Nye engagementer
Det har været nogen tid siden sidst, selvom jeg godt ved at en blog skal opdateres allermindst en gang i ugen… Æv. Som nogen af jer måske ved, har jeg ikke fået et post doc stipendie, og min ansættelse udløb i foråret. Da jeg har tjent nogle penge ved siden af min PhD på at være skribent (bl.a. for I Form) og haft nogle mindre konsulentopgaver, har jeg valgt dagpengene fra, da de økonomisk slet ikke ville kunne række. Det betyder at jeg i mellemtiden udover at søge arbejde, har haft travlt med at engagere mig i en masse projekter, som forhåbentlig kan kaste nogle penge af sige senere. Et af dem er kommet i stand via mine gode venner Christoffer Andersen og Andreas Paulsen og det er et engagement i EHFA.
EHFA og EREPS
European Health and Fitness Assocaition (EHFA) er den europæiske brancheorganisation for fitness branchen. De er for det mestes vedkommende (indtil videre) funded af EU og har da også hovedsæde i Bruxelles sammen med resten af EU tosserne. Selve organisationen er i høj grad præget af den britiske brancheorganisation FIA, som nok er den bedst organiserede nationale fitness branche organisation i Europa. EHFA er i gang med at udvikle standarder for uddannelser og kompetencer, så der kan komme en form for ensretning af hvilke kompetencer man skal have for at kunne kalde sig “fitnesstræner” eller personlig træner. I praksis er der indrettet 8 kompetence niveauer i det der kaldes European Register of Exercise Professionals (EREPS), hvor niveauerne indtil 5 beskriver alt op til og under bachelor niveau. Niveau 6 til 8 dækker over de akademiske niveauer og hører indtil videre organisatorisk under “Bologna processen”. Dette arbejde er monumentalt og kræver selvfølgelig, at selve branchen ude i de forskellige lande “bider på” og accepterer arbejdet. Det er en anden diskussion, men som jeg ikke vil komme mere ind på her.
For en uge siden var jeg til et møde hvor vi (eksperterne) skulle finde ud af hvordan vi skal passe kompetencerne til at arbejde med 1) børn og unge, 2) ældre/gamle og 3) træning som medicin, hvor jeg selv endte med at blive chairman for gruppen der skulle arbejde med ældre (mere om det en anden gang ;o). Gruppen der arbejde med Exercise Referral (træning som medicin), fandt at de havde meget svært ved rigtigt at komme i gang, fordi der faktisk generelt slet ikke er implementeret systemer i de enkelte lande, hvor lægen eller andre behandlere kan udskrive træning og kostvejledning som “rigtig” behandling. I Danmark har man haft “motion på recept” projektet, som dog viste sig kun at være en meget begrænset succes ud fra et sundhedsøkonomisk standpunkt. Der er heller ikke i Danmark på nationalt niveau implementeret et fast system, hvor man kan bruge behandling og livsstilsændringer.
Er overvægt begrundelse for at blive førtidspensioneret?
Da jeg forleden læste denne artikel i Berlingske, slog det mig hvor stort et problem dette her egentlig er. Her der tale om en kvinde som “bare” på grund af en svær, men absolut ikke uoverkommelig, overvægt risikerer at blive tabt ud af systemet, få en invaliditetsgrad, komme på førtidspension og sandsynligvis ende med et liv med meget, meget mindre livskvalitet end hun kunne have haft. Og vi har de facto ikke ikke autoriserede, kompetente personer hverken i det private eller i det offentlige som systematisk kan varetage problemer som disse.
Dette er på trods af at alle fremskrivninger viser, at udgifterne til livsstilsrelaterede sygdomme og alderdomssvækkelse vil eksplodere i de næste 10 år og på trods af at vi ved, hvor stor gavn mennesker har af at spise almindelig sund mad og være fysisk aktive. Exercise referral og forebyggelse af alderdomssvækkelse er på vej, alene af den grund af det er en sundhedsøkonomisk nødvendighed. Vi kan simpelthen ikke undvære det som nation om det så er på Danmark eller EU niveau, og jo tidligere det kan implementeres, jo bedre. Derfor er det arbejde som EHFA laver vigtigt, men også her i Dannevang er det vigtigt at vi er proaktive. De penge vi ikke bruger nu, kommer vi til at bruge 10-fold senere. Derfor bør der snarest mulig investeres i:
- passende afgiftssætning på sunde, hh.v usunde nærings- og nydelsesmidler (e.g. dyrere smøger og alkohol, billigere grøntsager – og ikke den totalt retarderede fedtskat)
- planlægning af infrastruktur som faciliterer fysisk aktivitet (parker, cykelstier, osv.)
