Programanmeldelse: German Volume training

Så fik jeg endelig skrevet noget andet end et indlæg om faste. Der har været adskillige forespørgsler på programanmeldelser og jeg havde denne næsten færdige kladde til at ligge i skuffen, som jeg lige så godt kan skyde af ;o)

Jeg var egentlig ved at skrive et indlæg om fleksibilitet og udstrækning, men det eksploderede lidt i tastaturet for mig, så det bliver spredt ud over flere indlæg og så kunne jeg gøre noget ved dette afsnit af mine programanmeldelser, denne gang om German Volume Training (GVT). GVT er blevet kendt på diverse debatfora for styrketræning og også i det lidt blødere træningssegment, idet Birgitte Nymann har taget det til sig, men i hendes fortolkning er det blevet bastardiseret temmeligt hårdt. GVT er et bodybuilding program for folk, der er moderat trænede (for utrænede er så højt et træningsvolumen normalt overkill). Man laver 10×10 i basisøvelser med langsomme, kontrollerede bevægelser med stort bevægeudslag, med så stor belastning, at man opnår meget høj muskeludmattelse og dét er hemmeligheden. Så duer det ikke, at man laver 10×10 i air squat, jump squat, rotationsøvelser og det bliver sat sammen som en del af stationstræning eller cirkeltræning. Det kan sagtens være fin træning, det er ikke dét. Det er bare ikke GVT, som altså primært er et program, man bruger til at bygge muskler.

Kort om GVT

German Volume training er noget, som man normalt siger, stammer fra Charles Poliquins tid som skribent på Muscle Media 2000. Om det rent faktisk kommer fra Tyskland eller om navnet udelukkende var noget han fandt på, for at få det til at lugte af mystiske esoteriske vægtløftningshemmeligheder fra Østen, står faktisk ikke klart, men hvorom alting er, så er det et program, der har vundet indpas blandt motionister og hobby bodybuildere verden rundt. Det skal ikke forveksles med George Turner 10×10 programmet, som godt nok også er et 10×10 program, men med visse forskelle.

GVT

GVT

HVAD ER GVT?

Kort sagt, så er det et 10×10 3-split program, man kører over 5 dage, hvilket underforstået betyder, at der er 2 hviledage i hver 5-dages periode. Selve 10×10 protokollen afslører jo i sig selv, at antallet af øvelser er begrænset, idet det ville være for hårdt at køre i 4-5 øvelser. Man kører 10×10 i to basisøvelser og derefter 3-4×8-10 i to mindre øvelser bagefter. Poliquin har skrevet en lang række artikler om GVT og det ser ud til, at han ikke kan blive helt enig med sig selv, om han mener, at vægten skal være så let at man kan gennemføre alle 10×10 og så indføre gradvise stigninger, eller om vægten skal være så høj at man ikke kan gennemføre alle sæt og så først øge vægten når man kan tage alle sæt. Tilsvarende er han heller ikke helt enig med sig selv om de to første basisøvelser skal supersættes med hinanden og de efterfølgende to isolationsøvelser ditto, eller om øvelserne skal køres afsluttet sekventielt. I dette indlæg har jeg valgt den tolkning, der hedder, at man sætter vægten så alle 10×10 kan gennemføres og øvelserne supersættes, men mere om det lidt senere.

Der lægges op til, at man gennemfører med korte pauser (1-2 minutter) og med relativt lange eccentriske faser (4-5 sekunders eccentrisk fase). Derudover anbefales det, at man starter med at træne med sit 20RM eller cirka 60% af sit 1RM på 10×10-øvelserne og omkring sit 15RM til 3×10-12 øvelserne. Herefter skal man så øge belastningen med cirka 2.5% per gennemgang af programmet. Hvis du vælger udgaven af programmet, hvor du starter så højt, at du ikke kan gennemføre alle sæt, så øger du først med cirka 2.5%, når du kan gennemføre alle sæt.

Dag 1 Dag 2 Dag 3 Dag 4 Dag 5
A1- Decline DB pres – 10x10A2 – UHG kropshævninger – 10x10B1 – Incline DB flyes – 3×10-12B2 – 1H DB rows – 3×10-12 A1 – Back squat – 10x10A2 – Leg curl – 10x10B1 – hoftebøjer træk – 3×10-12B2 – Siddende læg – 3×10-12 fri A1 – Dips – 10x10A2 – Hammer curls – 10x10B1 – DB bagskulder (rear laterals) – 3×10-12B2 – DB sideløft/laterals – 3-10-12 fri

Man kan selvfølgelig diskutere, om det er et smart øvelsesvalg. Jeg ville nok mene, at man kunne savne noget bagkæde og vertikalt pres, og var man mere BB-orienteret, ville man sikkert spørge til mere armtræning, men sådan er det – man kan ikke få det hele.

