdenhed i det lange løb, da man får sine “gaver” en gang imellem. Spisedage findes jo også på mange andre typer diæter i form af “refeed” dage, hvor de tjener det samme formål.

DE evindelige, Hyppige vejninger

Jeg har diskuteret med rigtigt mange, sjovt nok udelukkende kvinder, om det er en god ide at veje sig dagligt, hvad det i mine øjne generelt set ikke er. Det er ikke et standpunkt, jeg står alene med. Selvom der er solid evidens for at monitorering af vægttab på en eller anden måde ser ud til at hænge sammen med holdbarheden af vægttab, så er der ingen gevinst ved at veje sig dagligt i forhold til at gøre det ugentligt eller 2-ugentligt. De hyppige vejninger giver nemlig ikke en bedre information om ens reelle vægt og kan let bidrage til en sygelig fokusering på kropsvægt som succesparameter i forhold til vægttabet.

For det første, så er der det rent tekniske forhold, at såfremt man er interesseret i at følge sin reelle vægtændring, så skal der gå så langt imellem ens vejninger, at den forventede ændring i kropsmasse ikke vil “drukne” i den almindelige usikkerhed der er forbundet med en vejning. På vejninger er der generelt en usikkerhed på et halvt til en helt kg. Det er på grund af tarmindhold, udsving i hydrering osv. Hvis man følger forskriften med at spise 5-600 kcal på “fastedage” og efter ligevægtsindtaget på resten af dagene, så burde det i gennemsnit føre til et vægttab på 3-500 g per uge, afhængig af udgangspunkt, kropsstørrelse og whatnot (mere for større personer, mindre for små). Dermed er det reelle vægttab på en 5:2 fastedag per definition ikke mere end 150-250 g. Mange fastere oplever dog udsving i vægten efter fastedage, der er langt større. Disse vægtudsving er ikke fedttab men udsving i tarmindhold og væske i kroppen! Man kan simpelthen ikke tabe mere end 150-250 g fedt på en fastedag (med mindre man har været voldsomt fysisk aktiv). Eftersom disse udsving i kroppens vandindhold ikke siger noget om ens vægttab, giver de de facto ikke nogen brugbar information.

Derfor bør man ikke veje sig hyppigere end en gang i ugen eller hver anden uge, såfremt formålet er at følge ens fedttab. Derudover bør man placere vejningerne så langt fra fastedagene som muligt. Hvis man f.eks. faster mandag og fredag, ville fredag morgen efter toiletbesøget være en god dag at veje sig på.

Men hvad gør det, at de vejer sig hver dag, spørger du måske? For det første får de ikke den oplysning de er ude efter, bedre end hvis de vejede sig hver anden uge og for det andet, bliver denne vejning meget let et fokuspunkt i en intervention, som slet ikke er sundt. Det er jo oftest slet ikke vægten folk er ude efter at ændre, men udseendet, sundheden eller fornemmelsen af kroppen. Dermed flytter det noget af fokus fra de rigtige mål (udseendet, sundheden, ydeevnen eller kropsfornemmelse) over på et sekundært mål, som blot er et surrogat for de “rigtige”. Derudover er der også flere studier, der antyder, at hyppige vejninger er forbundet med øget risiko for ortoreksi eller spiseforstyrrelser.

Så hyppige vejninger giver ikke mere information, fjerner fokus fra det væsentlige, og kan medføre sygelig kontrol adfærd. Lose-lose, hvis du spørger mig…

Mangel på accept af fasten

I de her fastegrupper støder man ofte på opdateringer i stil med følgende:

“så er det fastedag, er der nogen der er med?”

eller

“Puha, den er svær at komme igennem i dag. Tænker på kager og klokken er kun 15. Giv noget opbakning”

Når man er i gang med en livsstilsændring, vil ændringerne i starten ofte forekomme som forhindringer, der skal overvindes – som afgivelse af livskvalitet. Selve formålet med livsstilsændringerne er dog en langsigtet gevinst af livskvalitet. Hvis ens livsstilsændring skal have en god sandsynlighed for at blive permanent, bør den opfattede gevinst af livskvalitet med tiden overvinde det opfattede tab af livskvalitet. Dette tip i balance handler ikke kun om objektive forhold, som at trapperne bliver lettere at gå op af, men også hvordan man rent subjektivt opfatter tabet af livskvalitet forbundet med f.eks. at træne eller ikke at suge flødeskum ud af dåsen. Hvis dette tip i balancen ikke sker, kan det både være fordi man simpelthen ikke har fundet en livsstilsændring, der passer til én, men det kan også skyldes, at man simpelthen ikke er særligt god til at få etableret en ny selvfortælling om, at tabet af livskvalitet, der er forbundet med livsstilsændringen ikke er særligt stort. At bruge tid på at fortælle, at man synes, det er hårdt at faste på facebook er et glimrende eksempel på det modsatte, nemlig at etablere og fasttømre en fortælling om, hvor hårdt det er. Selvom det måske kan være tillokkende at søge fællesskab og opbakning, kan det meget let blive kontraproduktivt, og i praksis giver det en bedre succesrate, hvis man istedet bevidst arbejder på at italesætte gevinsterne. For ligesom den indre dialog eller monolog påvirker den ydre, påvirker den ydre også den indre. Hvis du fortæller andre om det negative ved at faste, fortæller du altså også din hjerne, at det er dét, den skal fokusere på. Ikke smart.