- Iværksætning af nye forsøg med monitorerede livsstilsændringer som behandling og forebyggelse, som en del af det primære behandlingsrepertoire, gerne i samarbejde med den private sektor
Hvorfor den private sektor?
Grunden til at jeg skriver at det gerne skal ske i samarbejde med den private sektor, er at der i fitness sektoren findes faciliteterne og erfaringen til at arbejde med dette. Måske er det i virkeligheden for stor en opgave af have liggende i det offentlige, så hvis den skal løftes er det en mulighed at det kun kan være den private sektor, der gør det. Men det er et problem: Fitnessbranchen har på et fundamentalt plan fungeret på amatørniveau i mange år:
- At være fitnesstræner har været noget man liiige kunne lave ved siden af studierne for at tjene lidt lommepenge til weekenderne. De fleste ser det ikke som en legitim karrierevej
- Der er en fundamental skepsis omkring selve produktet som motioncentre og fitnessbranchen tilbyder. Hvis 16’årige Dennis begynder at gå i motionscenter, vil han nok ofte høre kommentaren “aaah. burde du ikke hellere gå til fodbold, Dennis?
- At åbne motionscentre har været noget som diverse mere eller mindre tvivlsomme entrepenører lige kunne lave imellem deres kuldsejlede virksomheder med import af cashewnødder fra Sydafrika og kopilæderjakker fra Korea
Der er selvfølgelig sat på spidsen, og det er blevet bedre, men der er altså brug for en gennemgribende professionalisering i fitness sektoren. Her i Danmark sker det til dels via den danske brancheorganisation Dansk Fitness og Helse Organisation DFHO. Jeg har ikke fulgt særligt godt med, så det er muligt jeg bare er dårligt informeret, men det forekommer mig at DFHO ikke har været særligt fremtrædende i denne proces, men det kan jo skyldes størrelsen på deres ressourcer eller noget andet. I min optik og fra mit møde med de engagerede personer forekommer EHFA at være et mere solidt projekt, med flere mennesker som har en oprigtig interesse i alle aspekter af branchen og ikke kun DJØF-kæpheste som KODA afgifter, slås med foreningsfitnesscentre og skaffe motionscenterarbejdere funktionærstatus. I mine øjne har det karakter af at putte blingbling på en Skoda fra ’95. Men lad os støtte op om både DFHO og EHFA og med krydserne på valgsedlerne, så det at arbejde med motion og fysisk træning kan blive professionaliseret, sammen med fitness sektoren!
http://www.ted.com/talks/dan_buettner_how_to_live…
kom til at tænke på denne TED talk da jeg læste din blog
nice one, ulrikke og tillykke med fødselsdagen den anden dag ;o)
Da jeg arbejdede i sats var der stor interessefor at arbejde sammen EFHA, jeg tror dog det døde med de økonomiske udfordringer sats stødte på. Selve certificeringen, forsikring, etisk kodeks etc man kan bygge ind i den model med EFHA ville give branchen det nødvendige løft.
Hele den historie med at formidle let tilgængelig underholdende træning, gør de kommercielle aktører til de bedste til at bringe træning til folket -hvis de løfter niveauet en tand.
Nu kan jeg sådan set godt forstå at Fitnessbranchen har behov for fornyelse og en bedre og mere ensartet beskrivelse af, hvad man kan forvente af instruktører, personlige trænere og hvad de nu kalder sig.l Det ville også gøre det lettere for os der arbejder med sundhed i den offentlige sektor, at gøre brug af fitnesscentre og deres medarbejdere i arbejdet med sundhed. Når det så er sagt tænker jeg, at det er tid for j "Eksperterne" at komme ud af elfenbenstårnet og se hvad der rent faktisk sker rundt om i kommunerne. Både på det strukturelle område, som f.eks etablering af cykelvenlige byer, grønne områder med udfordringer, fokus på sundhed i alle aspekter af et offentligt byggeri og i det daglige arbejde der foregår på institutioner , skoler, arbejdspladser, sundhedscentre, sygehuse etc. Her er en del af det der efterspørges i Bloggen allerede implementeret.
En anden og ikke ikke uvæsentlig problemstilling for Fitnesscentre og andre kommercielle aktører, der har en økonomisk interesse i at fastholde folk i centrene og i at hjælpe dem med træningen, er at det fastholder den enkelte deltager i et felt, hvor sundhed og motion er noget man skal have hjælp til og helst skal foregå på en autoriseret måde, og i hvert fald er noget der skal måles,vejes og "ses". Et koncept som mister en hel del, af de der virkelig kunne profitere af bedre sundhed.Den indsats som blandt andet opprioriteres i det offentlige er målrettet til ikke bare at gøre folk selvhjulpne og "fitte" men også til at styrke deres evne til at mærke sig selv, og indrette sin sundhedsadfærd efter dette, samt at få øje på at sundhed ikke behøves at foregå på autoriserede steder eller at man har brug for professionelle for at holde sig i form. Det er faktisk sådan at sundhed er for alle og det behøves ikke at koste en krone at holde sig i form.