Hvad er det fede ved GVT

Det fede er, at det er let og at det virker. Høj volumen og høj udmattelsesgrad er noget, der virker, når det kommer til hypertrofi, længere er den ikke. Personligt ville jeg til hver en tid foretrække den udgave, hvor man sætter vægten, så man fra start kan gennemføre de 10×10 (og derefter øger vægten gradvist) istedet for at ramme failure i 5-8 sæt per træning, da det ville kompromittere bevægelseskvaliteten og øge skadesrisikoen at skulle lave så meget failure træning, uden man nødvendigvis fik lavet særligt meget mere udmattelse og dermed resultat ud af det.

Om man så skulle vælge udgaven med supersæt eller ej afhænger lidt af de resultater, man ønsker. Supersættene vil givetvis give en lidt større systemisk anaerob metabolisk belastning og dermed gøre det lidt mere egnet til vægttab/cut. Mens udgaven, hvor hver øvelse afsluttes, før man går videre til den næste, er en smule bedre til rendyrket muskelvækst. Tilsvarende er udgaven, hvor vægten er sat så højt at man ikke kan gennemføre alle sæt, nok bedre egnet til mere trænede, da de generelt har behov for større stimulus og har bedre bevægelseskvalitet, mens udgaven, hvor man kan gennemføre alle sæt er bedre egnet til lidt mindre trænede, da de har brug for mindre stimulus og lettere kan få teknikdrift på grund af udmattelse, som kan øge risikoen for at komme til skade.

Hvad er det ufede ved GVT?

GVT er splitprogram på godt og ondt. I den foreslåede opsætning er der to overkropsdage og en underkropsdag og der er 2 presseøvelser vs. 1 trækkeøvelse, og slet ingen bagkæde basisøvelser. Om den opdeling er god eller ej, afhænger jo af målene med træningen, men jeg ville ikke bruge sådan en løsning. Jeg har nogle forslag nede under tweaks.

Derudover er 5-dages cyklussen bøvlet at få til at passe sammen med ugen. Det svarer til 4,1 ugentlige træningsdage og så kan man jo bare fordele det udover 4 ugentlige træning, men dét som mange i praksis gør, er at de bare strækker de 5 dage ud til en uge, og så kommer nogle af de vanlige problemer med, at frekvensen på f.eks. bentræning bliver meget, meget lav, lige pludselig.

Når man satser rendyrket på muskeludmattelse sker det næsten altid på bekostning af kvalitetstræning og lidt højere intensitet og her er GVT ingen undtagelse. Det er nok en fin måde at bygge muskler på, men det er bestemt ikke en optimal måde at bygge max 1RM styrke op på. Til gengæld ligger sådanne muskeludmattelses/hypertrofi programmer rigtigt fint umiddelbart før lidt tungere træning, f.eks. ville det være meningsfuldt at træne 6-8 uger med GVT før en tilsvarende blok med et 5×5 program.

Derudover er GVT ikke i udgangspunktet periodiseret. Det har Poliquin selv skrevet lidt mere om, men det kommer jeg til under “tweaks”. Den eneste periodisering er den stigning i vægt, der er indbygget og med den opsætning, der er lagt op til, vil det gå forholdsvis langsomt. Dermed er GVT ikke noget, man skal køre i mere end 6-8 uger. Selv med udskiftning af øvelser, er det mit bud, at man vil få bedre resultater med at skifte til et program med anderledes fordeling af udmattelse, intensitet og volumen efter et par måneder.

Tweaks

Poliquin selv er jo ikke dum, så han har imødegået periodiseringsproblemet ved at foreslå flere forskellige periodiseringer til GVT, og der ligger en lang række muligheder ude på nettet. Ofte præsenteres det som 1) beginner, 2) medium og 3) advanced udgaver. Udgaven præsenteret ovenover svarer i den sammenhæng til nr. 1. En af de muligheder, der er i spil, som nr. 2, er at man efter en periode med 10×10 kan gå over til en periode udført grundlæggende på samme måde, men med 10×5-6 (10 sæt á 5-6 gentagelser), hvor man øger vægten, indtil man ikke kan længere. Den måde man tilsvarende kan fortsætte på, er ved at gå over til en såkaldt wave loading periodisering, hvor man skifter rep range ned fra 6 til 5 og så 4 og måske endda 3, mens vægten skrues op. Når man er nået ned til 3 eller 4 gentagelser per sæt skifter man i næste periode tilbage til de 6 gentagelser, men hvor vægten er steget 2.5-5% siden sidste 6-reps periode, f.eks. som vist herunder

Træning 1: 10 sæt af 6 @ 110 kg
Træning 2: 10 sæt af 5 @ 115 kg
Træning 3: 10 sæt af 4 @ 120 kg
Træning 4: 10 sæt af 6 @ 115 kg
Træning 5: 10 sæt af 5 @ 120 kg
Træning 6: 10 sæt af 4 @ 125 kg

Under alle omstændigheder fungerer denne type program, hvor der er fokus på muskeludmattelse og muskelvækst, som en god primer for noget mere styrkeorienteret træning. En periode (på 6-8 uger) med 10×10 er en rigtig god forberedelse for en periode f.eks. for et af de mange 5×5 programmer.

Selv øvelsesvalget bliver begrænset af set-uppet, hvor der i praksis kun er 3 forskellige dage, og det tillader ofte ikke, at man får trænet alle de øvelser, man gerne ville, specielt hvis man gerne vil træne både ben og bagkæde, og have balance imellem presse og trække øvelser. Af samme grund ville jeg personligt foretrække at have to forskellige øvelsessetups, som jeg skiftede imellem, så man i praksis har en 10 dages cyklus med 6 træningsdage eller simpelthen tog konsekvensen af, at 5-dages programmet passer dårligt med ugen og istedet lavede et 4-split baseret på 10×10 setuppet.

Igen, som med mange andre programmer, så kan man jo tage noget af det gode fra GVT med over i andre programmer. Hvis man gerne vil træne styrke for underkroppen og bodybuilding for overkroppen kan man sagtens blot bruge 10×10 træning for overkroppen og noget mere styrkebaseret for underkroppen. Der er ihvertfald ingen tvivl om, at stor volumen og stor muskeludmattelse er noget, man gror buler af.

Bedømmelse

Samlet vurdering 3.6/5

muskelvækst 4.5/5 (mange kg løftet langt per træning giver flotte buler)

styrke 3/5 (man bliver bare ikke stærkere i 1RM ved at træne ved 15RM)

brugbarhed/anvendelse 3.5/5 (5 dages program. WTF?!)

18 Comments

  1. Oscar den 31. juli 2013 kl. 14:56

    Hvorfor betyder det så meget for dig, at det ikke passer ind i ugen?

    • incognitodk den 31. juli 2013 kl. 20:17

      Langt de fleste mennesker træner på faste ugedage og langt de fleste voksne mennesker har visse ugedage der skal bruges på andet. Og da selve 5-dages splittet ikke tjener noget særligt formål, virker det bare overflødigt. Der er simpelthen ingen effektmæssig fordel ved at lave et 3-split over 5 dage i forhold til at lave et 4-split over 7 dage, hvor sidstnævnte ville være mere fleksibelt. I mine øjne er det bare en fuldstændig unødvendig feature der KAN komme i vejen for resten af ens liv, hvis man har et stramt program. Men det er muligvis bare mig der er sippet ;o)

      Anders

  2. Thomas Nygren Hansen den 17. august 2013 kl. 16:48

    God anmeldelse. Oplagt at din næste anmeldelse bliver George Turner som mange forveksler med GVT og omvendt! Især glemmer mange tempoet i GVT.

    • incognitodk den 20. august 2013 kl. 8:25

      Hej Thomas
      Tak for kommentaren. ja, der er en kladde til GT10x10, som forhåbentlig bliver færdig i løbet af de næste måneder ;o)

      anders

  3. Simon Iversen den 15. september 2013 kl. 9:19

    Det kunne være fedt med en anmeldese af Wendlers 5/3/1 og evt set i forhold til hans nye bog med flere tweaks

    • incognitodk den 16. september 2013 kl. 14:53

      Haha. jeg har allerede en kladde med det til at ligge. Men desværre er der også 69 andre kladder der ligger og råber på mig ;o) Skal nok arbejde på det.

      Anders

  4. Anmeldelser af træningsprogrammer - KropBlog den 1. september 2014 kl. 14:07

    […] German Volume Training (GVT) 10×10 […]

  5. Thomas den 19. oktober 2014 kl. 22:38

    10×10 er måske en smule for meget hvis du spørger mig 😉 jeg synes 6×6 er mere end nok hvis vi snakker rent volumetræning. Kan huske en "champen" fra Odense som anbefalede folk at køre 10×10 i dødløft inde på Motion-online og folk brændte bare af på stribe lol. Wendlers 5.3.1 virker rimelig solidt. Ellers interessante synspunkter 🙂

    • incognitodk den 20. oktober 2014 kl. 8:28

      haha, ja jeg kan godt huske perioden, hvor Champ programmerne florerede. Jeg ville nu heller aldrig mene at 10×10 egner sig til dødløft og kun i squat, hvis teknikken er virkelig crisp. Jeg er dog stadig af den observans at hvis man udsatte to enæggede tvillinger for hhv 6×6 og 10×10 i de samme øvelser, så tror jeg at ham der lavede 10×10 ville have det største muskelvækst respons. Når det så er sagt, så repræsenterer det også den ende af spektrummet, hvor der er mest fokus på muskeludmattelse og er selvfølgelig ikke der, man skal blive for good ;o)

      Anders

  6. Casper Christensen den 25. marts 2016 kl. 11:57

    Hej Anders,

    1. Interessant anmeldelse der giver inspiration og reflektion!

    2. Hvad tænker du om en 2/4-split konstellation, som bygger på et 2-split på bryst/ryg + ben/DL, men variere i øvelsesvalg derfor 4-split. Grundstammen er to øvelser 10×10 som i Poliquins med to hvilledage til muskelgrupperne? Er det at presse citronen for en almindelig mand, der spiser fornuftigt og holder 8 timer under dynen?
    Jeg synes frekvensen virker ekstremt lav i grundstammen, alternativt skal man over i en 10-dages cyklus – men en hel træningdag med arme?!

    Vh. Casper

    • Anders Nedergaard den 26. juli 2016 kl. 12:36

      Nej, det burde man sagtens kunne. Dog er 10×10 i DL nok en stor bid, så man kunne overveje RDL’s eller noget andet.

      Anders

  7. Benjamin den 1. august 2016 kl. 6:39

    Hej Anders
    Super god anmeldelse. jeg overvejer at prøve kræfter med GVT, for at prøve noget nyt i min træning. Men netop det du skriver med at det kan være svært at få et 3/5 program til at fungere i hverdagen, har holdt mig lidt tilbage.
    Når du så omtaler de mange hviledage som unødvendige, skal det så betyde at du mener at programmet stadig vil fungere optimalt, hvis jeg f.eks. trænede programmet 6 dage i streg med hviledag søndag?

    • Anders Nedergaard den 1. august 2016 kl. 14:38

      Det ville nok være liiiiige voldsomt nok. Jeg ville nok bare køre programmet skaleret til ugen, så hvis det f.eks. var 4 dage per uge, så bare køre det igennem 1 1/3 gange per uge. Og evt. bumpe det op til 5 gange eller 6 gange i ugen. Men at starte med at køre det 6 gange i ugen tror jeg ville være en liiidt for stor mundfuld.

      Anders

  8. Thorsten den 18. august 2016 kl. 12:47

    Hejsa
    Jeg har kreeret min egen variant, der tager hensyn til halvsløje knæ og lidt mere skuldre/arme. Det hele køres som dobbelt sæt, og starter på hhv. hver andet minut for 10/10 eller hver 1.30 for 5/5 Kom med en kommentar.. 🙂

    Chest/Back
    Exercise Sets Reps Rest (ca.)

    Bench Press  10   10 90
    Bent over Rows 10 10 90

    Incline Benchpress 5 5 60
    Chinups 5 5 60

    DAY 2

    Side and Back Laterals/Calves

    Side DB raises 10 10 90
    Calfraises (Standing) 10 10 90

    Upright Rowing 5 10 60
    Cable rear Laterals 5  10 60

    DAY 3

    Running

    DAY 4
    Deadlift/Front Delts + Legs

    Deadlift 10 10 90
    Pushpress  10  10 90

    Legpress 10 20 60
    Legcurls 10 20 60

    DAY 5

    Arms

    Dips  10  10 90
    BB Curl 10 10 90

    Rope Press 3  10-12 60
    Hammercurl  3  10-12 60

    DAY 6

    Cycling

    REPEAT

    • Thorsten den 18. august 2016 kl. 12:53

      Arrgh, øvelser med 5 sæt er self. også med 10 reps

    • Anders Nedergaard den 21. august 2016 kl. 18:42

      Jeg synes det ser meget fint ud, bortset fra at der ikke er noget rigtig bentræning ;o)

      Anders

  9. Kasper den 8. september 2016 kl. 10:53

    Hej Anders
    Kan se du foreslår 10×10 kropshævninger samt 10×10 dips. Personligt ville jeg aldrig kunne komme op på 10 gentagelser i de sidste af sættene og i sær ikke ved kropshævninger. Jeg tror mange, som træner efter volumen, har det ligeså. Er det forventeligt at man kan gennemføre 10×10 + kg i disse øvelser?

    • Anders Nedergaard den 8. september 2016 kl. 14:49

      Hej Kasper
      Jeg har bare reproduceret den mest oprindelige udgave af programmet jeg kunne finde. Kan man ikke lave 10×10 erstatter man selvfølgelig bare med en bevægelse i samme plan, hvor man godt kan.

      Anders

Leave a Reply Cancel Reply