Ingen motion

Som jeg allerede har været lidt inde på, så er en af grundene til, at folk bliver overvægtige, at deres appetitsansning går fløjten, så de konsekvent kommer til at spise mere end de ellers har brug for. Der kan være mange ting, der kan fucke appetitsansningen op og en af dem er mangel på motion. Blandt de typisk midaldrende damer er der ret ofte fokus på “kure”, som ikke involverer motion og det er dumt. Det er nemlig meget, meget veldokumenteret, at hvis der indgår motion i et vægttab, så har det en meget større sandsynlighed for at blive et blivende et af slagsen. Selvom det også er dokumenteret, at al motion sørger for, at den fedtfri masse spares bedre, så man ender med mere muskel og mindre fedt, end hvis man har tabt sig uden motion, så er det min helt personlige overbevisning, at den appetitnormaliserende effekt af fysisk aktivitet måske er den vigtigste effekt.

Og jeg har forståelse for, at det som midaldrende overvægtig kvinde kan være viiiirkeligt svært at finde sin kropslighed igen, men jeg er til gengæld også 100% sikkert på, at den investering, som det er, vil betale sig 1000-fold tilbage i fysisk overskud, tilfredshed med egen krop, sundhed, seksualitet og så videre. Ligesom vores sind går i stykker uden meningsfuld social interaktion, går vores kroppe i stykker uden meningsfuld fysisk aktivitet. At være inaktiv er kroppens pendant til et sind, der er sat i isolationsfængsel.

Manglende brug af fastens fordele

Der er en masse rigtigt smarte ting ved periodisk faste, men den måde som 5:2 anvendes på, kaster altså flere af disse fordele overbord, ofte uden overvejelse eller også på baggrund af dårlig vejledning fra Mosley.

Periodisk faste er sandsynligvis bedre til at spare på muskelmassen under vægttab end almindelige diæter (Varady et al, 2011). Denne effekt er delvist knyttet til ketose. Derfor giver det mening at have nogle overvejelser omkring, at det, man spiser omkring sine fasteperioder, er ketosevenligt (indeholder få kulhydrater), eller i 5:2 kurens tilfælde, at det man så spiser på sine “fastedage” var ketosevenligt. Dette er fraværende for langt de fleste 5:2-fastere af den simple grund, at disse overvejelser ikke findes i 5:2 bogen.

Det smarte ved faste er, at det tillader, at man fordeler sin livsstilsændring på nogle bestemte dage om ugen, og kan spise efter sin appetit og lyst resten af tiden. For mange opleves det, at der er kun er regler noget af tiden, i modsætning til hele tiden, som en meget stor motivationsmæssigfaktor. Ved at gøre kalorietælling obligatorisk på alle dage, smider man denne fordel væk.

Når man faster, indtræder der en opkvikkende og appetitdæmpende effekt, den såkaldte fasteanoreksi. Det er sandsynligvis noget, der er opstået så urmenneskene ikke gik rundt og var trætte og sultne hele tiden, mens der var perioder med mindre mad. For hvis de var trætte og sultne, ville de have endnu sværere ved at skaffe noget mad. Denne appetitdæmpende effekt varer nogle gange flere dage efter fastedagene og er en af de vigtigste årsager til, at periodisk faste virker. For hvis man har haft en fastedag, spiser man selvfølgelig mere dagen efter, men man spiser ikke lige så meget mere, som ens energiunderskud ellers skulle retfærdiggøre og dét skyldes den appetitdæmpende effekt. Denne effekt er i et vist omfang knyttet til selve det at spise. De fleste fastere jeg har været i kontakt med beskriver, at de oplever mindre sult, hvis de slet ikke spiser noget på en fastedag, end hvis de spiser noget (som i 5:2).

Men det allerværste er, når man ser fastere klage over, at de ikke kan nå at spise nok på deres spisedage (og det ser man tit i diverse facebookgrupper), for de har jo regnet ud, hvad deres ligevægtsindtag er og det “skal” de jo spise på deres spisedage. Det er simpelthen himmelråbende retarderet. Hvis man er i gang med en vægttab er det svært at se formålet med at spise mere end man har lyst til på noget tidspunkt. Grunden til, at du ikke kan spise nok, er at du er påvirket af den her appetitdæmpende effekt, en af de ting, som gør periodiskfaste velegnet, hvis man skal tabe sig. Hvis man vælger at overhøre dét, smider man bevidst en af fordelen ved periodisk faste ud med badevandet. Det er simpelthen ikke særligt smart.

EDIT: Har erstattet ordet “fasteanoreksi” i afsnittet ovenover, på grund af de negative associationer. Den appetitdæmpende effekt af faste indtræder også ved VLCS diæter (jeg har stjålet udtrykket “Fasteanoreksi” fra Arne Astrup, som bruger det i forbindelse med de pulverkure de bruger i hans forsøg. Disse pulverkure er såkaldte VLCD diæter og det er altså nok til at udløse effekten. Der er dog ikke forsket meget i hvor stor og hvor langvarig effekten er og hvad der forklarer individuelle forskelle i den. Derudover er det vigtigt at få sagt, at en af de smarte ting ved periodisk faste er, at det tillader at man har ad libitum spisedage, som er nævnt længere oppe.

Outro

Hvis du nu som 5:2 “udøver” sidder og oplever en voksende harme, så vil jeg bede dig om at slå koldt vand i blodet, før du farer til tastaturet og skriver en sviner på Facebook. Mosley skriver nogle ting, der ikke er dokumenteret og udelader en række ting, der ville været åbenlyse at inkludere i sin bog, og dét har påvirket den måde, som 5:2 praktiseres på. Selvfølgelig er der mange, det har virket på, for det har jo været en af de største diller i de sidste 10 år på kost fronten, men det kunne have været gjort smartere og på en måde, som ville sikre en større sandsynlighed for langtids succes for flere og det er dét, som jeg gerne vil slå et slag for med dette indlæg.