Skal vi isammen styrke sundheden til glæde for vores fælles ressourcer skal der tænkes både bredt og nyt. I hvert fald hvis man fra Fitnesssektorens side ønsker at gøre indsats for folkesundheden.
Noget af det der kunne klæde debatten er at man holder sig orienteret om , hvad der foregår såvel i offentligt regi som i det private, så behøver vi ikke opfinde den dybe tallerken igen og igen , men der i mod bygge videre på hinandens gode ideer.
Hej Rie og tak for kommentaren
Allerførst, så vil jeg lige sige at jeg er helt enig i dine betragtninger omkring den kommercielle sektors rolle i nationalt sundhedsfremme. Det er absolut ikke uproblematisk at profitoptimering kan blive et incentiv, men eftersom der slet ikke findes et system med exercise referral endnu, så findes der heller ikke nogle økonomiske rammer for det endnu. Man kan godt forestille sig at hvis/når det kommer, så vil reglerne sørge for på en måde at det ikke kun bliver et værktøj for centrene til at score sig svage kunder (det bør de ihvertfald). Jeg kan sagtens forstå hvad du siger og jeg er principielt enig, men jeg synes man skal klappe hesten og se hvad der sker, før man trækker "dumme kapitalister" kortet ;o)
Når det så er sagt, så læser jeg din post, som et "øf" rettet mod mig, uden nogle helt konkrete kritikpunkter. Det gør det lidt svært at respondere på på en passende måde, men nu prøver jeg lige alligevel. For det første vil jeg gerne lige kommentere på din kommentar om eksperter og elfenbenstårne. Når jeg er ekspert for EHFA er det indenfor en præmis der hedder den kommercielle fitness og sundhedssektor på europæisk plan. Alene af den grund er det ikke nødvendigvis særligt relevant hvad der sker i danske kommuner. Derfor synes jeg din kommentar i den sammenhæng er både skudt ved siden af og upassende. Du er selvfølgelig undskyldt i det tilfælde at du ikke forstod præmissen ;o). Derudover så følger jeg nu rimeligt godt med i både de nationale og lokale sundhedsfremme initiativer, så du må meget gerne konkretisere hvad det er du mener jeg burde have fulgt med i, som du mener jeg ikke har og på hvilket grundlag du mener at kende min kompetencer desangående.
Du har helt ret i at sundhedsfremme på nationalt niveau er en opgave med mange facetter og mange mulige indsatsområder og at projekter der udvider de grønne områder og cyklisters rettigheder og muligheder har en veldokumenteret effekt på folkesundheden i deres lokalområde (det har jeg iøvrigt allerede behandlet andetsteds på bloggen, hvad jeg med reference til din kommentar om at "holde sig orienteret" må sige at jeg så sandelig også gør). De eksisterende sunhedsøkonomiske estimater på den type projekter viser faktisk en langt stærkere effekt end interventionsprojekter som "motion på recept". Til gengæld vil de ikke ramme befolkningen jævnt og derfor vil interventionsprojekter stadig være en nødvendighed og de skal udføres bedre end motion på recept blev det og hvis man skal gøre det, kræver det en brobygning mellem de sundhedsprofessionelle og de trænings/ernæringsprofessionelle (som underforstået primært findes i den kommercielle sektor). Jeg ved at der har været MANGE forespørgsler rettet mod det offentlige mod at tage initiativ til denne brobygning, men desværre uden resultet. Derfor er den kommercielle sektor selv begyndt på dette arbejde.
endelig så påpeger du at den offentlige sektor arbejder mod et mere helhedsorienteret sundhedsbegreb end fitness sektoren og har du for værende jo ret i, men jeg ved at der i den kommercielle sektor, både i danmark og udlandet findes flere kommercielle aktører der har åbnet øjnene for dette og dette monopol på et det helhedsorienterede sundhedsbegreb i den offentlige sektor, tror jeg ikke du skal regne med varer ved.
Det forekommer mig at du tillægger mig nogle motiver og manglende kvaliteter, som du selv har fundet på, hvilket jeg nødig vil lade stå uimodsagt. Jeg udtaler mig ikke på vegne af fitness sektoren, men udelukkende som en person der har følere i mange dele af sundhedssystemet, såvel som i den kommercielle træningssektor, så det er så absolut ikke min intention at "vælge side" på nogen måde i denne debat. Mine overvejelser er primært af faglig og pragmatisk karakter.
Hav en god dag
Anders