Det er årstid for de store etapeløb og vanen tro flyver det om ørerne med dopingafsløringer af nuværende stjerneryttere, indrømmelser fra tidligere og beskyldninger om fremtidige. Jeg har flere gange tidligere skrevet om doping her på bloggen, både i cykelsport og motionscentrene, og har også været på fjernsynet og fremføre mine synspunkter omkring motionsdoping. Men dette indlæg skal handle om noget meget aktuelt, nemlig hvordan cykelrytterne mon undgår at blive fældet i dopingtesten.
Intro
Selvom det såkaldte blodpas lige så stille mindsker mulighederne, så er der stadig en række metoder, som i sig selv tillader præstationsfremmende effekter med lille eller ingen risiko for, at man tester positiv. Det drejer sig specielt om brug af astmamedicin, testosteron og såkaldt microdosing af peptidhormoner som EPO, som på hver deres måde tillader præstationsfremmende virkninger med lav eller ingen risiko for at teste positiv. Dette blogindlæg handler mest om microdosing.
Grunden til at dette er særligt aktuelt lige nu, er et fransk studie, som er dokumenteret i en (desværre fransksproget) TV-udsendelse, man kan finde her. I studiet doper forskerne 8 gode amatøratleter med baggrund i cykelsport eller triathlon, hvor man løbende dopingtester dem og måler deres performance i slutningen af forsøget. I slutningen af forsøget opnåede forsøgsdeltagerne præstationsforbedringer på 6,1% i VO2max, 2,1% i 14 km time trial cykeltest og 2,8% i 3000 m time trial løbetest. Selvom disse procenter kan virke små, er de for udøverne meget, meget væsentlige. Normalt har eliteatleter en varians i deres performance på 1-2%, hvilket altså betyder, at 95% af tiden, vil deres performance være indenfor et område der er 1-2% over eller under deres gennemsnit. Denne præstationsforbedring løfter dem altså op til dét, der svarer til en perfekt dag (uden doping), som gennemsnit. Hvis man skal anskueliggøre det på en anden måde, så kan man bruge eksemplet, hvor man har 4 identiske atleter, der skal løbe eller cykle om kap. Idet de har den samme gennemsnitlige performance og den samme variation deri, har de hver 25% chance for at vinde en given konkurrence. Hvis man så løfter en af atleternes performance bare en halv standardafvigelse, vil vedkommendes sandsynlighed for at vinde en given dag, stige til 39%. Hvis man løfter vedkommendes performance en mængde svarende til en hel standardafvigelse eller to, vil det øge hans/hendes chance for at vinde over de andre til 54% og 80%, henholdsvis. Og husk endnu en gang på, at for eliteatleter er den gennemsnitlige variation i performance typisk omkring 1-2 %! Der er altså tale om meget betydelige forbedringer. Og ingen af atleterne i studiet testede positivt. Ikke overraskende har WADA været ude med riven og anklage etikken bag studiet, men det afslører jo nogle fundamentale problemer ved dopingarbejdet, som hidtil har været dårligt belyst.
Forholdet mellem chancen for at vinde og tabe i et felt med 4 atleter, hvor den enes performance forskydes med 0.5, 1.0 eller 2.0 standardafvigelser. Venligst udlånt af Will Hopkins.
Testosteron og astmamedicin
Jeg har tidligere her skrevet om, hvordan de fleste mænd kan bruge små mængder testosteron, altså det mandlige kønshormon, uden at teste positivt. Og nogle få, som har en særlig genetisk polymorfisme, kan tage forholdsvis høje doser uden at teste positivt. Kort beskrevet, så er baggrunden for dette smuthul, at dopingtests for testosteron består af to tests: Først en måling af hvor meget testosteron (T) man har i forhold til det iøvrigt (i dopingsammenhænge) urelaterede stof (E) epitestosteron. Såfremt denne T:E ratio er over 4:1, betyder det, at testen sendes til Carbon Isotop Ratio analysis, som kan skelne imellem udefra kommende testosteron og det, som kroppen selv laver. Eftersom de fleste unge mænd har en T:E ratio på 1:1 efterlader det altså et betydeligt spillerum, hvor man kan tilføre testosteron, så længe T:E ratioen holdes under 4:1. Denne typer doser af testosteron er så små, at de ikke er egentlig vævsopbyggende, som man ser i bodybuilding, men de modvirker i høj grad overtræningssyndromer og giver en overordnet større træningstolerance.
