Fra livestrong til dopestrong – hvordan snød Lance kontrollen?

Nu kører møllen igen med det amerikanske’s antidopingagenturs (USADA’s) sag mod Armstrong… Jeg har siddet og læst i deres rapport og har nogle kommentarer, både til heksejagten og til selve de metoder, man har slået dopingkontrollen med hos US postal.

kom nu videre i teksten!!

Lad os først lige få det på det rene at ALLE cykelryttere, som rent faktisk vandt internationale cykelløb i 90’erne og op til starten af 00’erne, var dopet. ALLE sammen. US Postal (USPS) har måske, måske ikke, været bedre og mere systematiske i deres brug, selvom jeg på ingen måde er overbevist om dette. Nu er elementer fra USPS “program” sluppet ud i kraft af USADA rapporten, men vi ved jo f.eks. ikke hvordan Festina, Gewiss-Balan, ONCE eller Telekom gjorde tilsvarende, så der er ikke et tilsvarende sammenligningsgrundlag.

Armstrong har i et felt af dopede atleter været den bedste, og sådan er det. Personligt synes jeg at denne posthume jagt på fortidens dopingsyndere er ulækker, ukonstruktiv og uhensigtsmæssig. Ligemeget hvor mange ressourcer man bruger på at støve de gamle kæmpers misbrug op, vil man ikke kunne finde dem alle, og dem der ikke bliver snuppet, vil for evigt være mistænkeliggjort. Cykelrytterne fra 90’erne har ikke haft en bevidst intention om at snyde, men de har bevæget sig i en sportslig kultur, hvor det altså bare var sådan, man gjorde.

Selve denne jagt tjener på nuværende tidspunkt ikke til andet end at bruge en masse penge, det sværter cykelsporten yderligere med omkostning for sportens brand og mulighed for sponsorpenge, det skader de forhenværende cykelryttere i deres nuværende positioner som sportsdirektører, holdledere osv., og det fjerner fokus fra bekæmpelse af de aktuelle dopingproblemer.

I 70’erne var der også mange, der brugte steroider, for de var både lovlige, og man kendte endnu ikke til de bivirkninger voldsom brug af dem kan udløse. De havde altså en status svarende til den, som kreatin har nu om dage, bortset fra at steroider altså virker.. ahem… en del bedre end kreatin. Er det så meningen, at jeg med brødebetynget, med nedslået blik og angerfyldt stemme skal indrømme mit misbrug af kreatin om 20 år, som en del af jagten på fortidens syndere og kreatinsnydere?

Ud fra både et PR-mæssigt og pragmatisk synspunkt ville det være langt, langt mere hensigtsmæssigt for cykelsporten og antidopingagenturerne at trække en linie i sandet og sige “Det var dengang, nu er nu!” og så fokusere på nutiden og fremtiden og specielt det ellers lovende arbejde med blodpasset, samt at få implementeret den nye test for autolog blodtransfusion, som er under udvikling.

Hvordan Armstrong og USPS snød dopingkontrollen

Først og fremmest var USPS gode til at undgå at møde dopingkontrollerne. På holdniveau forbød man rytterne at bære holdmerchandise samt navneskilte, når de ikke cyklede, så de var sværere at identificere. Dengang var man heller ikke lige så stringent angående whereabouts reglerne, så det blev også anbefalet, at man simpelthen ikke åbnede døren, når der var dopingkontrollanter i farvandet. På etapeløb har de endda brugt vagter ved deres hotel, så de kunne gemme sig i fald kontrollanterne skulle dukke op. Derudover havde holdet, specielt sportsdirektøren Bruyneel, en mistænkelig evne til at vide, hvornår kontrollerne kom.

Men det rigtigt saftige er selvfølgelige de rent farmakologiske aspekter, som der er bragt frem i rapporten. Det kommer jeg til her:

• testosteron

Når man tester for testosteron, måler man forholdet imellem en anden metabolit i blodet, epitestosteron, og testosteron. Denne ratio må ikke være over forholdet 4:1 og tidligere har denne grænse været sat ved 6:1 og endda 10:1 (det har jeg skrevet tidligere om her) . Såfremt denne tærskel overskrides, sendes en del af prøven til en videre analyse, kaldet carbon isotope ratio, som kan skelne imellem kroppens eget og udefra kommenede testosteron. I en almindelig ung mand er dette forhold omkring 1:1. Dette efterlader altså et ret stort rum til at tilføre testosteron uden at bryde den omtalte grænse. Cykelrytterne har historisk brugt orale testosteronopløsninger, testosteronplastre, og testosteron cremer og altså stort set uden risiko. Selvfølgelig er det ikke i samme mængder som bodybuildere, men alligevel nok til at øge restitutionsevnen og bekæmpe stress og overbelastning.

• glukokortikoider

glukokortikoider er fællesbetegnelse for den type af lægemidler, der virker ligesom binyrebarkhormon, eller cortisol. Disse typer medicin bruges til en del forskellige lidelser, og historisk set har det været let at få såkaldte Therapeutic Use Excemptions, altså terapeutiske undtagelser på dopingreglerne. Det kan være imod astma- eller allergisygdomme og forskellige former for lokal irritation. Glukokortikoider er generelt stimulerende, så de øger opvaktheden og øger kroppens evne til mobilisere substrat til arbejde. Ved længere tids brug er de til gengæld svært vævsnedbrydende, hvilket af indlysende årsager ikke er præstationsfremmende for andre end kompetitive anorektikere.