Referencer

Harvie, M. N., Pegington, M., Mattson, M. P., Frystyk, J., Dillon, B., Evans, G., et al. (2011). The effects of intermittent or continuous energy restriction on weight loss and metabolic disease risk markers: a randomized trial in young overweight women. International Journal of Obesity (2005), 35(5), 714–727. doi:10.1038/ijo.2010.171

Dalle Grave, R., Centis, E., Marzocchi, R., Ghoch, El, M., & Marchesini, G. (2013). Major factors for facilitating change in behavioral strategies to reduce obesity. Psychology Research and Behavior Management, 6, 101–110. doi:10.2147/PRBM.S40460

Elfhag, K., & Rössner, S. (2005). Who succeeds in maintaining weight loss? A conceptual review of factors associated with weight loss maintenance and weight regain. Obesity Reviews, 6(1), 67–85. doi:10.1111/j.1467-789X.2005.00170.x

Williams, G. C., Grow, V. M., Freedman, Z. R., Ryan, R. M., & Deci, E. L. (1996). Motivational predictors of weight loss and weight-loss maintenance. Journal of Personality and Social Psychology, 70(1), 115–126.

Toubro, S., & Astrup, A. V. (1998). [A randomized comparison of two weight-reducing diets. Calorie counting versus low-fat carbohydrate-rich ad libitum diet]. Ugeskrift for Laeger, 160(6), 816–820.

Varady, K. A. (2011). Intermittent versus daily calorie restriction: which diet regimen is more effective for weight loss? Obesity Reviews, 12(7), e593–e601. doi:10.1111/j.1467-789X.2011.00873.x

Del dette indlæg

59 Comments on “5:2 – den falske faste?”

  1. Mange tak for det! Og ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja!
    Alt det tælleri og vejning er fra Fanden af.

      1. Et hurtigt resume af talk'en. Har ikke lige selv nogen kvalificeret viden om det 🙂

        Det handler om at vi har en "set point" vægt range. Altså ca. 5 kg range hvori vores krop automatisk vil regulere vores vægt til at lande i. Denne range kan stige, såfremt vi i længere perioder ligger over, men meget svært falde. Når vi så ligger under denne range, vil vores stofskifte regulere sig ned med nogle 100'e kalorier (jeg mener hun nævner op til 500). Det lyder jo noget deprimerende for folk der gerne vil tabe sig efter længere tids overvægt!

        1. Det er jo en gammel teori som helt sikkert er rigtig. Det er bare sandsynligvis kontrolleret af mange faktorer.

          Men det er helt sikkert en omgang værd ;o)

          Anders

  2. I helhed en rigtig god artikel men har altid holdt på at man skal tage alt hvad der skrives og siges men et gran salt 😉
    Jeg giver dig ret i at alt det med at tælle kcal hele tide ikke hænger sammen. Jeg startede året med at undgå sukker og stort set stivelse og det gav et ret hurtigt vægttab. Fra midten af febuar begyndte jeg at " faste " 2 dage om ugen men begyndte så at slægge lidt på det med stivelse da jeg elsker brød vel op mærket det gode ikke det hvide :-).
    Jeg fortsatte med at tabe mig stille og roligt indtil jeg ikke tog hensyn til hvad jeg spiste på spise dage mere men til gengæld holde jeg min vægt ved fortsat at let faste 2 gange om ugen og ellers spise og drikke hvad jeg lyster de resterende dage og det fungerer rigtig godt for mig da jeg aldrig har kunne fastholde et vægttab i længere tid før. Det skal siges at jeg er 49 år og desværre ikke er i stand til at dyrker motion da jeg går og venter på en hofte operation så glæder mig meget til jeg kan begynde at motionerer igen. Min konklusion er jeg har rigtig meget glæde af at have 5:2

    1. Hej Gitte
      Jeg håber at du kommer godt igennem din hofteoperation. At blive tvunget til inaktivitet af sin krop er noget værre lort. God vind og tak for kommentaren.

      Anders

    1. Hej Ingrid. Det er på ingen måde min intention at nedgøre ham, men at korrekse ham. Han har simpelthen lavet nogle brølere, sandsynligvis for at få bedre marketability på sin bog, og de skal selvfølgelig italesættes. Og han er iøvrigt ved at gøre det igen med sit næste projekt om mikrotræning…

      Anders

  3. 5:2 er blot endnu en tanketom måde, som de sædvanlige kronisk kedsomhedsramte kursisters kan lege kur igen-igen på! I næste uge hviner de samme høns hysterisk af fryd over den næste nye og spændende kurleg, og så går tiden og livet jo med det!

    1. Jørgen storm! Velkommen forbi. Jeg er egentlig tilbøjelig til at være enig med dig. Jeg mener dog at periodisk faste faktisk kan noget smart. Men som du siger, kurlegsfanatikerne får fået noget af det galt i halsen.

      Anders

  4. Er på 5:2, og må sige dette er yderst interessant læsning, overvejer straks at stoppe med at tælle kcal i hverdagen.. er en af dem der ikke har haft dårlig samvittighed over ikke at kunne spise nok, men har valgt at lytte til hvor meget min mave og krop havde lyst til at jeg spiste.. Jeg skal tabe rigtigt mange kilo, men vil også gerne kunne holde det bagefter, og diskussionerne i grupperne er trættende, de færreste gider læse for selv at danne sig en mening, eller bare gøre lidt benarbejde selv, men vil have alt foræret på et sølvfad..