Smuthullet med astmamedicin består af, at man kan bruge højere doser af astmamedicinen og dermed opnå en præstationsfremmende virkning, uden at teste positiv. Som regel får astmatikere enten betaagonister (salbutamol eller terbutalin) eller milde udgaver af binyrebarkhormon som inhalation. Oral brug af beta agonister har vist sig både at øge udholdenhed og styrke, og en række forsøg fra københavns universitet indikerer, at man, ved at bruge større mængder af salbutamol eller terbutalin end lægen siger, men dog ikke så meget at det bonger ud på en dopingtest, stadig kan få præstationsfremmende virkninger (Hostrup et al, 2014a og 2014b og Kalsen et al, 2014 og 2015).
Microdosing
Hvad er microdosing? Det er, når man istedet for at administrere peptidhormoner i hudfedtet (tænk på diabetikere, som skydere deres insulin i maveskindet), skyder mindre doser og gør det intravenøst. Ved denne administrationsform forefindes hormonerne i kroppen i meget kortere tid og kan derfor testes for i kortere tid. Omvendt betyder det så også, at administrationen skal ske hyppigere, men eftersom man ved længere tids brug af EPO alligevel skal administrere det hyppigt, så ændrer det ikke så meget. Finten ved microdosing er, at man kun kan teste for det 12-18 timer efter skuddet, så hvis en cykelrytter tager det lige efter dagens etape eller måske endda før sengetid, vil han kunne pisse rent næste dag. Dét er brugbart, da man i de store etapeløb ikke tester rytterne om natten, men primært i timerne efter dagens etape og sekundært om morgenen. Denne form for administration virker først og fremmest med peptidhormoner, som EPO og væksthormon (rhGH) , men givetvis også med bioidentiske steroidhormoner som testosteron suspension og cortisol, omend det ikke er undersøgt i samme omfang. Det er værd at bemærke, at i USADA’s rapport om Lance Armstrong specificerer han også microdosing, som et af de afgørende våben mod antidoping instanserne, hvis ikke våbnet. At microdosing potentielt er et smuthul er noget, man har vidst ihvertfald siden 2006, hvor det første gange bringes op videnskabeligt, og muligvis endnu tidligere blandt rytterne (Ashenden et al, 2006 og 2011).
Outro
Så himlen er blå, vandet er vådt og cykelryttere doper sig stadig. Intet nyt under solen. Men når ret skal være ret, så tyder det trods alt på, at cykelrytterne kører langsommere nu end i slut-90’erne, hvilket jeg diskuterede her. Og selv Froome leverer ikke i nærheden af samme effekt i forhold til kropsvægt, som de gjorde i de gode gamle dage. Men som jeg altid har sagt, så handler det ikke om, hvorvidt man kan komme af med doping eller ej, men hvilket niveau man kan holde det på.
Der er selvfølgelig også meget snak om brug af Xenon inhalation som præstationsfremmende middel, samt brugen af ketonsalte som kosttilskud. Men det er oplagte emner til behandling i kommende indlæg her på KropBlog ;o)
God sommer til jer alle, derude.
Referencer
Hostrup, M., Kalsen, A., Auchenberg, M., Bangsbo, J., & Backer, V. (2014a). Effects of acute and 2-week administration of oral salbutamol on exercise performance and muscle strength in athletes. Scand.J Med.Sci.Sports. doi:10.1111/sms.12298
Hostrup, M., Kalsen, A., Bangsbo, J., Hemmersbach, P., Karlsson, S., & Backer, V. (2014b). High-dose inhaled terbutaline increases muscle strength and enhances maximal sprint performance in trained men. European Journal of Applied Physiology, 114(12), 2499–2508. doi:10.1007/s00421-014-2970-2
Kalsen, A., Hostrup, M., Bangsbo, J., & Backer, V. (2014). Combined inhalation of beta2 -agonists improves swim ergometer sprint performance but not high-intensity swim performance. Scand.J Med.Sci.Sports, 24(5), 814–822. doi:10.1111/sms.12096
Kalsen, A., Hostrup, M., Söderlund, K., Karlsson, S., Backer, V., & Bangsbo, J. (2015). Inhaled Beta2-agonist Increases Power Output and Glycolysis during Sprinting in Men. Medicine & Science in Sports & Exercise. doi:10.1249/MSS.0000000000000732
Ashenden, M., Gough, C. E., Garnham, A., Gore, C. J., & Sharpe, K. (2011). Current markers of the Athlete Blood Passport do not flag microdose EPO doping. European Journal of Applied Physiology, 111(9), 2307–2314. doi:10.1007/s00421-011-1867-6
Ashenden, M., Varlet-Marie, E., & Lasne, F. (2006). The effects of microdose recombinant human erythropoietin regimens in athletes. Haematologica.
