“Slankekrigen” – hvad skete der lige dér?

Ja, det måtte jo komme på et tidspunkt.. Vi skal snakke om overvægt, om slankekrigen, “små skridt”, “verdens bedste kur” og sundhedspsykologi…. For folk der spilder mindre tid på dagblade og sociale medier end jeg selv, handler slankekrigen om at Per “helsehippie” Brændgaard Mikkelsen, bagmanden til “Små skridt”-metoden, og Arne “Sundhedsdoktor” Astrup/Christian “lækkert hår” Bitz, har langet ud efter hinanden og deres metoder (øgenanvnene er ment på den pænest tænkelige måde ;o)

Hvad er “små skridt”?

Per Brændgaard

“Små skridt” er dét koncept til vægttab, som Per Brændgaard Mikkelsen har opfundet og vistnok mere eller mindre lever af at fremføre. “Små skridt” handler om at tage små skridt imod en stærkere sundhedsadfærd og om bevidstliggørelsen af denne proces (beskrevet her). I mange sundhedsprofessionelles øjne måske så små skridt, at det er ligegyldigt, f.eks. at smide den sidste vingummibamse fra posen væk, istedet for at spise den. Men måske endnu vigtigere handler det om mindful eating. Altså om at man ved at bruge mindfulness, specielt i spisesituationen, kan tabe sig. Mindfulness er jo egentlig en slags meditationsteknik, men i klart sprog kan det siges, at det handler om at komme i kontakt med sin krop ved at fokusere sin opmærksomhed på de sanseindtryk man modtager, under det man laver lige NU. En psykoterapeut ville sikkert kalde det en metode til at komme “ned i kroppen”. Med andre ord handler det altså (i forhold til mange af de kure og forslag til livsstilsændringer der findes derude) ikke så meget om hvad man skal gøre, men hvordan man skal gøre det. Nu tænker du sikkert: “Hvad fanden er det for noget hippiebras?”, men det sjove er at det rent faktisk virker. Per har en imponerende track record og rigtigt mange glade brugere.

Hvad er “Verdens bedste kur”?

“Verdens bedste kur” er et spinoff efter et større ernæringsstudie der blev lavet på det daværende KVL (jeg vænner mig aldrig til den nye unversitetsstruktur) ved navn DIOGENES (fra DIET, OBESITY and GENES). I DIOGENES kom deltagerne først på en 8-ugers pulverkur, hvorefter de kom i en af 5 forskellige vedligeholdelsesdiæter: en kontrol diæt og de fire mulige kombination der kan laves imellem høj/lav protein og højt/lavt glykæmisk index (Larsen et al, 2010). Årsagen til at de har valgt denne model, er givetvis at det er lettere at få et signifikant resultat på denne måde, og kroppen efter en pulverkur vil være ude af ligevægt og i et eller andet omfang oftest søge tilbage mod den gamle vægt og fordi de har sidestillet diæternes evne til at vedligeholde vægttab med evnen til at inducere vægttab. Det kan man selvfølgelig diskutere, men min personlige holdning er at det er en ok måde at gøre det på. I videnskab må man arbejde indenfor de rammer man har og det er en måde at øge chancen for at finde noget på (underforstået at man bare ikke fremsætter påstande, der faktuelt er forkerte). Og det er ikke urimeligt at antage at den bedste kost til vægtvedligehold også er en god kost til vægttab.

Ikke overraskende fandt man at både proteinindtag og glykæmisk index påvirkede vægttabets holdbarhed bedst og således at højt proteinindtag og lavt glykæmisk index var bedst til at fastholde vægttabet.

Astrup og Bitz

Så Arne Astrup, som er hovedmanden bag det omtalte studie, og Christian Bitz, som har stået i lære hos Arne og har haft masser af face time på Go’Morgen Danmark på TV2, har sammen lavet “Verdens bedste kur” som er Nordisk mad (dét er jo så autentisk og hipt i disse dage og au-TEN-tisk – det er DET de unge vil ha’ ;o) med højt proteinindhold og lavt glykæmisk index. Jeg er ikke helt sikker på hvad deres træningsanbefalinger er, men jeg vil gætte på at de læner sig utroligt tæt op af sundhedsstyrelsens officielle af slagsen. Jeg er ved at finde ud af hvad det eksakte svar er, og indlægget her bliver selvfølgelig opdateret, skulle jeg tage fejl.

