Er MMA farligt?

Sandsynligvis ansporet af medieopmærksomheden omkring det store MMA-stævne, der skulle være i Herning lørdag aften, muligvis det største på dansk grund hidtil, kan man i dag læse en udtalelse af formanden for Dansk Bokse Union (DABU), Benny Jørgensen, i politiken, hvor han mener at Justitsministeren skal se reglerne i MMA efter. Som kampsportsafficionado igennem mange år, får den slags mig hurtigt i blækhuset.

Allerførst – hvad er MMA?

Der er sikkert nogle af læserne der ikke er så godt inde i hvad MMA er, så her kommer lige en hurtig opsummering. MMA fandtes i virkeligheden i antikken i flere forskellige former, hvor den i Grækenland var kendt som Pankration og en del af den Klassiske Olympiade. Det dækker over en kampform, hvor kampen ikke er isoleret til slag, spark eller brydning, men hvor man arbejder med alle disse elementer – i en eller anden forstand har tanken givetvis oprindeligt været at simulere “realistisk kamp”.

Moderne MMA fik sin første eksponering med de UFC stævner, der startede i 1993. Her opererede man med et setup hvor man pittede forskellige kampsporter mod hinanden og hvor der vitterligt var meget få regler: Ingen bid, ingen fingre i ansigtsåbningerne (såkaldt fish hooking) og altså ingen restriktioner på kontakt mod skridtet, slag i ryg/nakke og kast på hovedet/halsen og heller ingen vægtklasser og ingen runder. I starten blev stort set samtlige af disse stævner vundet af forskellige typer brydere, til stor overraskelse for mange seere. Interessant nok var der ingen alvorlige skader i disse første MEGET umoderede stævner. Anekdotisk, men alligevel interessant. Konservative politiske kræfter, personificeret ved daværende senator John McCain, opdagede UFC og arbejdede stærkt imod dem, med den konsekvens at de fik svært ved at sælge TV rettighederne og Pay-Per-View pakker. Der blev simpelthen lagt et politisk pres på UFC for at introducere regler, og sådan gik det også. Allerede i de allerførste kampe var der gentleman’s agreements på kæmpernes eget initiativ imellem kæmperne om f.eks. ikke at bruge hinandens hår til at holde fast i, og til UFC 12 så man de første vægtklasser, fra UFC 14 blev handsker et krav, fra UFC 15 blev der indført flere restriktioner på teknikker der måtte bruges og til UFC 21 blev der indført de 5-minutters runder man stadig bruger i langt de fleste MMA stævner i dag. I 2000 (UFC 28-29) kom de første stævner, der var sanktioneret af de amerikanske State Athletic Control Boards og hermed blev MMA’s accept som en “rigtig” sport formel.

Men alt dette vedrører primært MMA i den vestlige verdens sfære. Der har været afholdt brydeturneringer med forskellige grader af slag/sparke kontakt, både i Japan, Filippinerne, Kina og Brasilien i flere århundreder. Men Verdensgennembruddet af MMA som professionel sport er kommet med UFC.

Hvad er reglerne så?

Det regelsæt der er det dominerede i professionel MMA i dag, er en tilpasset udgave af de regler der blev indført i 2000 af the New Jersey State Athletic Comission, nu kendt som Unified Rules. De er opsummeret meget godt på Wikipedia. De siger helt kort, at man kan vinde på point, knockout, submission eller TKO, hvor sidstnævnte i praksis ofte bruges, når den ene kombattant vurderes ikke at kunne forsvare sig effektivt. En submission opnås ved ,at man laver en lås over et led eller andre dele af en af modstanderens arme, ben eller hovede, indtil vedkommende enten er uskadeliggjort eller overgiver sig (ved at “tappe ud”), hvor førstnævnte stort set aldrig sker. Det er til dels fordi der er en slags gentlemans agreement om, at man ikke bare flår en lås igennem, så modstanderen ikke kan nå at overgive sig, samt at det ofte er lettere at kontrollere låsen, hvis man øger presset i den gradvist. Både submission eller TKOsejre kan tildeles ved at den ene kombattant “tapper ud”. Man tapper ud ved at klappe med sin ene hånd enten på modstanderen eller gulvet eller råber “tap” (i tilfælde af at begge hænder er imobiliserede). Kampene afvikles som regel med 3-5 runder af 5 minutter.