Ganske interessant artikel/blog.
Har kun lige skimmet den løst, men skal nok nærlæse den senere.
Kommer du også rundt om det såkaldte nye syntetiske stof der skulle være i brug og hvordan det virker.
(Har det kun fra rygter, men det skulle være rygter meget tæt på sporten)
Og krop kontra watt,man vel kun bruges som vejledende info.
Froome har f.eks kørt AX3 hurtigere end både Lance Armstrong og Pantani, mens Lance var fuldt dopet, kan man kun gisne om Pantani, men mon ikke han var også.
Og måden han kører på er imo meget mystisk.
Doping bliver aldrig helt udryddet tror jeg, men man er da nået et stykke, hvilket i sig selv er positivt, i forhold til det sporten har været igennem.
Tak for meget nyttig viden.
Nu er det franske forsøg på mænd.
Men Hvordan står det til med kvinderne?
Hvis man kigger på fx tennisspilleren Serena Williams. Bare hendes fysik skriger og resultater jo til himlen, men at hun så også har haft en lungeemboli og tit ses med acne, skulle der ikke være nogen tvivl, om SW's brug af anabolske steroider.
Men hvordan kan Serena Williams fortsat gå fri af at blive testet positiv?
Hvad er kvinders testosteronration og hvilke kriterier måler man efter på kvinderne?
Hvad tænker du?
hej Nanna
nu ved jeg ikke om Williams søstrene er dopede, men jeg er langt fra så sikker som du er. Dels er anabole steroider ikke knyttet direkte til lunge embolier, men en del andre ting, dog primært i forbindelse med forbrug der er noget mere intense end man normalt ser ifm rigtig sport (og ikke bare motionsdoping). Samtidig med er acne primært noget man ser ifm de doser og stoffer man ser blandt mænd i motionsdoping og ikke i tennis. Det er selvfølgelig ikke det samme som at hun er clean. Synes dog helt generelt ikke at hendes fysik nødvendigivs skriger doping. Personligt undrer det mig at mere muskuløse kropstyper ikke er vundet mere frem i tennis end de er. I næsten alle andre sportsgrene har man set fremkomsten af stærkere og mere muskuløse atleter over de sidste 20 år, men det er kun i meget begrænset omfang sket med tennis. Det er muligt at arbejdskravene slet ikke kræver det og udgiften ved at blive større i kraft af bevægelsesomkostninger forhindrer det, men jeg tror det nu ikke, jeg tror nærmere at den fysiske forberedelse af tennisatleter bare slet ikke har nået det samme niveau, som man ser i andre sportsgrene.
Anders
Hej igen, Nanna
Jeg deler som sagt slet ikke din overbevisning om at Serena nødvendigvis er krudtet. Igennem tiden har der været masser af atleter der har haft divergerende kropstyper i forhold hvad man troede var den "bedste". Husain Bolt er et godt eksempel, idet han har været for lang og tynd i forhold til hvad man troede gav en god 100 m løber. At være så tynd troede man var forbundet med at man ikke havde nok kraft tidligt i løbet. I Husain bolts tilfælde kompenserer han bare med en umådelig naturlig hurtighed. Der findes lignende eksempler i næsten alle sportsgrene. Hun er heller ikke så stor at det på nogen som helst måde ville kræve steroider for at nå. Hun er bare større end de fleste tennisspillere ;o)
Dit argument om at tennis først og fremmest er en teknisk og mental sport findes også i atletik, fodbold, baseball og lignende og dér har man altså set at atleterne er blevet væsentligt bedre af at blive stærkere (og som følge deraf også lidt tungere og mere lean). At man ikke har set det endnu i tennis, er jeg ikke sikker på skyldes at man ikke kan drage fordel af det. Det KAN også godt skyldes kulturen i tennis. Jeg siger ikke at det ER tilfældet, blot at det KAN være det. Når man så ser tennisspillere i bar overkrop (mændene, forstås), så tænker jeg faktisk at mange af dem ikke ser ud til at have en vildt god kropssammensætning. Mændene ligner ofte nogle med en fedtprocent omkring de 10 og kvinderne omkring de 15-18 stykker. Dét læser jeg som at der KAN være en uudtømt ressource omkring den fysiske træning, som man af kulturelle årsager ikke har udnyttet. For en voksen mand med en fedtprocent på 10, betyder dét at han enten kan skifte 1.5-2.0 kg fedt ud med muskler (5-10% større muskelmasse og kraft i relevante muskelgrupper) ELLER kan smide 2-3 kg kropsvægt. Begge dele ville alt andet lige resultere i en bedre performance. Men folk der er vokset "op i" sportsgrene har det ofte lidt svært med den slags betragtninger, men tænk lidt over det.
