Foredrag - Periodisk faste - om kunsten ikke at spise
Periodisk faste, altså fænomenet, hvor man har afgrænsede gentagende spisevinduer og fastevinduer af timers til dages varighed, brændte for alvor ind i danskernes bevidsthed i 2016 med bogen 5:2 kuren. Det startede en kæmpe bølge af fastekure, der har bølget verden rundt flere gange. I de senere år har det fundet en plads i biohacker miljøet, hvor det bruges som påstået anti-aldrings værktøj.
Jeg var med til at skrive den første danske bog om periodisk faste, også tilbage i 2016 og har fulgt emnet tæt siden. Jeg har således selv et indgående kendskab til den videnskabelige litteratur og har interviewet flere af verdens førende eksperter på området.
Og som så mange andre sundhedstrends, så er periodisk faste nok blevet oversolgt, men det betyder ikke at det er dumt eller dårligt - eller at det er bedre end alt muligt andet. Man skal nok nærmere se det som et værktøj man kan putte i sin værktøjskasse med forskellige slags sundhedsadfærd, der kommer med fordele og ulemper, som alle mulige andre slags sundhedsadfærd.