Hvad er det så Benny Jørgensen siger?

Jeg tager et par uddrag fra artiklen i Politiken under behandling, fordi de skriger til himlen. Det er muligt at de er groft selekteret af den journalist, der har skåret historien, og hvis det er tilfældet er jeg selvfølgelig villig til at revidere dem

“MMA har jo ikke rigtig nogen regler. De må både slå og sparke og alt muligt, mens vi har nogle hårde krav.”

Yes, man må sparke, bryde og clinche, fordi det er en anden sport. Der er masser af regler omkring, hvordan man må gøre det (jf. ovenstående link til Wikipedia). Man må heller ikke have en motor på cyklen i Tour de France, mens man godt må i Paris-Dakar, og det er jo ikke fordi man vil være hårdere ved cykelsporten end ved motorcykelsporten – det er bare helt forskellige dyr. Så det er ikke fordi boksning er særligt hårdt lagt for mht. regler. MMA er bare en anden sport.

“Det virker helt grotesk, at man må strangulere sin modstander”

en udtalelse som denne vidner om, at Benny Jørgensen omtrent er ligeså kvalificeret til udtale sig om brydning/MMA, som Drude Dahlerup ville være til at udtale sig om boksning. En strangulering er efter alt at dømme langt sikrere, både akut og på langt sigt, end at blive slået i hovedet til bevidstløshed.

Reglerne for størrelsen af handskerne er ifølge Benny Jørgensen også uforståelig:

»I MMA må udøverne gerne have de forreste knoer frie, hvorimod de skal være tildækkede i boksning.«

»Vores handsker er meget stødabsorberende i dag. Det er sådanne nogle regler, boksningen er pålagt, hvor man tager dramatikken ud af sporten.«

Benny Jørgensen, Dansk Bokseunion

Fordi man har valgt i boksning at fjerne alt, hvad der minder om brydning eller clinch, samt spark, kommer en meget stor del af fokus til at være at slå modstanderen i hovedet. Som jeg forstår boksningens historie, har de tykke handsker man ser i dag, gradvist sneget sig ind for at reducere antallet af cuts, øjenskader og håndskader blandt bokserne. Med tyndere handsker ville der være flere cuts, og flere af kampene ville blive stoppet på grund af cuts, hvilket man har set som et tilfældighedselement, der var imod sportens ånd og derfor kom handskerne ind

Fordi brydning er så stor en del af MMA, er man nødt til at have små handsker, hvor man kan bruge fingrene. Det betyder også, at der er flere cuts, men indtil videre ser det ikke ud til, at det resulterer i flere håndskader, og alvorlige skader på hovedet, sandsynligvis fordi det samlede antal slag til hovedet i træning og kamp er lang mindre end i boksning.

Hvis man vil genindføre lettere handsker i boksning, så er tidspunktet givetvis nu, givet fremkomsten af kamsporter med lette handsker. Men jeg har på fornemmelsen at der i virkeligheden hverken er vilje eller vej til at gøre det indenfor bokseforbundene

»Både moralsk og sportsligt tager jeg afstand fra MMA. Sporten går efter min mening ud på at skade hinanden så meget som overhovedet muligt«

Benny Jørgensen

Endnu en gang demonstrerer Benny Jørgensen en eklatant mangel på indsigt i MMA. Man kan vende den samme type argument mod boksning, skulle det være. Og med formuleringen om, at han tager moralsk afstand fra MMA, kommer det til at få karakter af personligt bannertog fremfor et sagligt partsindlæg. Efter min bedste vurdering (se herunder) er der intet der tyder på, at MMA er mere skadeligt end boksning, og hvad jeg finder særligt væsentligt er, at man endnu ikke har registreret nogle af de alvorlige konsekvenser af gentagne hjernerystelser (Kronisk traumatisk encefalopati) man ser hos boksere blandt forhenværende professionelle MMA udøvere.