Ikke overraskende virker VBK også. Men anbefalingerne læner sig jo også op af det som personlige trænere og kostrådgivere har brugt i mange år efterhånden, så det skulle være mærkeligt, hvis det var anderledes. Men jeg synes bestemt at det er en god ting at det er blevet eksponeret for den danske befolkning på den måde. Jo mere plads hensigtsmæssige koncepter som dette får, jo mindre plads er der til banankure, suppekure og andet damebladsbræk.

Hvad er det med den her slankekrig?

Selvfølgelig er der ikke rigtigt nogen slankekrig, idet det mest af alt er en konsekvens af sædvanlig sensationsjournalistik, men Bitz er blevet citeret for følgende på BT:

“De holder Danmarks overvægtige for nar. Løfterne er ikke bedre end dem, de mest skrupelløse fupmagere bruger til at sælge diverse kosttilskud og slankekure til godtroende forbrugere. Det er ikke det langsomme vægttab som i ’Små skridt’, men det større, hurtige vægttab, der holder vægten bedre på længere sigt.”

Hvilket på moderne ville kunne kaldes en “bold statement”. Det er rigtigt nok at de fleste studier viser, at dem der taber sig mest succesfyldt i starten af en vægttabsintervention er dem der bedst vedligeholder vægttabet, men det har jo ikke noget at gøre med valget af metode til at gøre det med, udelukkende at dem der er bedst til at følge interventionen i starten, gennemsnitligt set også er dem der er bedst til at følge den senere. for god ordens skyld findes der også studier der viser det modsatte (McGuire et al, 1999). Humlen her er at sammenkædningen imellem hurtigt vægttab og valget af type af intervention ikke stammer fra videnskab eller empiri. Der må dog tages forbehold for fejlcitering (jeg stoler ikke så meget på journalister, skal jeg sige jer).

Jeg er personligt overbevist (som i, sådan læser jeg den videnskabelige litteratur og tolker den empiri jeg møder) om at compliance, altså evnen til at følge en foreskreven adfærd/behandling afhænger af interventionens “størrelse”. Hvis interventionen er for voldsom (spis kun grøntsager og kød og træn 3 timer per dag) vil folk falde fra lynhurtigt og dermed ryger både korttids og specielt langtids compliance. Det har man f.eks. set for Atkins kuren. Omvendt, hvis interventionen er så mild, at den ikke producerer objektivt eller subjektivt observerbare effekter, vil compliance ligeledes svigte (“det virker jo ikke alligevel”). Derimellem må der være en passende intensitet af intervention, der sikrer compliance både i det korte og det lange løb. Interventionen skal så selvfølgelig være designet sådan at man får mest mulige effekt på de ønskede parametre (vægt, blodtryk, etc.) i forhold til den belastning, folk oplever det udgør for deres liv. I den sammenhæng udgør en kost med tilstrækkeligt med protein og grøntsager (hvilket ikke efterlader så meget plads til hurtige kulhydrater) (groft svarende til mit tidligere indlæg om mæthedsindex ;o), daglige raske gåture  og ugentlige intense kredsløbsbelastninger (jf. SST’s anbefalinger) en forholdsvis mild intervention, som dokumenteret kan skabe de ønskede effekter.

Men hvad handler den såkaldte slankekrig i virkeligheden om? Det er jo ikke raketvidenskab, hvordan man taber sig. Flere gulerødder, færre sodavand, flere løbeture, mindre fjernsyn, osv. Det har man jo vidst i mange, mange år. “Verdens bedste kur” er kun marginalt bedre end de råd som Kaptajn Jespersen stangede ud i efterkrigstiden eller Jack Lalanne gjorde endnu tidligere. I mine øjne er det mere spændende, hvordan man skaber en bedre compliance og det er lige præcis dét som Per Brændgaard arbejder med i små skridt. Så Bitz og Astrup skriver om hvad man skal gøre og Per om hvordan man skal gøre det. Det er pærer og bananer…. Det er to forskellige ting og begge har deres begrundelse idet begge dele tilsyneladende virker…

