Der er utvivlsomt nogle af de tilhørende, der er dybt uenige i præmissen for dette indlæg, så jeg er ret spændt på, hvilken type debat der kommer ud af det. Jeg har både fra min tid på Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital og fra min tilknytning til det sportsvidenskabelige samt det idrætsmedicinske og -fysioterapeutiske miljø et stort netværk indenfor, hvad jeg vil kalde, manuelle behandlere. I min terminologi dækker det over fysioterapeuter og kiropraktorer og alle de uden akademiske meritter, som tilbyder nogle af den samme slags ydelser, oftest baseret på kompetencer fra selvfinansierede kurser (body-SDS, Z-health, osv.). Det er min erfaring, specielt fra fysioterapien, at en temmeligt stor del af de kompetencer, der ligger hos fysioterapeuterne (forstået som en pulje af mennesker), stammer fra forholdsvis dyre selvfinansierede kurser, og det er dét, jeg gerne vil sige noget om.
Hvad er problemet?
Problemet er, at mange af de “udvidede kompetencer” ligger i en selvfinansieret kursussfære i stedet for en uafhængig (og gerne forskningsbaseret) institution. Det er ikke fordi, at alt skal være evidensbaseret, misforstå mig ikke, for det skal det ikke. Der skal også være plads til de blødere kvaliteter og den boblende ursump af teknikker og forklaringsmodeller, som er på vej til enten at blive forkastet eller inkluderet i den evidensbaserede sfære. Uden dem ville faget dårligt kunne udvikle sig.
Problemet helt konkret er, at hvis man gerne vil være en god manuel behandler, så er man som fysioterapeut henvist til at skulle tage kurser/uddannelser typisk indenfor forskellige “skoler” af manuel behandling som Mulligan, McKenzie, ART, Osteopati, OMT osv. Det vil sige, at disse kompetencer er lukket inde i miljøer, hvor man skal betale for at få adgang.
Det vil sige at teknikkerne og forklaringsmodellerne ikke er fri til at blive testet og dermed be- eller afkræftet af ens fagfæller. De, der har et kursus, hvor de udbyder denne eller hin teknik eller forklaringsmodel, er simpelthen ikke nødvendigvis interesserede i at lade deres viden/teknikker/forklaringsmodeller slippe ud, fordi det kan være, at der er nogen, der laver en undersøgelse og finder, at det ikke virker, eller ihvertfald ikke virker bedre end noget andet, der findes i forvejen. Så har de en bedre forretning, hvis de holder det hele lukket inde i deres egen kursussfære og kan stå og sige til deres kursister “at det bare er heeelt fantastisk” og kan kurere alt fra præekklampsi til dropfod.
Det påvirker sandsynligivis også modtagerens forudsætninger for at forholde sig kritisk til de informationer, de får serveret. Hvis man har betalt mange tusinde kroner for et kursus, sammen med en masse andre kursister, der har betalt lige så meget, har man skabt et miljø, der ikke er særligt befordrende for at bevare et helt åbent sind og tage ordentlig stilling til, om det man får at vide rent faktisk giver mening eller ej.
Et andet problem er, at flere af disse skoler har forskelle forklaringsmodeller på nogle af de samme problematikker, hvilket kan stille folk i den situation, at de i nogle tilfælde skal vælge, om de tror på den ene eller anden forklaringsmodel og dermed den ene eller anden skole. Det er sådan set ok, for sådan er det videnskabelige miljø også, men dét valg skulle gerne være præget af en faglig overvejelse, fremfor hvilke kurser man lige har været på, hvor stor en markedsandel de forskellige forklaringsmodellers skoler har osv. Sådan er det ikke min oplevelse det er nu…
Man kunne i princippet sagtens strække den samme problematik ud til at gælde fitness/sundheds/livsstilsområdet. På den ene side har man et ikke særligt proaktivt idræts- og ernæringsfagligt miljø, og på den anden side har man nogle undertiden særdeles alternative forklaringsmodeller (Poliquin og Chek comes to mind). Det skaber et ret polariseret rum, hvor forbrugeren ofte bliver tvunget til at vælge side imellem en konservativ og ikke så rummelig faglig/videnskabelig kommunikationskultur og en alternativ/holistisk, som ikke er særligt god til at sortere skidt fra kanel. Men det skal der nok komme mere om ved en anden lejlighed.