• Beta-agonister

beta-agonister er den klasse af lægemidler, der stimulere beta adrenerge receptorer, som normalt formidler kæmp-eller-flygt reflekser. De kendes primært som astma medicin (de blå inhalatorer med salbutamol eller lignende), men findes også som både piller og indsprøjtninger, og der findes andre medlemmer af familien, der er væsentlig mere potente, f.eks. clenbuterol. Generelt er de først og fremmest stimulerende, så de øger opvakthed og fornemmelsen af hvor frisk man er, men de er faktisk også en smule vævsopbyggende, hvilket sikkert også er en fordel i etapeløb, idet vægttabet over sådan et ofte er væsentligt (og interessant nok mere udtalt i “gamle dage”). Disse medicintyper kan man også let få en TUE til (f.eks. ifm. træningsinduceret astma). Dengang var TUE’erne ikke lige så stringente som nu, så det var lettere at få, og de blev ikke formuleret med lige så stramme grænser for de tilladte blodværdier, hvilket betød at en TUE for inhalation i virkeligheden kunne bruges til at spise clenbuteroltabletter, hvilket er noget helt, helt andet.

• Blodtransfusioner

vi har alle hørt historierne om cykelholdenes og -rytternes blodcentrifuger. Ved at tage blod ud, opkoncentrere de røde blodlegemer, og indsprøjte dem igen, kan man øge blodets iltbærende egenskaber, hvilket giver en præstationsfremmende effekt. Denne dopingteknik var umulig at detektere som doping i 90’erne, hvilket førte til den eksisterende grænse på hæmatokrit, som man lavede som en “sikkerhedsforanstaltning” for rytterne, selvom det i virkeligheden var i afmagt over, at man vidste, at de høje hæmatokritter stammede fra bloddoping og EPO, og at man ikke kunne påvise direkte, at det var doping, og det var derfor den eneste måde, man kunne forhindre dem i at stille op (det talte ikke som en positiv dopingtest at have for høj hæmatokrit). Nu er der dog kommet 100% pålidelige tests til homolog blodtransfusion (med blod fra andre), og der er tests på vej til autolog blodtransfusion (med blod fra sig selv)

• EPO

Dét, som har rykket mest ved cykelsportens præstationer i de sidste 30 år er dog fortsat EPO, og her bliver det rigtigt interessant. USPS har haft en praksis på holdet, hvor rytterne har mikrodoseret EPO i intravenøse indsprøjtninger. Det er interessant, fordi man oftest administrerer peptidhormoner som indsprøjtninger i huden eller i muskelbugene. Indsprøjtning i venerne giver en meget hurtigere omsætning af lægemidlet, men ser ikke ud til at påvirke effekten nævneværdigt (Leikis et al, 2004; Steffensen et al, 2011). En “normal” dosering, svarende til den, man bruger ved administration hver anden eller tredje dag, er under detektionsgrænsen efter cirka 24 timer ved intravenøs administration (Salmonson et al, 1990). Ved intravenøs administration af mikrodoser (givetvis hver dag) om aftenen, er niveauerne under detektionsgrænsen allerede næste morgen. Hermed er der altså en temmeligt sikker måde at dope sig med EPO på… Denne praksis har været kendt for EPO i brug hos dialysepatienter siden start’90’erne, men det kan muligvis udbredes til at udgøre en meget, meget væsentlig komplikation til dopingtestning af andre peptidhormoner. Det er et generelt problem med peptidhormoner, at de har et meget kort tidsvindue i blodbanen ved de langsomme adminstrationsformer, og derudover er de svære at måle i blod og specielt at skelne fra kroppens egne hormoner. Slutteligt er der for flere af kroppens hormoner helt enorme udsving i blodniveauerne, hvilket yderligere komplicerer dopingtestning, idet man kal definere, hvad der er normalt, og hvad der er kunstigt.

I praksis er testning for peptidhormoner et slag som antidopingagenturerne taber og ser ud til progressivt at tabe mere og mere, efterhånden som flere og flere nye stoffer bliver mere og mere tilgængelige. Denne udvikling skriger simpelthen på enten en dramatisk udvikling af blodpas, eller at man begynder at godtage indicier for dopingbrug. Der har f.eks. været forslag om at lave algoritmer som inkluderer både mængden af EPO, hæmoglobin og transferrin i blodet, som ser ud til med større sandsynlighed at kunne afsløre dopingbrug end blot en (iøvrigt ikke særligt pålidelig) test for EPO.

Referencer

Leikis, M. J., Kent, A. B., Becker, G. J., & McMahon, L. P. (2004). Haemoglobin response to subcutaneous versus intravenous epoetin alfa administration in iron-replete haemodialysis patients. Nephrology (Carlton, Vic.), 9(3), 153–160. doi:10.1111/j.1440-1797.2004.00251.x

Steffensen, G. K., & Stergaard, O. (2011). Administration of the same dose of epoetin-beta intravenously and subcutaneously to patients with renal anaemia. Scandinavian journal of urology and nephrology, 45(6), 461–469. doi:10.3109/00365599.2011.592856

Salmonson, T., Danielson, B. G., & Wikström, B. (1990). The pharmacokinetics of recombinant human erythropoietin after intravenous and subcutaneous administration to healthy subjects. Br J Clin Pharmacol, 29(6), 709–713.