    1. Hej Rainbow
      Hvis du er en af dem der får udtalt fasteanoreki i dagene efter fastedage, tyder det jo på at du er en af dem det kan virke godt for. Og jeg vil mene at selve livsstilen med ad libitum indtag må være mere overkommelig end den med at måle og tælle alt. Det kan så være at det kan frigøre lidt mere energi til at være fysisk aktiv ;o) Held og lykke med dit projekt

      Anders

  5. Ingen tvivl om at det virker for mig, ikke lynhurtigt, og det er fint, det skulle netop gerne være en livsstils-ændring, og ikke bare en kur, men en måde at lære at spise "normalt" på, ment som at lytte til sin krop, og ikke bare at spise af fx kedsomhed, at lære at mærke sult og mæthed, og det er her jeg har lært mest omkring mig selv, egentlig tæller jeg ikke mine fastedage, og jeg nyder dem også, jeg faster, når jeg kan mærke min krop vil det, mellem 2 og tre gange ugentligt..
    Jeg har på intet tidspunkt i mine nu 6 uger, manglet motivation, måske fordi jeg er uddannet til selv at motivere andre, men mærker i min krop, at jeg gør noget den kan lide og føler er rigtigt.. For mig er det vigtigt at samle viden, for at kunne få en livsstil der lige passer mig, jeg er startet et sted, men aner endnu ikke hvor jeg ender..

  6. Har inget att tillföra ämnet, du har med säkerhet helt rätt. Ville bara uttrycka min uppskattning för det danska språket i största allmänhet, och uttrycket "…det er simpelthen himmelråbende retarderet…." i synnerhet. I svenska fattas det många bra ord… 🙂

  7. Pingback: Viden om 5:2 kur og slankekur: Daglig kalorietælling og vejning ødelægger din figur! | marina aagaard blog

  8. Hej Anders Tak for en gosd bog og artikel og spørgsmål om at fremme ketoseforbrændingen.

    Tak for en god artikel, jeg er selv blevet lettere forvirret af at følge de forskellige fastegrupper på FB. Efter jeg læste din bog 1- dagskuren i sommerferien følte jeg, at jeg fik svar på mange spørgsmål. Indholdet er virkeligt godt forklaret og evidensbaseret i et omfang, så alle kan være med. Og det er særligt mangel på evidens, der ikke altid er tilstede i nogle FB grupper, hvor egne fortolkninger, sikker baseret på egne gode erfaringer, fylder meget. Jeg har et spørgsmål ang. overgang til ketoseforbrændingen, jeg synes, jeg med held har fremmet ketosen ved at træne let (cykling, jogging, gang) 1 – 1,5 time om morgenen på fastedage og dermed hurtigere opbruge glykogendepoterne. Er denne teori korrekt ?
    Med venlig hilsen Inger

    1. yes, det er det. Når man er fysisk aktiv, tømmer man jo hurtigere kroppens sukkerdepoter og selve tømningen af dém er at af de vigtigste signaler til at begynde på ketosestofskiftet.

      Anders

  9. Tusind tak for en meget oplysende artikel. Jeg har selv været på 5:2 i et halvt år med vekslende succes. I starten gik det over sl forventning, jeg var ikke til at skyde igennem. Men efter ca 3 mdr, begyndte jeg at ryste på fastedagene, og da jeg de sidste 4 uger inden sommerferien konsekvent lå med migræne (hvilket jeg i forvejen lider en hel del af) på fastedagene holdt jeg pause i ferien, men 1.-3. fastedag efter ferien gav de samme symptomer, og derfor er jeg stoppet helt med det. Er begyndt på en livsstilsændring, hvor jeg kan spise visse ting ad libitum på de svære dage, så ikke kalorieindtaget efterfølgende giver dårlig samvittighed. Din artikel har styrket mig i at min beslutning var korrekt, og at min krop sagde fra i lang tid inden jeg selv ville erkende det. Tak.
    Hilsen Esther

    1. Hej Esther
      Det lyder da grimt. Får du nok mineraler og B Vitamin? Det kan muligvis spille ind…

      Anders

    2. Hej Esther, Har du nogensinde hørt om Alma Nissen? Hun kom oprindelig fra Sønderjylland, men engang mellem 60'erne og 90'erne ledede hun et såkaldt helsehjem i nærheden af Stockholm. Hun var mest kendt for sin kamp mod gigt, men behandlede også ting som psoriasis og migræne. Den danske journalist Peter Laursen skrev og udgav i 1989 en lille bog om Alma og hendes kamp for sine patienter og for at få lægeverdenen til at lytte til sine ideer på (vist nok sit eget) forlag Hellas. Det er kun en lillebitte bog på nogen og firs sider, men i den giver Alma rigtig gode råd og vejledninger. Jeg selv faldt over bogen, dengang min mor fik et slemt anfald af gigt. Almas råd hjalp hende virkelig meget, og jeg har siden henvist andre til bogen. I bogen findes også en beskrivelse af, hvordan man behandler migræne. Måske du kan få hjælp der? Bogen findes vistnok kun på biblioteker i dag. Jeg ved at hovedbiblioteket i Aarhus har et enkelt forkølet eksemplar tilbage. Ellers har jeg en skannet kopi af bogen og er p.t. i færd med at oversætte den side for side til min engelske blog på smukkecirsten.wordpress.com. Linket til det sted, hvor der står mest om migræne er: http://smukkecirsten.wordpress.com/2014/08/02/and…. Der finder du en beskrivelse af, hvad du kan gøre for at komme over et migræneanfald. I resten af bogen finder du en beskrivelse af den livsstil, som kan gøre, at du undgår migræneanfald i fremtiden. Som et alternativ kan jeg anbefale dig at se filmen Fat, Sick & Nearly Dead. Du kan se en teaser for filmen, hvis du følger dette link: http://www.fmtv.com/watch/fat-sick-amp-nearly-dea…. Hvis du går til tidsmarkøren 2 minutter og 30 sekunder, er der en dame, som fortæller som sin egen migræne. Held og lykke med det!