Hvor skadeligt er MMA egentlig i forhold til boksning?

Til det helt basale spørgsmål, om hvorvidt MMA er farligt, er svaret: “Ja – præcis ligesom alle andre kamsporter”. Og selve profilen af sporten fører selvfølgelig til nogle karakteristiske skader. Så fordi boksning handler om at slå andre i hovedet med hænderne medfører det skader i hænder, skuldrene og ansigtet/hovedet. Og MMA har tilsvarende en særlig skadesprofil, som er delt mere ud over hele kroppen, fordi man må både slå og sparke over det hele, og fordi man samtidig har mulighed for at vinde med låse og stranguleringer. Af de mere alvorlige skader der dukker op  i MMA er særligt skader på knæene, hvilket primært er en konsekvens af submission teknikker på benene. Men alle sportsgrene medfører nogle skadesrisici. 45% af alle professionelle volleyballspillere har kroniske knæsmerter, der gør de må springe kampe eller træninger over. Et lignende antal løbere har knæproblemer (doh.. løberknæ). Eks-profhåndboldspillere får slidgigt i knæene som 40-årige på grund af de korsbånds- og meniskskader de har fået 10-20 år tidligere som eliteudøvere. Skader i sig selv følger med intens træning og konkurrence, sådan er det bare og det er ikke et argument for at sanktionere sportsgrene selvstændigt. Men det problematiske her er skader, som har en stor indflydelse på udøverens livskvalitet efter karrieren. Og specielt skader på hjerne, sanser og almen førlighed har disse karakteristiska.

En af de ting jeg følgeligt gerne vil fokusere lidt på er Kronisk traumatisk encefalopati, som er den slags hjerneskade, man kan få af mange slag til hovedet, og som man har observeret i eks-eliteudøvere i flere kontaktsportsgrene som boksning, football og rugby. Fordi boksning i så høj grad handler om at slå hinanden i hovedet, og fordi gentagne hjernerystelser kan føre til kroniske skader på hjernen, har der været meget opmærksomhed på lige præcis dette. Dokumentationen for dette er svær at forholde sig til, fordi bivirkningerne på hjernen viser sig som fremskyndet demens og muligvis forøget risiko for neurodegenerative sygdomme, altså noget der kommer efter karrieren og fordi den samlede længde af en boksekarriere er faldet dramatisk i de sidste 50 år. Så vi har simpelthen ikke haft ordentlig tid til at se ordentligt på effekten af en “moderne boksekarriere” (Clausen et al, 2005). Men der kommer stadig nye case studies om moderne professionelle boksere med hjerneskader, der ville falde under denne kategori, så det sker stadig. Men man kan gøre noget andet og se på forekomsten af kliniske hjernerystelser, idet gentagne hjernerystelser kan føre til akkumulerede hjerneskader og i værste fald Kronisk traumatisk encefalopati. I et af de få studier der er lavet på skadesforekomster i professionel MMA fandt man at kun 3.3% af kampene medførte hjernerystelser (Ngai et al, 2008), mens et lignende studie på professionelle boksere fra Australien (Zazryn et al, 2003), antyder en langt højere forekomst af hjernerystelser (15.9%). Til gengæld forekommer der så skader på underkropppen i MMA, som man aldrig ser i boksning. De samme studier vidner iøvrigt også om en generel skadesforekomst i samme størrelsesorden 23 vs. 25 skader per 100 kampdeltagelser, hvor størstedelen af alle skaderne i begge sportsgrene var cuts i ansigtet. Umiddelbart ser det altså ikke ud til, at der findes objektive argumenter for at sige at MMA er mere skadeligt end boksning, hverken generelt og da slet ikke i forhold til hjerneskader. Og det er på trods af at man må træffe modstanderen med albuerne og bruger meget tyndere handsker. Personligt tror jeg faktisk, at de tyndere handsker godt kan være mindre usunde at blive slået med, fordi man simpelthen kan blive truffet færre gange i hovedet før man enten går i stykker eller bliver slået ud og dermed netto vil blive ramt færre gange i hovedet. Flere studier antyder nemlig at flere subkliniske hjernerystelser påført umiddelbart efter hinanden gør mere skade på hjernen end en stor.