Nu er der for nyligt blevet etableret en kandidat uddannelse i fysioterapi på Syddansk Universitet i Odense, men den er “desværre” blevet meget forskningsorienteret. Jeg ville så gerne se et forsøg på at trække noget af de manuelle teknikker, der svæver rundt i kursussfæren, ind i de faglige miljøer, så fysioterapeuter fra start af kan blive bedre udrustet til at vælge, hvilke “skoler” de skal forholde sig til i forhold til hvilke fysioterapeutiske specialer de gerne vil arbejde med. Samt at alle de her teknikker i højere grad kan blive til en del af den videnskabelige sfære, så de kan blive evalueret ordentligt af objektive øjne. Suk….
HVAD ER LØSNINGEN?
Nu er jeg jo open-access og informationsanarkist, hvilket til dels røber mit standpunkt til at starte med, men jeg mener, at hvis man har opdaget en ny årsagssammenhæng eller teknik, så skal man smide den ud til folket, så de kan evaluere den. Hvis konceptet er godt og holder vand, så skal folk nok komme og gerne vil have kurser, foredrag og oplæg. Jeg tror virkeligt på, at hvis man giver noget væk, så skal der også nok komme noget igen. Jeg tror desværre at den kursuskultur, der eksisterer omkring mange af de her ting, i et eller andet omfang er en konsekvens af, at der er nogen der går mere op i at tjene penge end i at sprede viden (og desuden være villig til at lave verden teste sine ideer, på godt og ondt)
Fysioterapien har et problem fordi det repræsenterer et uigennemskueligt fag der på overfladen og officielt gerne vil baseres videnskabeligt men i praksis er præget af kassetænkning og uvidenskabelighed.
Det helt store problem er i mine øjne at der ikke findes officielle specialiseringsveje. Efter grunduddannelse beror det på tilfældighed og opsparing hvilket produkt terapeuten ender ud som. Havde der fra officielt hold været defineret et vist antal specialeretninger med dertilhørende mål for erhvervede kompetencer ved endt specialistuddannelse havde man kunne holde bolden på egen (videnskabelige)banehalvdel istedet for at spille den i fødderne af koncepterne der har økonomiske interesser frem for videnskabelige.
Jeg kunne gå meget længere med dette problem, men lad os holde den her for overskuelighedens skyld. Jeg håber i øvrigt at det vækker genlyd i fysverdenen at interessenter udenfor faget stiller stort spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det er der i den grad grund til…
Mvh Anders Møller, fysioterapeut.
Du formulerer det jo langt klarere (og kortere) end undertegnede ;o) Men det er fedt at det ikke kun er mig der tænker det. Efter at have talt med så mange om det og endnu ikke have set et sted hvor det er italesat, håber jeg da også at det kan være med til at skabe noget opmærksomhed ;o)
Tak for kommentaren ;o)
Anders
Og opmærksomhed fik det. jvf artikler og debat på fysio.dk ! Vældig godt og stor credit til dig for at have sat gang i noget her. Så har man vel fået det optimale ud af sin blog!
Mvh Anders Møller
Det må man sige… Jeg er skam også stolt af det. Tak for bidragene både her og på facebook ;o)
Anders
Er det vi har lige nu ikke netop åbent tilvalg og metodefrihed, hvor personlige erfaringer afgør hvilke kurser der overlever? evidensbaseret tilgang udelukker ikke en underskevet af nye metoder og ideer. Som kommende læge synes jeg det er mega irriterende at man ikke kan vide, om patienterne spilder tiden hos en behandler, der risikerer at skabe nye fysiske problemer…
Det kunne man måske godt umiddelbart tro, men som jeg oplever det sker der det at, når man overlader denne slags ting til markedskræfterne i stedet for faglige dynamikker at regulere den slags ting, at det ikke kommer til at handle om hvor godt en "skole" klarer sig fagligt og videnskabeligt, men hvor gode teamet bag den er til markedsføring. Under alle omstændigheder er det et problem at så mange fys studerende har en oplevelse af at de rent faktisk er nødt til at erhverve sig de fleste af deres manuel terapi kompetencer, som trods alt er en ret central del af fysioterapien, udenfor en faglig sfære. Som du ganske rigtigt påpeger har det også en konsekvens for reproducerbarhede og ensartetheden af hvilke services fysserne tilbyder. et ydernummer der er tilknyttet en gruppe Mckenzie fysser vil have bestemte forcer og ulemper i forhold til nogle problematikker, mens et ydernummer tilknyttet en gruppe fra en anden "skole" vil have nogle andre forcer og ulemper. I forhold til den måde henvisningssystemet er indrettet på nu om dage er det da tydeligvis et problem.