  10. Synes at det er et spændende indlæg.

    Jeg er kvinde, 42 år og faster periodevis (jeg bruger både 5:2 og 16:8) og har gjort det i 1 ½ år. Det er det længste jeg har holdt en kur og jeg har tænkt mig at blive ved med det resten af livet. For nu at blive i Jørgen Storms ret nedladende terminologi så hviner denne høne af fryd over at have fundet den kurleg som passer til mig. Bortset fra at jeg så ikke mener at det er en kurleg men en livsstil og jeg har ikke undervejs foretaget nogle ændringer i min livsstil ellers som jeg ikke kan passe resten af livet.

    Dog har jeg også nogle opfølgende spørgsmål til dig

    Kan du fortælle mig hvor jeg kan læse mere om fasteanoreksi – det lyder spændende om end navnet giver nogle uheldige associationer… 😉 Hvad hedder begrebet på engelsk?

    Hvad er årsagen til at du dømmer letfaste ude i forhold til 0 kcal? Såvidt jeg ved er Krista Varadys forsøg med ADF alle gennemført med letfaste hver 2 dag og ikke faste på 0 kcal – og du bruger ofte Krista som en kilde i dine henvisninger. Hvad misser jeg? 😉 Jeg har læst 1 dages kuren og den giver mening – men på daværende tidspunkt var jeg heller ikke klar over at Krista Varadys ADF forsøg mestendels foregår som letfaste – eller er det blot noget hun lader os tro?

    En anden ting som jeg synes der bør tages ansvar om – i og med at du er med i en del fastegrupper på facebook kan du nok heller ikke have undgået at se at der er en del yngre kvinder som frekventerer disse grupper og som gerne vil springe på enhver undskyldning for at spise så lidt som muligt. Der er jeg bange for at dit indlæg kan tolkes som en blankocheck til kalorierestriktion på spisedagene og det synes jeg vil være uheldigt – da jeg ikke tror at det er du mener. Men også her er der stor forskel på mænd og kvinder … 😉

    Tak for "ruskeren" – den har sat tanker i gang her … 😉

    1. Hej, du
      Nej ,du har ret. Alle hendes egne forsøg med ADF ser ud til at være med letfaste skiftevis med ad libitum indtag. Men hun har jo skrevet en masse oversigtsartikler om ADF, hvor hun har inddraget andres forsøg og stort set alle andres forsøg med ADF er med "helfaste", så af en eller anden grund havde jeg fået ind i hovedet at hendes første ADF forsøg var med med helfaste og de senere med letfaste. Så blev jeg også klogere i dag ;o)
      Du skal dog være opmærksom på at i hendes forsøg er der ingen kalorietælling involveret. På deres letfastedage får forsøgsdeltagerne leveret mad og så har de ad libitum indtag på spisedagene. Grunden til at vi ofte henviser til Varady er at hun er den mest produktive og aktuelle forsker, samt at hun måske er lidt mere medieorienteret end forskere gennemsnitligt set er.

      Om man spiser på sine fastedage er måske mest et definitionsmæssigt eller æstetisk problem, for man begynder også at få fastetilpasninger ved meget lavt kalorieindtag, hvis bare underskuddet er stort nok, langvarigt nok og/eller hyppigt nok. Det gode spørgsmål er så hvor meget der skal til for at det er "nok"… hvor stort dette underskud, hvor lange underskudsperioderne er og hvor hyppige skal de være? Og dér er altså grund til at være skeptisk ift om 2 ugentlige "letfaste" dage kan gøre det samme som 3,5 dage med letfaste eller helfaste i forhold til de sundhedseffekter som Mosley påberåber sig.

      men hvis man skal kalde noget en fasteperiode, skal man ikke spise noget i 12-15 timer og jo kortere på 12 timer denne periode er, jo hyppigere skal man sandsynligvis have sine fastedage. Vi skriver jo også om deldagsfaste, som jeg egentlig tror kan virke mondst lige så godt. Jeg praktiserede jo selv 20:4 faste 5 dage i ugen da jeg skulle tabe mig sidst. og der var ingen tvivl om at jeg fik fastetilpasninger i form af at jeg blev lidt hyper, lugtede af ketonstoffer og ikke var sulten i mine fastevinduer.

      Håber det var svar nok

      Anders

    2. hov, jeg glemte det med fasteanoreksi. Det er desværre ikke noget der er forsket kvantitativt i. Det er kun noget der er beskrevet som noget der findes. Der er ingen der har forsøgt at beskrive hvor udtalte dette fænomen er, hvad der forklarer individuelle variationer osv. Ordet fasteanoreksi er faktisk det som Arne Astrup bruger i forbindelse med de pulverkure, som de bruger til deres forsøg. jeg tror vi kalder det appetitdæmpende effekter i vores egen bog. Det er muligvis et lidt rarere ord, nu jeg tænker over det.