For nu at vende tilbage til dit spørgsmål, så kigger man efter rester af syntetiske anabole steroider og testosteron/epitestosteron ratioen, samt selvfølgelig en lang række peptidhormoner. Der må aldrig være målbare mængder af syntetiske anabole steroider i urinen, mens man for testosterone først måler testosteron/epitestosteron-ratioen og hvis den er over 4 (tror jeg nok. tallet er 4 for mænd, er ikke helt sikker på det er tilfældet for kvinder), så er det et tegn på at der KAN være tilført testosterone udefra. Så sender man prøven til Carbon Isotope Ratio analyse, som kan afsløre om der er tilført testosteron udefra. Håber det var svar på dit spørgsmål.
Anders
Hej Anders
Interessant artikel.
Du omtaler micro-doseringer, men jf. dit svar til Nanna, så siger du også at eksempelvis testosteron kan måles i den der "Carbon-ISO test". Hvordan hænger det sammen med, at rytterne ikke bliver knaldet i kontrol?
Tager rytterne således så små doser, at det er ude at kroppen i løbet af timer/få dage, og hvor små doser er det?
Mener du, at testosteron kun er godt for genopbygning/restitution og ikke direkte fremme en præstation under en hård bjerg-etape? (tænker lidt på den berømte Landis-sag, for han kørte da godt nok stærk, men blev testet positiv for testosteron)
microdosing er indtil videre noget der kun har været på bane i forbindelse med peptidhormoner som EPO, væksthormon (rhGH) og potentielt insulin, hvor fordelen, som du nævner, ganske rigtigt er at det er så hurtigt ude af kroppen at testvinduet bliver meget smalt, i praksis så smalt at microdosing lavet om aftenen kan være svært at detektere den følgende morgen. Mig bekendt virker microdosing med testosteron ikke, de a omsætningen af testosteron er noget langsommere, men potentielt kan det der kaldes testosteron suspension godt microdoses, omend jeg ikke er helt sikker på at det vil virke præstationsfremmende.
Testosteron i lave doser er ikke vævsopbyggende, men øger træningstolerancen, så man ikke får overtræningssyndromer. For nogle individer øger det også mængden af rødeblodlegemer. Men den præstationsfremmende effekt er primært indirekte idet det bekæmper central udtrætning og stressbetinget vævsnedbrydning.
Anders
Hejsa
Fin side og super gode debatindlæg. Dog lige en enkelt kommentar:
Anders, du påstår, at cykelrytterne kan dope sig med testosteron så længe de ikke kommer ud over 4:1 rationen. Dog kan man se på det "nylige eksempel" med Tom Danielson, hvor det hævdes, at han straks blev testet med den såkaldte Carbon Isotope Ratio analyse/test, hvilket fældede ham – se venligst linkede artikel: http://velonews.competitor.com/2015/08/news/the-t…
Jeg frygter lidt, at sider og indlæg som dette her, er med til at holde ved en fordom om, at "der nemt kan dopes og at testene ikke er anvendelige" etc. Hvis linket artikel står til troende, så er der jo eksempler på, at det måske ikke er så nemt, som du hævder.
Eller hvad er din kommentar Anders?
Hej Frik og tak for din kommentar
Jeg forholder mig til den specifikation af testproceduren, som WADA har publiceret på deres hjemmeside her: https://wada-main-prod.s3.amazonaws.com/resources…
hvor de forholdsvist tydeligt beskriver den approach som jeg tidligere har udlagt, altså at CIR bliver brugt som bekræftende metode. Såfremt USADA rent faktisk bruger en anden approach ville det egentlig være en glædelig nyhed for sporten da det ville gøre det væsentligt sværere at dope sig, men potentielt problematisk, da positivt testede atleter potentielt ville have grund til at kunne klage over tekniske fodfejl.
Anders
Hej Anders, ved ikke lige hvorfor mit tidligere svar ikke blev posted men here goes;
Tak for dit svar og link til WADA. Kan se din pointe, men fornemmer du ikke er særlig fortrøstningsfuld ved denne "CIR" test kan hjælpe sporten? På trods af den dog fanger en mand som Danielson. Hvor lang tid tilbage vurderer du, at sådan et test ville have/kan fange hans/Danielsons indtagelse af testetoron? Den burde alt andet lige lukke et vindue for din omtalte "Micro-dosing" eller hvad?