Hvorfor er der brug for både “hvad” og “hvordan”

Jeg plejer altid at starte denne slags tirader med at stille spørgsmålet “hvorfor er der stadig flere normalvægtige end overvægtige”? Selvom dette udsagn nok har en sandhedsværdi der snart udløber, så holder selve essensen i det stadig, men lad nu det ligge. Hvis et energioverskud på 5 promille per dag er nok til at føre til væsentlig overvægt på længere sigt, hvordan kan kroppen med så stor præcision vedligeholde normalvægten? Svaret er at vi har en række overlappende mekanismer, der fastholder vægten i normalområdet, en såkaldt vægthomøostase. Den vigtigste af disse mekanismer er sandsynligvis appetitreguleringen, men regulering af hvilestofskifte (varmeproduktion) og autonom regulering af fysiske aktivitetsniveauer spiller sikkert også ind.

Vægthomøostasen har en vis kapacitet til at regulere kropsvægten mod et “normalområde”, selv udsat for forstyrrelser fra vores adfærd. F.eks. plejer december måned at være et alvorligt angreb på denne homøostase, men alligevel normaliserer vægten sig igen i løbet af foråret, selv uden decideret indsats for det (for de fleste). Appetitten er et stærkt og meget følsomt værktøj… Men den er udviklet over mange tusinde år og har ikke tilpasset sig alle de fødeemner som vi har adgang til (og kommer aldrig til det, jf. fraværet af evolutionært selektionspres). De raffinerende fødeemner vi har adgang til, som mel, sukker, færdigretter og så videre har et lavt mæthedsindex, hvilket betyder at vi kommer til at indtage mere mad før vi bliver mætte. Samtidig indeholder de ofte stoffer, som potentielt forstyrrer vores energiomsætning og yderligere skader vægthomøostaten (tænk bare på det nu i danmark udryddede transfedt). Hvis denne type fødeemner udgør en stor del af vores kost og vi samtidige er fysisk inaktive (fysisk aktivitet styrker vægthomøostaten), fører det for nogle folk til at vægten langsomt, men sikkert skrider. Det forklarer de 5-10, måske endda 15 kgs overvægt som mange akkumulerer fra de er 20 til de er 40. Men det forklarer ikke dem der går rundt og er 10, 20 eller 40 kg overvægtige, når de er 25…. De repræsenterer en anden gruppe, som bærer deres overvægt af en anden årsag. De har af forskellige årsager mistet kontakten med deres appetitfornemmelse helt eller delvis, hvilket fjerner vægthomøostatens vigtigste værktøj. I folkemunde kaldes det at trøstespise, men det kan være andre ting – jeg plejer at kalde det psykosocialt betinget spiseadfærd (i modsætning til appetit/sult-betinget). DIsse tilfælde af “afkoblet” appetit spænder selvfølgelig over et bredt spektrum rangerende fra deciderede spiseforstyrrelser til moderat afkobling. De har dog det tilfælles at de i min erfaring (og andre kostvejlederes jeg kender) har en meget, meget lav succesrate med blivende vægttab. Uden appetitten, kan kroppen simpelthen ikke ramme den “naturlige” vægt. Det indlysende spørgsmål er selvfølgelig hvordan fanden man re-etablerer appetitten og her er svaret tilsyneladende en form for terapeutisk arbejde med den sanseintegrationen. Der findes således stærk evidens for at hvis man skal behandle spiseforstyrrelser, om ikke kræver det psykologisk terapi, men det forstærker succesraten meget voldsomt. For “moderat afkoblede” kan mindre nok gøre det og det er lige præcis dét, som “Små skridt” arbejder med. Selvom der ikke er evidens for det, er jeg 100% overbevit om at en styrkelse af vægthomøostaten er en af grundene til at “Små skridt” virker.

Indvidualiseret sundhedskommunikation

Tilsvarende ved man også at der er forskelle i hvordan folk ser på deres overvægt. Der findes således en tendens i befolkningen hvor kvinder siger at deres overvægt skyldes ydre omstændigheder, mens mænd generelt er lidt bedre til at sige at de er overvægtige fordi de æder for meget og laver for lidt. Disse forskelle i selvopfattelse har også en konsekvens for hvordan man skal kommunikere vægttabsstrategier til dem.