Tak for kommentaren
Anders
Som temmelig nyuddannet fysioterapeut synes jeg det er skræmmende at vi er blevet sluppet fri i en verden af praksis uden at kunne vores fag. Jeg har meget ofte i studiet hørt "du lærer først det her rigtigt når du har brugt det i praksis og skabt dig nogle erfaringer." Det er en korrekt udtalelese, men problemet opstår i min optik når man kaster sig ud i den private praksis uden egne erfaringer. Der er typisk ikke en læringsvenlig atmosfære, og der er ikke plads/tid til at være ny, uerfaren og stille spørgsmål. Man skal på meget kort tid anskaffe sig 10 års erfaring, og man kaster sig ukritisk ud i kurser for at lære alt og intet.
Man kunne næsten efterlyse noget der minder mere om den gammeldags mesterlære eller ihvertfald et system med praktik, hvor der rent faktisk var plads til læringselementerne. Tak for bidraget.
Anders
Go debat. Men kan det være anderledes hvis man vil fordybe sig i en bestemt tilgang (Mulligan- Mc-Kenzie- Akupunktur-…). Skolerne kan ikke være lige gode til det hele(heller ikke down under hvor det manuelle niveau er højre på skolerne). Jeg har ikke hørt undervist på et ("koncept") kursus at det kan stå alene, men at man klare sig bedst med en tilgang der rummer mere. Ja der mangler evidens, det er bare så omfattende en mængde studier der skal laves.. måske om 10-20 år?
Det er nævnt at kurserne er dyre, typisk mellem 1400-1800 pr dag. Hvilken pris er rimelig(ikke dyr). Tænk også på at andre steder kan en dagspris være på 2000,- og op efter.
Tager kurserne og har "våde" drømme om en manuel uddannelse (master- kandidat) på et højt nok niveau.
jeg synes at sådan en pris ikke vidner om at det handler om vidensdeling, men om at det handler om at tjene penge istedet for. Men det egentlige problem er egentlig skismet imellem den her kursussfære og så de faglige miljøer og det er et problem der stammer fra begge lejre, imho.
Anders
Hej Anders!
Jeg er så en af dem, der har arbejdet i faget i næsten fyrre år. Uddannet dengang al fysioterapi grundede i en grundig undersøgelse , børns motoriske udvikling,og det var ligegyldigt om en patient var ortopædkirurgisk eller neurologisk ,vi behandlede med PNF,el-stimulation,massage,ledfrigøring og øvelser; det var "Hands on" altså en masse manuelt og ikke mindst individuelt.
Jeg har været på en masse forskellige konceptkurser, har set den dybe talerken opfundet og kasseret op til mange gange,
Jeg er stadig glad for mit fag, prøver at advare mine yngre kollegaer om ikke at afskaffe faget ved at lege gymnastiklærere, dem findes der nok af i forvejen.Vores forse som fysioterapeuter bør være viden om skade ,sygdom i forskelligt væv ,sygdomsforløb ,helingsprocesser og hvordan vi kan påvirke disse.
Jeg bruger stadig grundprincipperne jeg lærte i Oldtiden! og anser den viden og de færgigheder jeg har tilegnet mig som et godt vurderingsgrundlag for hvilken behandling jeg kan anvende.
Faget fik efter min mening et problem dengang man gik bort fra at behandle patienter,men i stedet "træner" diagnoser!