      Anders

  11. Og lige et tillægsspørgsmål – hvad hvis man kører 1:1 så lider man jo sandsynligvis af fasteanoreksi hver 2. dag og dermed risikerer at kombinere faste hver 2. dag med lavkaloriekur hver 2. dag hvis appetitten ikke er til andet – er det OK?

    1. I princippet har du ret. det er den appetitdæmpende effekt der gør at man ikke spiser det dobbelt på sine spisedage, men kun 30-50% mere end normalt, og derfor kommer i energi underskud. Efter nogen tid rammer man en ny ligevægt hvor kropsvægten står i balance med appetitten og så er man stabil igen. Men typisk efter man har tabt 5-15% af sin kropsvægt, måske mere, hvis man startede med at være overvægtig.

      Anders

  12. Hej Anders,
    Supergodt – og sjovt – indlæg! En lille bøn: for os, der sidder på job og kun lige har 5 minutters overspringshandlinger i ny og næ, kunne det være fedt med et resumé til at starte eller slutte med – Så kan man hurtigt få hovedpointerne og så nærlæse efter fyraften, hvis man vil i dybden med det.
    Mange hilsner
    Regine

    1. Skal se hvad jeg kan gøre ;o) Abstractet skal jo helst være en teaser, så man skal ikke give det hele væk for tidligt ;o)

      Anders

  13. Super indlæg – som altid.

    Eneste personlige negative erfaring, jeg har med faste, er, at jeg konsekvent får tynd mave (og generelt lidt ondt i maven) ganske kort tid efter, jeg spiser, når jeg har været i ketose. Har praktiseret faste i knapt halvandet år efterhånden, og er ellers enormt glad for det, men den personlige sideeffekt kunne jeg bestemt godt være foruden :/

  14. Rigtig godt indlæg og rigtig gode overvejelser..:) Samtidig det at faste 5:2 kan give en mæthedfølelsen tilbage : at mærke sult og ikke behøve at spise på den .. og det at spise på følelser kan blive mere åbenlyst for en hvilke situationer det er under fasten ..Så her kan 5:2 være med til at styrke den indre motivation ..og hjælpe med fokus på ens liv og hvilke følelser / situationer man spiser på .. Det at tælle kalorier er du inde på noget rigtig og bør have opmærksomhed – samtidig kan det være et godt redskab under vægttab / da det øger ens fokus på indtag af mad / så jeg ikke falder i følelses fælden og spiser på følelser og dermed for stort indtag af kalorier . Det skrives meget på de forskellige FB grupper : at på spisedage kommer folk til at overspiser og det tror jeg er følelserne som skaber denne trang .. Så kalorie tælling kan være nødvendig indtil man har styr på følelserne / overspisning .

    Et plus til under faste er at man får et redskab man kan anvende når man er ude som gæst og ikke finder der er noget man har lyst til at spise : nu behøver jeg ikke at spise for jeg kan bruge min oplevelse fra faste og ikke spise noget 🙂 ..

    Men en god pointe er at når man har tabt sig og slipper kalorie tælling : at ens opmærksomhed er på den indre sult og at man har arbejdet med sine følelser under vægttab . At det er sket en livstid ændring og ikke bare vægttab kontrol via kalorietælling . 🙂

    Hilsen Anette ( som har indtil nu tabt 12 kg på 1/2 år stille og roligt – let faste som du kalder har øget mit fokus på min indre

    motivation )

    1. Hej Anette
      Tak for din kommentar og held og lykke med dit projekt fremadrettet.

      Anders

  15. Spændene læsning 😀 selvom jeg er tilhænger af 5:2 syntes jeg dine overvejelser er gode 🙂 de konmer helt sikkert i betræktning på min næste fd, og i min generelle holdning til tingene

  16. Hej Anders
    Spændende læsning. Jeg har 'fastet' med 5:2-modellen siden maj måned sidste år. Jeg gør det primært for at holde min vægt, der hvor jeg gerne vil have den (og måske smide et kilo eller to) samtidig med, at jeg alle andre dage kan spise, hvad jeg har lyst til (uden dårlig samvittighed – fedt!). Men jeg gør det også ud fra et sundhedsperspektiv. Jeg spiser derfor ikke noget før om aftenen på mine fastedage (spiser typisk en skål havregrød med lidt frugt (300-400 kcal) ved 7-8 tiden. Det gør jeg primært fordi det er det letteste, men også for at blive i ketose så længe som muligt.

    Har du nogle gode råd – er min model okay? Eller er der noget andet, jeg kan gøre for at opnå større helbredsmæssige fordele?

    1. Måske trække fasten længere så du også springer aftensmaden over, eller gør det flere gange i ugen. Ihvertfald så længe du ikke kommer i undervægt og fungerer normalt. Synes bestemt din model lyder okay ;o)

      Anders

  17. Så er jeg NI glad for , at jeg ikke har orket at bruge tid på at tælle kalorier og spiser” sådan cirka”. Det virker godt for mig…

  18. Har inget att tillföra ämnet, du har med säkerhet helt rätt. Ville bara uttrycka min uppskattning för det danska språket i största allmänhet, och uttrycket "…det er simpelthen himmelråbende retarderet…." i synnerhet. I svenska fattas det många bra ord… 🙂

