Fitness against doping – et overblik over doping på europlan

Der har været stille i bloggen et stykke tid, da jeg skal starte i fast arbejde og dermed har haft travlt med at få bundet en sløjfe på en del af de projekter der har kørt i KropogKraft regi, men bloggen fortsætter, bare rolig.

I går var jeg til møde med den europæiske brancheorganisation for fitnessbranchen European Health and Fitness Association (EHFA), som fremlagde deres Fitness Against Doping projekt (FAD). FAD er et projekt, som har haft til formål at: 1) få klarlagt hvilke initiativer, der er sat i værk for at forholde sig til dopingproblemer i fitnessbranchen i de forskellige lande samt 2) via omdelte spørgeskemaer at få klarlagt omfanget af og holdningen til brug af doping og kosttilskud blandt fitnesskunder, fitnessprofessionelle (instruktører og trænere), samt operatører (ejere og bestyrere af fitness centre). Efterfølgende er resultaterne i gang med at at blive crunchet, så EHFA kan lave en anbefaling på Euro-niveau til, hvordan man skal håndtere doping i fitnesssektoren.

Hvor mange bruger doping i danmark?

Med næsten 3000 deltagere i undersøgelsen fra DK giver tallene et vist indblik i omfanget af doping i dansk fitness. Spørgeskemaet, der var brugt i undersøgelsen, omdeltes i DK via den danske brancheorganisation DFHO, hvilket må betyde at centre og kæder med en særlig tilknytning dertil er overrepræsenteret, samt at foreningsfitness så vidt jeg kan se heller ikke var repræsenteret, hvilket betyder, at man er gået glip af en væsentlig del af nogle af de rigtige jernhuler, men det skader ikke min pointe særligt meget.

De seneste tal for markedspenetration for fitnessbranchen i DK viser, at 550.000 personer i DK er medlem af et motionscenter. Tallene fra FAD-rapporten viser, at 2.52 procent af de adspurgte i danske centre indrømmer brug af præstationsfremmende midler, og for lidt under halvdelen af disse gælder det anabole steroider. Det vil sige, at den nationale prævalens af doping i organiseret fitness ser ud til at være i størrelsesordenen 5-6000 personer, hvilket trods alt er lavere end de fleste tidligere estimater. Korrigerer man for foreningsfitness og de jernhuler der ikke er med i DFHO, når tallet stadigvæk sandsynligvis ikke over 10.000, som stadig er lavere end de fleste af de bud, der svæver rundt i æteren.

Hvilke anbefalinger afstedkom undersøgelsen?

EHFA har hyret et eksternt konsulent bureau der er specialiseret i adfærdsændringer til at lave anbefalinger til hvordan man i fitness regi skal bearbejde doping, samt problemerne med kontaminerede kosttilskud og her varmer det jo mit ellers kolde hjerte at se, at der blev lagt vægt på:

  • uddannelse af personnel i fitnesssektoren
  • adfærdsændringer afstedkommes stort set udelukkende på baggrund af menneskelig kontakt
  • “policing” (som er EHFA’s opfattelse af hvordan man håndterer doping i Danmark og Sverige) er sandsynligvis ikke effektivt og ikke i overensstemmelse med Proportionalitetsprincippet (altså at indgreb i folks liv skal stå mål med resultatet, man forsøger at nå)
  • der skal arbejdes på fælleseuropæiske mærkningsordninger af kosttilskud

da det svarer meget godt til de synspunkter, jeg tidligere har fremført om, hvordan jeg personligt oplever, at man bedst arbejder med dopingproblemet (her og her).

Den endelige rapport vil blive fremlagt sidst i marts og jeg har fået at vide at tallene er tilgængelige for data mining efterfølgende, hvilket jeg godt kunne finde på at bruge et par sene aftentimer på ved lejlighed ;o)

3 Comments

  1. Ask den 29. februar 2012 kl. 16:28

    Fin blog, Anders.
    Alt godt,
    Ask

    • incognitodk den 29. februar 2012 kl. 21:31

      Mange tak, Ask

      Videoen gik desværre i koks, da jeg ikke kunne finde en stikkontakt tæt nok til at jeg kunne holde ild i kameraet tiden ud.

      Anders

  2. #54 - Mere straf fra ADD - Supertraining den 23. oktober 2012 kl. 16:05

    […] Det er ikke længe siden at den europæiske brancheorganisation for fitnessbranchen European Health and Fitness Association (EHFA) reelt meldte ud, at ADD er fail. Policing virker ikke, og er antageligt i strid med proportionalitetsprincippet. Læs mere på Anders Nedergaards blog http://www.kropblog.dk/?p=863 […]

Leave a Reply Cancel Reply