Hej Bente og tak for Kommentaren. Godt at høre fra en af de gamle rotter indenfor faget ;o)
anders
Har man turnustjeneste i DK? I Norge har man et pliktår etter utdanningen hvor man praktiserer ved sykehus og i kommune, for å tilegne seg praktisk kunnskap. Veldig nyttig. Dessverre er det nå en debatt om å fjerne denne ordningen.
Ellers må jeg si meg veldig enig i dine bekymringer hva angår pengers og markedsføringens makt innenfor kunnskapsformidling. Jeg vil også stille spørsmål med pasientenes mulighet til å vite "hva de får", når fysioterapeutene etterhvert driver svært ulik behandlingspraksis.
Hej Ragnhild
På de danske uddannelser er praktikken de fleste stedet fordelt udover hele uddannelsen og der er vel ialt omkring et halvt års praktik. En rimeligt stor del ligger dog tidligt i forløbet, hvilket man så kan diskutere om er en god ide eller ej.
Anders
Hej.
Jeg kan fortælle, at jeg var på et McKenzie A kursus for nogen år siden i Aarhus. De feterede undervisere var karismatiske og havde en række gode såkaldte "solstrålehistorier", hvor patienter havde oplevet spontan bedring. Der var også en læge til stede på kurset, og ved det første kritiske spørgsmål fra hende gik de i total defence. Konceptet var truet!!! De ærede undervisere påstod at der var en lang række artikler der kunne underbygge McKenzie konceptet med videnskabelig evidens. Det morsomme var at underviserne var diplomuddannede og ikke selv havde nogen videnskabelig baggrund, men åbenbart helt fint i stand til at vurdere evidens.
Hele koncepthysteriet har altid irriteret mig grænseløst. Du kan bruge uendeligt mange penge på kurser som egentlig bare er traditionel fysioterapi pakket ind i forskellig indpakning. Grundlæggende er der for det meste tale om bevægelighed, muskelstyrketest etc etc., men som sagt pakket ind i forskellige koncepter. Og der findes mange af dem herunder Mulligan, McKenzie, Maitland etc etc.
puuuha. jeg tror der er en ret god chance for at jeg kender nogen af dem ;o) Var de tilfældigvis fra motionscenteret det daværende dansk fitness i egå, samt fra fysioterapeuterne inde ved vesterbro torv?
Anders
Hehe. Nu skal jeg ikke hænge folk ud her, men det er muligt at du har ret!!
god spas, dér ;o)
Anders
Fysioterapien har brug for en opvask. Faget er vandet ud og mangler tyngde. Når en fysioterapeut ikke føler sig i stand til at foretage en undersøgelse og behandling uden at have deltaget på 3-4 kurser til en 25-30.000 kr så er uddannelsen ikke god nok.
Min opfordring er at fysioterapien gøres til en master uddannelse hvor den traditionelle uddannelse indenfor fysioterapi tager 3 år. Derefter bygger man på med 2 ekstra år, hvor spesialiseringen kan være geriatrisk fysioterapi, børnefysioterapi, idrætsfysioterapi mm. Det vil sætte fysioterapeuter i stand til at vurdere evidens og indgå i mange forskningsmæssige sammenhænge, samt at positionere sig for ledende stillinger i sundhedsvæsenet. I tillæg vil det sætte os i stand til at kunne forhandle løn på helt andre præmisser. Vi vil kunne kræve det samme som andre faggrupper med tilsvarende længde på uddannelsen (psykologer, læger, etc).
Der skal gøres noget med den uddannelse. Ellers ender vi som kvaksalvere.
Jeg ved ikke om en standardiseret uddannelse på 5 år er svaret, men noget skal ændres, så langt er vi enige ;o) God weekend
Anders
3 års uddannelse er som jeg ser det ikke nok. Kiropraktorer har 5 år, psykologer har 5 år, læger har 6 år. Det siger sig selv at 3 år er for lidt hvis vi vil markere os. Og vil man deltage i forskning, kræver det mindst en Msc. for at kunne påkalde sig noget videnskabelig kompetence mht. forskningsmetode.