Et andet element der skal tilgodeses i hvordan man kommunikerer vægttabsstrategier, er det element af branding, der er i valget af strategi. Et glimrende eksempel på dette er den modvillighed kvinder normalt har overfor at lave “rigtig” styrketræning i forbindelse med vægttab, eller mænds modvillighed mod at spise grøntsager. Begge dele er fundamentalt irrationelle, men ikke desto mindre stensikkert elementer som kan og vil påvirke compliance, hvis de uden forberedelse indkøres i en vægttabsstrategi til de relevante grupper.

Humlen i dette, er at der i befolkningen findes forskellige segmenter, som både har forskellige objektive behov og som kræver forskellige kommunikationsstrategier for at sikre bedst compliance, hvorfor både “Verdens bedste kur” og “Små skridt” har deres plads – det er bare meget forskellige pladser.

Referencer

Larsen, T. M., Dalskov, S.-M., van Baak, M., Jebb, S. A., Papadaki, A., Pfeiffer, A. F. H., Martinez, J. A., et al. (2010). Diets with high or low protein content and glycemic index for weight-loss maintenance. The New England journal of medicine, 363(22), 2102–2113. doi:10.1056/NEJMoa1007137

McGuire, M. T., Wing, R. R., Klem, M. L., Lang, W., & Hill, J. O. (1999). What predicts weight regain in a group of successful weight losers? . Journal of consulting and clinical psychology, 67(2), 177–185.

12 Comments

  1. Flemming den 22. september 2012 kl. 14:36

    Fin artikel.

    • incognitodk den 22. september 2012 kl. 17:04

      tak flemming ;o)
      Anders

    • Arne den 22. september 2012 kl. 23:01

      Enig!

      • incognitodk den 23. september 2012 kl. 1:45

        Tak Arne

        Anders

    • Karen den 2. januar 2013 kl. 12:30

      meget enig! Interessant at sætte tingene lidt på spidsen -ikke mindst heltene.

  2. Klaus den 23. september 2012 kl. 19:11

    Hvad tænker du om atkins kuren? http://www.bodylab.dk/atkins-kuren/

    • incognitodk den 23. september 2012 kl. 20:55

      Der er ingen tvivl om at atkins virker, ihvertfald i et lidt kortere tidsperspektiv, men i praksis er det en kur og ikke en livsstilsændring. De fleste studier viser at meget få kan vedligeholde atkinsdiæten i længere tid (flere år), hvilket øger risikoen for at falde tilbage i en uhensigtsmæssig livsstil. Derudover er det svært at spise nok grøntsager med atkins, så det er tvivlsomt om man kan sige at den er sund i en lidt større sammenhæng.

      Anders

  3. M.Hansen den 27. september 2012 kl. 19:22

    Spændende blog du har, incognito. Jeg ser frem til at læse en masse gode artikler herinde i fremtiden.

    • incognitodk den 28. september 2012 kl. 7:41

      så skal jeg forsøge at forsyne dem ;o)

      Anders

  4. Sugarray den 28. september 2012 kl. 15:44

    Man skulle tro du havde læst mine tanker – Havde virkelig håbet på at du på et eller andet tidspunkt ville tage "Krigen" op til behandling.
    Rigtig god artikel!!!

    // Sugarray

  5. Tungmetal den 14. november 2012 kl. 10:38

    Hej Anders.
    God artikel.
    Jeg vil blot hører om hvad du mener med "Samtidig indeholder de ofte stoffer som forstyrrer vores energiomsætning og yderligere skader vægthomøostaten"
    Er der tale om salt, sukker osv., tænker du på tilsætningsstoffer, eller er det noget helt tredie?

    • incognitodk den 14. november 2012 kl. 13:24

      både salt og tilsætningsstoffer. For 10 år siden havde det f.eks. været transfedt, men jeg er overbevist om at der med tiden vil komme dokumentation for at visse af de tilsætningsstoffer vi bruger ikke er sunde og de vil blive fjernet præcis på samme måde som vi så det for transfedt.

      Anders

Leave a Reply Cancel Reply