Fitnessworld
Lad det være sagt med det samme: Jeg synes ikke særligt godt om Fitnessworld som motionscenter. I mine øjne er de fitnessbranchens udgave af MacDonalds, i kraft af at deres fitnessløsning er baseret på maskintræning og meget lidt vejledning. En løsning som er baseret på profitoptimering og ikke på hvordan man tilbyde den bedste træning til folk.
Men det er ikke det posten her skal handle om.
Sexchikane eller hvad?
Nogle af jer husker sikkert denne reklame fra for et par år siden:
Da jeg så den første gang, tænkte jeg først at den var da vist lige på grænsen for hvad man kunne tillade sig, specielt muligheden for at misforstå det som om pigen er falds. Jeg følte mig ikke generet af dette aspekt, men kunne godt gennemskue at det ville genere andre, navnligt de mere feministisk orienterede. Kampagnen blev, så vidt jeg er informeret, standset, ordlyden ændret (fra “min krop” til “min træning”, eller lignende) og er relanceret. Men det er heller ikke det posten her skal handle om.
Tynde tøser og rablende reklamer
Den skal handle om kropsidealer, dannelsen af dem og branding. For den anden ting jeg tænkte, da jeg første gang jeg så plakaten, var “hun er dog urimeligt tynd og utrænet, så hvorfor er hun på en reklameplakat for et motionscenter?”
Jeg har arbejdet med folks kroppe i lang tid og jeg vil sjusse denne pige til at være så tynd at hun er klinisk undervægtig jævnfør WHO’s definition (BMI under 18.5). På trods af pigens lave vægt, er der ikke skygge af muskelmarkering på hendes krop. Hvis hun stod op, ville hun have omtrent lige så meget røv som en standerlampe. Det er fordi hun er en af de heldige få som falder ind under betegnelsen “Tyndfed”. Det betyder at hun trods en meget lav kropsvægt har en relativt høj fedtprocent og den lave kropsvægt skyldes derfor meget lav muskelmasse. Dét er skidt. Desuden vil jeg gætte på at den unge pige vil være ret tæt på at miste sin menstruation på grund af undervægt, hvis den ikke allerede er røget.
Grunden til at WHO har defineret en undervægtgrænse, er fordi at det har nogle konsekvenser at være stærkt undervægtig, nogle konsekvenser som desværre ikke er beskrevet godt nok videnskabeligt, men betydningen af undervægt, inklusiv tyndfed undervægt er stærk undervurderet i befolkningen. I det lange løb fører både lav kropsvægt og selvstændig lav muskelmasse generelt til tidligere alderdomssvækkelse og en kortere alderdom, fordi førnævnte svækkelse betyder at man DØR tidligere og har et tarveligere liv indtil da!
Og ikke nok med at den stakkels pige er sygeligt tynd i forvejen. Mongolerne har sgu også photoshoppet hende tyndere, lader det til (link). Man forbavses
Måden man kommer til at se sådan ud, er grundlæggende ved at lade være med at spise noget, og holde sig helt fra at dyrke motion. Dén der pige er altså hands down – røvusund. Hvorfor er det så at Fitnessworld vil bruge et entydigt usundt ikon/motiv som helt centralt objekt i deres reklamekampagne, endda et motiv, der skriger “jeg træner ikke”, når det de sælger, er motion? Fordi “tynd” er en meget central del af specielt kvinders kropsideal. Ikke slank, men Tynd.
Dét provokerer mig voldsomt, fordi reklamer er meningsdannende. Når man smider sådan en reklame op, så er man med til at fasttømre et kropsbillede, som i de flestes øjne ikke er særligt lækkert og ihvertfald objektivt set ikke særligt sundt. Der kunne man ønske sig at afsenderen af reklamebudskabet her, tog sit ansvar som meningsdanner lidt mere alvorligt.