En anden ting der er værd at sige noget om er de låse, som det er lovligt at bruge i MMA. Låse (submissions) på de store led er generelt forholdsvis sikre. Låsninger af fingre eller tæer er ulovlige i MMA, fordi de små led meget let går i stykker. Når man anlægger en submission, ved modstanderen godt at det er ved at ske, og eftersom det tager lidt tid, har man tid til at give op ved at klappe (tappe) ud, før der er noget der går i stykker. I praksis er skader på store led i MMA kampe ret sjældne, men der er nok en del forstrækninger og ømme led, som man ikke “rigtigt” tæller med. Man taler om, at forskellige typer submissione har forskellige pain/break ratioer – altså at det er forskellige hvor ondt det gør, før noget går i stykker, og specielt submissions på knæene har den kvalitet, at de ikke gør så ondt, før ting går i stykker, hvilket givetvis er en medvirkende faktor til nogle af de ligamentskader, man ser efter knæ-submissions som Heel Hooks. Men det vigtige er, at hvis man er blevet fanget i en submisison, så er det din egen opgave at lære, hvornår man skal opgive! Det er simpelthen en kvalitet man skal rumme for at blive en god kæmper. Har man ikke dét, bliver man skadet, og skadede kæmpere bliver ikke gode.

Stranguleringer er noget som mange udenforstående oplever som noget meget dramatisk. De går ud på at man klemmer om modstanderens hals indtil vedkommende tapper ud eller taber bevidstheden. Det kan være på grund af kvælning eller hyppigere på grund af kompromitteret blodforsyning til hovedet. Generelt er det ikke problematisk for hjernen at lukke ned på denne måde, og hvis der skal være risiko for reel hjerneskade, kræver det at man holder sin submission i ihvertfald 20-30 sekunder efter vedkommende er blevet slap, hvilket selvfølgelig aldrig sker. Skal man lave en analogi til boksning, ville det jo svare til at man blev ved med at stå og tæve sin modstander i hovedet i 30 sekunder efter han var knockoutet. Der findes ikke komparative studier eller reel dokumentation, men det er min overbevisning at en strangulering til bevidstløshed skader hjernen mindre end at blive knockoutet. Det er baseret på at folk vågner hurtigere og har færre gener efterfølgende efter en strangulering end efter et knockout fra et slag eller spark. Jeg vil sige helt personligt, skulle jeg vælge mellem at blive lagt til at sove ved at blive slået i hovedet eller en strangulering, ville jeg til hver en tid vælge stranguleringen (og ja, jeg har prøvet begge dele ;o)

Skulle du som læser kende Benny Jørgensen, må du gerne sende et link til bloggen til ham og bede ham kigge på den. Jeg vil meget gerne mødes med ham og sludre kampsport.

Kildehenvisninger

H Clausen, P. M. V. A., & Fallon, K. (2005). The risk of chronic traumatic brain injury in professional boxing: change in exposure variables over the past century. British journal of sports medicine, 39(9), 661. BMJ Group. doi:10.1136/bjsm.2004.017046

Ngai, K., & Levy, F. (2008). Injury trends in sanctioned mixed martial arts competition: a 5-year review from 2002 to 2007 — Ngai et al. 42 (8): 686 — British Journal of Sports Medicine. British journal of sports medicine.

Zazryn, T. R. (2003). A 16 year study of injuries to professional boxers in the state of Victoria, Australia. British journal of sports medicine, 37(4), 321-324. doi:10.1136/bjsm.37.4.321