jeg er personligt af den observans at for mange uddannelser tager for lang tid og at man laver for lidt på uddannelserne generelt, hvilket forklarer mit standpunkt, men du har helt ret hvad angår det med det videnkabelige ;o)
Anders
Min primære kritik går på koncept hysteriet. I fremtiden kommer fysioterapeuter til at spille en meget vigtig rolle i håndteringen af "efterkrigsgenerationen". Ældrebølgen vil skylle hen over os, og der er fysioterapeuternes kompetencer helt essentielle. Fysioterapeuter har en sundhedsfaglig baggrund og klinisk erfaring, noget som vi deler med kiropraktorer og læger. De basale undersøgelsesmetoder der læres på uddannelsen er en helt grundlæggende kernemetodik som bruges af alle klinikere. Det er den vi bør holde fast i og udvikle os fra.
jeg forstår hvad du siger, men jeg forestiller mig nu personligt at der er mere brug for nogle folk der har speciale i forebyggelse end i nogle folk der har speciale i rehabilitering, hvis vi taler om en kontekst af "ældrebyrde".
Anders
Same same. Det der er vigtig, er at at fysioterapeuter har en klinisk baggrund. Det er noget vi deler kun med læger og kiropraktorer. Skillet mellem rehabilitering og forbyggelse er i grunden ikke særligt stort. Det handler om de eneste 2 komponenter som har betydning, nemlig oxygenoptag og styrke og kombinationen af disse. Vi skal have helsepersonel på banen med klinisk erfaring, ikke den store underuddannede masse af personlige trænere og pseudobehandlere såsom krystalterapeuter, kraniosakralterapeuter etc etc.
Der er jeg så uenig- meget uenig endda… jeg mener heller ikke at man skal have autodidakte kravlenisser til at overtage denne her rolle. Jeg mener til gengæld at man skal have fagliggjort de kompetencer som der for tiden stort set kun findes blandt personlige trænere. At du skriver at det kun handler om oxygenoptag og styrke vidner også i mine øjne om at du undervurderer de ting der ligger i optræning og prehabilitering, samt de relevante kostinterventioner, der hører med. Ligesom der findes en masse håndværk i de kliniske elementer i fysioterapi, findes der en masse håndværk i fysisk træning, som meget få på landsplan har og hvor det bestemt ikke er min oplevelse at fysioterapeuter generelt starter med særligt stort forspring på grund af deres kliniske værktøjer. Med andre ord, i prehabilitering og optræning er de kliniske værktøjer stort set fuldstændigt ligegyldige.
Jeg vil fortsat mene at optræning, prehabilitering compliance arbejde og ernæring ville være så store tilføjelser til en fysioterapeut at det i praksis er urealistisk. I Norge har man en mellemlang videregående uddannelse som hedder helseterapeut eller noget i den retning, som præcis adresserer disse ting. JEg ville tro at det var det der var brug for i DK også. Jeg mener ihvertfald ikke at det skal lægges over til fysioterapeuterne.
Anders
Tak for at bringe debatten op til overfladen. Selvom debatten er gammel er den stadig aktuel for jeg ser fysioterapeuter bruge alverdens forskellige teknikker. I dag er der kommet en manuel funderet videreuddannelse i fysioterapi Aalborg. Den skulle fokusere mere på mennesket, årsagssammenhænge og manuelle teknikker. Positivt er vel også at GLAD der er kommet til slidgigt behandling har fokus på en mere global tilgang til behandling. Flere skriver o. GLAD bl.a. vejgaard-fysioterapeut.dk at det er godt til både knæ og hofte. Det anser jeg som en god ting der er tilkommet de senere år. Jeg har gået til fysioterapeut en del gange og oplevet de store forskelle i tilgangen til behandling. Nogle fokuserer meget på smerter og vil behandle dem lokalt og en sjælden gang har jeg oplevet terapeuter tænke mere globalt og prøve at søge årsagerne til mine smerter (bedre forebyggelse, mindre symptombehandling tænker jeg). Som veninde til en fysioterapeut Aalborg ved jeg at mange fysioterapeut klinikker sender deres ansatte på kurser der mangler evidens. Som ikke ekspert lyder det i mine øre meget forvirrende med alle de forskellige kurser og forskellige måder at anskue fysioterapi behandling på. Måske godt at der er kommet en ny fysioterapeut uddannelse i Aalborg. Måske man kunne gøre den obligatorisk:)
Tak for kommentaren ;o)
Anders