    1. Haha.. Mange tak for de pæne ord og godt at vide at svensken også læser med ;o)

      Anders

  19. Hej Anders
    Jeg så 5:2 udsendelsen i fjernsynet for et år siden. Det fangede mig da jeg selv har haft en del bøvl med højt blodtryk og højt kolesterol. Det skal siges at jeg medens jeg havde bøvlet vejede ca 84 og var 1,77 høj. så lå i den tunge ende. jeg gør og har altid dyrket meget motion. Men med en alder af 44, så er det efterhånden ikke nok at dyrke motion for at holde optimal vægten, hvis man også godt vil nyde livet i weekenden. Derfor besluttede jeg mig for at tabe mig. Jeg ændrede min kost og smed 14 kg. Derefter gik jeg i gang med 5:2 fordi jeg også gerne ville have styr på blodtryk og kolesterol. Efter 3 mdr på kuren havde jeg smidt yderligere 4 kg og min vægt havde stabiliseret sig. Jeg gik til lægen og fik et tjek. Det var super. alle mine tal var nu meget bedre. et super blodtryk, og kolesterol var faldet fra 7 til 5. Desværre fik jeg ikke målt mellem jeg havde tabt 14 kg og 5:2, så jeg aner ikke om det skyldes vægtabet eller kuren. Pyt med det, for det jeg vil er at forblive på min nuværende vægt og holde de gode tal. Men man kan vel altid optimere, så derfor begyndte jeg at læse lidt mere om faste og her stødte jeg på din blog og fik fat i din bog. Det har fået mig til at lave følgende justering. Istedet for at spise 600 kcal på fastedagene så faster jeg nu helt. Jeg har aldrig haft problemer med at faste, så det ændrer ikke det store. Jeg har som sagt en passende vægt, så jeg overvejer også at gå fra 5:2 til 6:1, men efter at have læst din bog så tror jeg at jeg forbliver på 5:2, så må jeg jo bare hygge mig ekstra meget i weekenden for at holde vægten oppe :-).
    Men nu kommer så spørgsmålet. i bogen skriver du på side 146 at man ikke rigtig ved om ketose er sundt eller usundt? men i resten af bogen læser jeg det som at det er ketose tilstanden man bør stræbe efter for at få sundhedseffekten. Hvad er op og ned på det?
    Jeg ved godt at du skriver at der ikke rigtig findes et bud på om 6:1 vs 5:2 vs 1:1 er det rette forhold af faste for at få optimal sundhedseffekt. Men jeg er kommet dertil at jeg ved jeg ikke vil køre en 1:1, det synes jeg gør livet for surt. 5:2 er fint for mig, og kommer der noget ferie eller lignende så kan der i en enkelt uge køres 6:1.

    tak for god inspiration.

    1. Hej Peter
      Ketose tilpasningerne er sandsynligvis favorable ifm vægttab qua ders effekt på muskel- og fedtmasse. Selve det at være i ketose er ikke påvist at være usundt, men det bliver ofte blandet sammen med ketoacidose, som er meget usundt, faktisk en livstruende tilstand. Dog fungere man nok ikke helt så godt i ketose, som man gør, når man kører på sukker. kulhydrater er bare kroppens pendant til 98 oktan, så når kroppen eller hjernen skal op på de høje omdrejninger så virker den bedst med kulhydrater.

      Anders

  20. Hej Anders
    Jeg har læst jeres bog og har forsøgt mig med at faste 24 timer til en start. Når jeg når til omkring frokost tid på arbejdet, så melder sulten sig så meget, at den er svær at ignorere. Jeg er klar over, at det formegentlig blok er en overgangsfase, hvor hovedet også skal være med.

    Mit spørgsmål er så, om man der er noget, man kan spise for at få hovedet til at opfatte det som et måltid, men som er så kulhydratfattigt, at det ikke har den store betydning for fasten? Jeg tænker f.eks lidt mandler, agurk og tomater. Tanken er, at det kan hjælpe hovedet til ikke at spise så meget og på den måde have en overgangsfase til jeg kan holde 24 timers faste og måske efterfølgende 36 timer.

    1. hej Nikki. Faste er ikke for alle. Det er emin oplevelse at der er stor forskel både i hvordan folk oplever fasteperioderne og hvor meget deres appetit er påvirket i dagene efter en fasteperiode. Hvis de lange faster ikke passer dig så godt, bør du prøve en overgangsperiode med deldagsfaste eller hvor du blander det lidt med ketosevenlig kost, som du selv foreslår. Men faste ER ikke for alle. Hvis det bliver ved med at være så svært, så er det måske ikke noget for dig.

      Anders

  21. Super godt skrevet. Jeg faster også, men det er 24 timer af gangen. fra 18.00 til 18.00 Gjorde det for at tabe mig videre, efter et år med kalorie tælleri, som hang mig langt ud af halsen. Vil sige jeg havde tabt 8-10 kg på den konto. Men med fasten tabte jeg mig også, og havde masser af energi, overskud. Og mærkede ikke i min styrketræning jeg fastede. Tvært imod. Efter ca. 4 uger med 2 dages faste om ugen forsvandt nogle smerte jeg har i min balle og ryg(laaaaaang historie) og har aldrig haft det bedre i min ryg i næsten 2 år. Jeg holde så en pause i forbindelse med noget ferie. bare efter 4 uger, kom smerterne igen. Har noget inflamation i min højre balle, der genere min iskasnerve. Nu vil jeg ikke tabe mig mere. Men har holdt fast i at faste en gang om ugen. Da jeg efter bare 2 uger, med en faste dag om ugen fik smerterne til at forsvinde igen. Faste er en stærkt værktøj til at få kroppen på ret køl igen.

