Artiklen indeholder: Undersøgelsens resultater, Konklusion: Koffein i pre-workout, Referencer og kilder
Det er ubestrideligt at koffein har en præstationsfremmende effekt, men der er ikke nogen dokumentation for at det giver mere fedttab eller muskelopbygning over tid (1). Det ændrer dog ikke på at koffein er en central komponent i rigtigt mange pre-workout produkter. Men hvor meget koffein er der i?
En gruppe australske forskere har her i september fået publiceret et studie hvor de har målt koffeinindholdet i en række pre-workout kosttilskud (2). De har i studiet målt 15 internationalt kommercielt tilgængelige produkter, hvoraf flere af dem findes i Candidlabs pre-workout kategori.
De fandt produkterne fra “bedst sælgende” produkter på bodybuilding.com. Produkterne skulle samtidig være tilgængelig i to ud af tre af de største australske kosttilskudsbutikker og kunne identificeres i en brugerundersøgelse af australske forbrugere. Det resulterede i de 15 valgte produkter. De i forbrugerundersøgelsen 5 mest kendte produkter blev der købt 3 forskellige bøtter af, og resten blev der købt en bøtte af. Herefter samplede man prøverne som beskrevet nedenunder og målte alle prøver i triplikat med akkrediterede metoder.
Undersøgelsens resultater
For det første fandt man at kun 6 ud af de 15 produkter rent faktisk deklarerede deres koffeinindhold. I resten af produkterne var koffeinindholdet skjult bag “proprietary blends”.
Da de købte produkterne kunne de se at i flere af dem, var der synlige lag i bøtterne. Derfor valgte de ikke at ryste og blande dem, men at tage prøver fra forskellige dybder i bøtterne. Gennemsnitligt indeholdt de fleste af produkterne godt nok den deklarerede mængde koffein (med undtagelse af produktet BSc K-OS Gold Label, der kun indeholdt 59% af dem deklarerede mængde), men for mange af produkterne var der næsten 50% forskel i koffein koncentrationen, afhængig af hvor dybt i bøtten man tog prøven.
Her var tilskuddene MusclePharm Arnold Iron Pump, BSc K-OS Gold Label og USPlabs Jack3d nogle af de største syndere. Det gør altså en potentielt ret stor forskel om man får 300 eller 450 mg koffein i en portion. Særligt hvis man begynder at oppe dosen, fordi man tidligere har prøvet at få scoops med for lidt koffein og derfor undervurderer indholdet af koffein.
Endelig, så sammenlignede man koffeinindhold på tværs af tre forskellige bøtter af de fem mest populære pre-workouts og her fandt man at der var relativt stor varians mellem bøtter. Det værste eksempel var Cellucor C4, hvor en bøtte indeholdt det dobbelte af en anden. Igen, det gør en verden til forskel om man får 300 eller 600 mg koffein. Særligt hvis man er koffeinsensitiv og f.eks. Kan få hjertebanken eller have svært ved at sove, hvis man får for meget koffein.
Konklusion: Koffein i pre-workout
Undersøgelsen viser altså helt kort:
- At det i preworkout-produkter kan forekomme at der er vidt forskellige mængder protein i forskellige bøtter fra det samme produkt.
- At koffeinen ikke er blandet nede i bøtten, men ligger i lag. Det er derfor altid en god ide at blande sit preworkout ved at ryste bøtten grundigt, før den kommer op på hylden.
- At kun 6 ud af 15 produkter rent faktisk deklarerer indholdet af koffein.
Det understreger endnu en gang at kosttilskudsbranchen har problemer og at der er brug for flere vagthunde til at hænge i haserne på dem. På Candidlab er resultaterne taget til efterretning og vi vurderer hvordan vi kan tage højde for den slags fund i vores vurdering af preworkout tilskud.
Referencer og kilder
1. Goldstein ER et al. International society of sports nutrition position stand: caffeine and performance. J. Int. Soc. Sports Nutr. 2010;7(1):5.
2. Desbrow B et al. Caffeine content of pre-workout supplements commonly used by Australian consumers [Internet]. Drug Test. Anal. [published online ahead of print: September 9, 2018]; doi:10.1002/dta.2501