Det skal dog siges at i FitnessWorlds nye reklamer er der kommet en ny, knap så tynd pige på, så mon ikke de har lugtet noget af lunten? (og jeg ved også godt det ikke koster 199/måned længere, men who cares?)
Hvor kommer kropsbilledet fra
Lidt groft sagt, kan man sige at mange kvinder henter deres ide om kropsidealet fra Vogue (=tynde), direkte eller indirekte, mens mænd nok nærmere henter deres ideer om hvordan kvindekroppen skal se ud, fra porno (= mere voluptuøse. De har mere såkaldt T&A, uafhængigt af tilstedeværelsen af kirurgiske ændringer ;o). Ihvertfald har jeg mødt meget få mænd, som finder de her meget flade og tynde piger mere attraktive end nogle tilsvarende lidt mere “formede”. Dét synes jeg er påfaldende, når en meget stor del af målsegmentet essentielt træner for at være lækker i det modsatte køns øjne.
Sammen med dette meget tynde kropsideal har vi her i danmark en udtalt stigmatisering af kvinder der ser styrketrænede ud. Hvis en kvinde ligner en, der er bare en smule stærk, så får hun jo rask væk stukket i skoene at hun er lesbisk (håndboldspillere, spydkastere, styrkeløftere osv.). For det er jo underforstået at kvinder, der manifesterer styrke eller kraft (der ses som en del af det maskuline “domæne”), må have en “afvigende” seksualitet (ment i den mest leverpostejsdanske, småborgerlige forstand. Jeg har intet imod homoseksuelle). Kvinderne i Danmark kan altså godt finde ud af at dyrke udholdenhedstræning og det er også fint nok, men hvor udholdenhedstræning beskytter mod livsstilssygdomme, beskytter fysisk styrke mod alderdomssvækkelse (knogletætjed, faldskader, fumktionel kapacitet osv.) og denne type sygdomme ser vi desværre i alt for høj grad hos de aldrende kvinder.
Min besked her er at kvinder sagtens kan være feminine og smukke, selvom de er stærke og kraftfulde. Jeg har haft en del berøring med flere forskellige typer idræt, der falder under kraftsportparaplyen og jeg må tilstå at nogle af de flotteste kvindekroppe jeg nogensinde har set, har siddet på nogle af de unge damer i atletik, vægtløftning og styrkeløft. Jeg erkender at den slags selvfølgeligt er subjektivt, men jeg håber stadig at man kan skubbe den danske kvindeidrætskultur lidt over mod noget der svarer til vores naboer i Sverige eller for den sags skyld USA, om ikke andet, så for sundhedens skyld.
God vind.
Hendes arme i den reklame er godt nok ubehagelige… Kender personligt ingen der syntes kvinder der har kropsbygning som 12-årige piger er kønne :/
Tror mange kvinder har en eller anden angst for at løfter de en vægt får de pludselig kæmpe overarme – hvilket er sjovt når man tænker på hvor meget nogle mænd gør bare for at få antydelsen af en markering 🙂 Styrketræning bliver bare for nemt kædet sammen med "ekstrem" bodybuilding, hvilket er ret uheldigt.
Jeg synes flere af dine pointer er valide nok.
Hvornår reklamere for træning via en umiddelbar utrænet person, der dårligt nok kan løfte den håndvægt, hun sidder med?
Det ER basalt set usundt, at være tyndfed, og tyndfedme blandt kvinder og mænd er overset/undervurderet.
Jeg er dog ikke enig et par steder.
Mange mænd træner jo også bodybuilding for at nå et ideal, som en del kvinder ikke efterspørger. Har man en god six pack og en average udviklet muskulatur synes 8 ud af 10 kvinder, at man er i awesome form. Men mændene i træningscentrene vil være større.. og større.. Så man træner i virkeligheden efter sit eget selvbillede og ikke direkte (objektivt) efter modtagerens billede af en selv, så at sige.
Jeg er ikke heeelt sikker på at billedet er photoshoppet. Jeg tror dog, at hun suger maven ind på billedet – ingen tvivl om det. Men jeg ser fx. ingen forskel i armene på de to billeder, hvilket for mig indikerer, at hun bare ER tynd(fed).
Jeg tror kvinden på billedet menstruerer fint. Nogle piger (fx. dem, der udvælges som fotomodeller, men også piger med lidt mere vægt) har jo faktisk en genetik, der gør at de er slanke/tynde. At de så benytter usunde metoder som coke og sultekure for at holde vægten nede, er en anden diskussion og bestemt bekymrende. Det farlige i mine øjne er, når en gennemsnitligt bygget kvinde, eller en kraftigt bygget kvinde, forsøger at opnå samme lave BMI og proportioner. Det er en umulighed og kan kun gå galt, og vil medføre et usundt vægttab (inkl, tab af muskelmasse). Jeg har selv et kvindeligt familiemedlem på ca. 50kg og 170cm og hun har født flere børn uden problemer. Det afhænger af genetik, så pas på med per automatik at dæmonisere tynde kvinder.
Hej Hansen og tak for kommentaren
det er rigtigt at mange mænd har et kropsideal, som ikke er funderet i hva det modsatte køn finder attraktivt. Men det er fåtallet og vigtigere endnu, ikke et kropsideal, som folk har før de har været i "branchen" i nogle år. Hvad angår det her emd om billedet er photoshoppet, har du så kigget på det link jeg smidt med? Jeg har haft en anden fotoredigerings specialist til at kigge på det og han har også givet mig ret.
For the record så dæmoniserer jeg ikke nogen som helst. For kvinder med et BMI under 18.5 er det en forholdsvis stor fraktion som har blødningsforstyrrelser, jeg kan ikke huske tallet, men mener det er 30-40%, eller i den boldgade ihvertfald. Og det er et væsentligt og undervurderet klinisk problem, og det er derfor jeg påtaler det. Hvis man er i en gruppe hvor omkring en tredjedel har blødningsforstyrrelser, så mener jeg godt man kan tillade sig at sige at man er i højrisikogruppen, uden at det skal forstås som en dæmonisering. Men jeg kan selvfølgelig ikke altid vide hvordan folk læser hvad jeg skriver. Jeg har nu redegjort yderligere for min holdning og håber du er tilfredsstillet.
God vind
Anders
Hej, og tak for et godt svar på tiltale.
Jeg synes sådan set, at den diskussion, du bringer frem er relevant, så jeg vil ikke fluekneppe detaljer yderligere, når dit overordnede budskab er OK.
PS. Fair nok, jeg har nærstuderet billedet, og det er muligvis photoshoppet for at give luft mellem lår og mave – den får du 🙂
Grunden til, at jeg oprindeligt reagerede var om du havde tænkt på, at en ekstremt veltrænet kvinde med høj muskelmasse og lav fedtprocent heller ikke menstruerer. Ikke at det gælder lige præcis Christina Scherwin (det tror jeg faktisk ikke – hun har faktisk en god røv, hehe), men jeg kender da et par håndboldspillere, der i perioder har haft det problem.. Så sat på spidsen, ville jeg jo mene, at en tyndfed kvinde netop er karakteriseret ved at have præcist tilstrækkeligt fedtvæv til at menstruere – men bare en meget lav muskelmasse. Men her har jeg så åbenbart ikke ret i 30-40% af tilfældende, så lad os lade den ligge her.. God blog og sjove emner du tager op!
Hej,
Fitnessworld er i dag blevet 'verdens kendt' for dårlige evner i photoshop — se http://www.psdisasters.com/2012/01/89-centre-sadd…
//Stefan
haha… fedt link
hej jeg har en skoleprosekt for og ville lige vide hvad er det de mener med " ingen binding"??
Hej Sofie
Nu er dette opslag ret gammelt, men jeg tror det bet'd at man ikke havde en opsigelsesperiode.
Anders