    1. Hej Thomas
      Tak for din kommentar. Ja, det er vildt nok med den slags historier, som dine. Jeg gad godt vide hvad det er der sker ;o)

      Anders

  22. Jeg Kan bestemt godt følge dig i dine argumentationer.

    Men noget jeg er i tvivl om, om jeg forstår det korrekt er:

    På sine spise dage, HVAD sker der hvis man IKKE når op på den mængde ?

    1. Ikke noget. Så kan man bare være glad for at man er mæt og stadig er i energi underskud. Når man har tabt sig nok skal appetitten alligevel nok begynde at stige.

      Anders

  23. Ja, jeg er jo så kommet ret sent til kampen. Jeg fik 5:2 anbefalet i mit lokale motionscenter, da godt ville booste mit vægttab. Jeg læste bogen og købte teorien, da den virkede veldokumenteret. Jeg kan så forstå, at der er foretaget visse genveje og at nogle af de side-gevinster ved den restriktive diæt, i bedste fald er udokumenterede ved et kalorieindtag på 600 kcal. Tak for et velskrevet retteblad omend med unødige greb til det retoriske, nukleare arsenal.

    Jeg har primært brugt 5:2 til, at få vendt skuden. Jeg er halv Labrador og reagerer positivt på godbidder. Da jeg har dyrket forholdsvist meget motion og i øvrigt været opmærksom på min pelsede facon, har det ikke været et problem. Tidligere.

    I forbindelse med en kræftsygdom tog jeg en 10-15 kg på. Jeg slap i perioden op til, at jeg fik min diagnose, ganske enkelt tøjlerne, og spiste ud fra devisen: “Kan jeg tage på, kan det ikke være kræft.” Det var så forkert. Efter endt strålebehandling kom der så en lang periode med inaktiv livsstil, comfort food, dårlige undskyldninger og virkeligt dårligt humør.

    For 1½ år siden besluttede jeg mig for, at nu var det nok. Ikke mere hængemuleri og selvmedlidenhed. Jeg har som sagt altid dyrket meget motion. Jeg har tabt mig, når jeg lige havde brug for det. Oftest gennem ganske almindelig sund fornuft; motionere mere og enkle justeringer i kosten. Denne gang kunne jeg bare ikke motionere nok.

    Indrømmet var jeg i starten tømt for energi efter en gåtur på 1500 meter, hvorfor jeg også accepterede at det ville blive et lidt længere projekt. Jeg har gradvist sat mit aktivitetsniveau op over de seneste 18 måneder. Det hjalp bare ikke på vægten, for jeg havde super svært ved at justere min kost. Ikke mindst mængden. Så hvad jeg tjente på gyngerne, satte jeg til på karrusellerne.

    I forbindelse med sygdommen, måtte jeg også stoppe med at ryge, og lægerne har endnu ikke været villige til at sige ok for at jeg kan begynde igen. Det betyder, at jeg i nogen grad, har brugt mad til at stoppe piben om man vil.

    Men med 5:2 fandt min krop pludselige tilbage i gammel gænge. Accepten af sult-fornemmelsen på fastedage, har betydet at jeg også kan acceptere mindre kost på spisedage og stoppe med at spise, når jeg er mæt.

    Så er jeg gået fra 3 til 6 dage i motionscentret. Det betyder, at hvis jeg ikke vil ligne en hængt kat, når jeg træner – og det vil man ikke med Labrador-gener, så skal jeg spise mad med “bang for my buck.” Så meget energi for så få kalorier som muligt. Jeg bliver med andre ord ‘nødt’ til at spise sundere.

    Jeg gider ikke tælle. Men jeg tjekker alle varedeklarationer 🙂 Jeg spiser så få kulhydrater, som jeg kan og har indstillet mig mentalt på, at det ikke er et langt træk, men et helt træk. Indtil jeg er i mål mht vægt bliver jeg på 5:2. Mest fordi jeg ikke gider mere teori. I stedet tager jeg dine ord til indtægt og vil droppe maden helt i 24-timer på fastedage. Jeg vil spise godt, men småt på spisedage, til jeg har tabt mig tilstrækkeligt.

    Men vigtigst af alt vil jeg blive på hesten. De sidste tre år har fået mig til at indse, at det kan være rigtigt svært at finde de rigtige værktøjer, til at bryde den negative cirkel. For mig, skulle jeg forbi sulten. Og der er 5:2 et rigtigt godt værktøj – uanset den lettere, lemfældige omgang med empirien. At man så burde få tilsendt din artikel efter den første måned på 5:2, er jo kun et vidnesbyrd om, i hvor høj grad, man bør udøve kildekritik i alle livets henseender 🙂 Til syvende og sidst står vi alle jo på skuldrene af nogen.

    Tak fordi jeg fik lov at pille i egen navle i fuldstændig hensynløs grad.

  24. Tak for dine gode indlæg 🙂
    Jeg spiser efter 5:2 modellen. Kl. 13 spiser jeg skyr og kl. 18 suppe, så mine måltider er indenfor 6 timer. Ialt 4-500 kcal.
    De andre dage spiser jeg uden begrænsninger, men har dog mindre appetit end før.
    Jeg træner kun let pga. diverse skader.
    Jeg taber 5-700 g om ugen. Skal tabe 30 kg.
    Synes 5:2 virker for mig, og det passer mig fint ikke at skulle svælge i opskrifter eller finde på avancerede retter på fastedagene.

    1. Hej Randi. Fedt at du har fundet noget der virker for dig ;o) Keep it up

      Anders

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *