Ernæringsforskere på tynd is (part II)…

I torsdags skrev jeg et blogindlæg om den nye mythbuster artikel, som en række kendte ernæringsforskere har fået i New England Journal of Medicine (NEJM), hvor de altså agerer mythbusters for en række påståede myter om vægttab. Indlægget kan ses her. Affødt af noget af debatten og kommentarerne det affødte her på siden vil jeg gerne knytte nogle ekstra kommentarer til den tredje myte, som det første indlæg handlede om, samt skrive noget om myte 2 og 4.

Afmontering af afmonteringen af afmonteringen?

I miljøet af personlige trænere og kostvejledere er der akkumuleret en betragtelig emipiri, der støtter op om betragtningen af milde interventioner.

I NEJM artiklen skriver forfatterne, at det er en myte, at langsommere vægttab er mere blivende end hurtige. Og hvis man læser det helt bogstaveligt har de ret, udfra hvad man kan finde i litteraturen, som iøvrigt er meget begrænset. Der er nemlig ingen forskel mellem hurtige og langsomme vægttab på senere followup (cirka 2 år) i den metaanalyse, der er lavet på det. Men jeg synes man skal diskutere hvad det er “myten” egentlig er. Når man udelukkende kigger på vægttabet efter lang tid, er der ingen forskel, men det er så afgjort min overbevisning, at kostvejledere og personlige trænere ikke bruger mildere interventioner, fordi de kigger udelukkende på størrelsen af forventet vægttab efter to år, men fordi de laver en mere integreret vurdering baseret på cost-benefit forholdene mellem voldsomme og mildere kostændringer, samt måske endnu vigtigere fastholdelsesgraden af  en livsstilsændring. Så hvis “myten” var hvilken kur, der var den bedste, baseret på cost/benefit forhold eller fastholdelsesgrad, så ville det med meget stor sandsynlighed være de mildere interventioner, der havde vundet. Så selvom ernæringsforskerne har ret, hvis man læser deres indlæg meget bogstaveligt, så er bliver det et problem, fordi de har defineret deres såkaldte “myter” meget smalt, og fordi når folk læser om nyheden i medierne rundt omkring, så er det, de tager med sig “Nåee, så jeg skal bare smide så meget som muligt til at starte med, så er alting godt”, og det kan man ikke udlede fra NEJM artiklen eller fra nogen anden troværdig litteratur. Det bliver jo ikke bedre når Arne f.eks. bliver citeret for sådan noget bras her (fra DR’s hjemmeside):

Myte: Det er bedre at slanke sig langsomt, fordi man oftere tager på igen efter hurtige vægttab

Fakta: Forkert. Folk, der taber sig hurtigt, vejer ofte mindre – også flere år efter.

Her går han jo simpelthen ind at siger, at folk der taber sig hurtigt, har bedre blivende vægttab. Og eftersom konteksten ikke er præsenteret, bliver dette udsagn meget, meget tæt på at være direkte løgn. Det fremgår jo ikke, om det er folk, der har valgt en voldsom kostændring eller folk, der bare har responderet godt på en kostændring, de har fået foreskrevet… Fyyyyha, Arne. Hvis man kigger på de andre placeringer i dagspressen fra de sidste dage, vil man kunne se det samme.

Så ligemeget om de rent bogstaveligt har ret i NEJM artiklen, så er budskabet, der vil blive opfattet hos mange af læserne, rigtigt dårligt (nemligt at pulver- og suppekure er da bomb). Kendte forskere med antageligvis en god kognitiv kapacitet burde fanme vide bedre.

Myte 2 og 4

jeg vil gerne knytte et par ord til deres myte to og fire, nemlig den omhandlende forventningsafstemning/målsætning og ændringsparathed. Også dette er noget man i kostvejleder/diætist/personlig træner miljøet arbejder meget med, og hvad jeg er ret sikker på, at der er akkumuleret en god empiri for, at man med styring og monitorering af målsætning, ændringsparathed og passende individualisering af livsstilsændringen kan skabe bedre fastholdelse end uden. Men forfatterne påstår altså, det ingen forskel gør for succes af vægttab, hvorvidt man har realistiske mål eller ej, samt om man kender en persons ændringsparathed. Problemerne her er lidt de samme, som for vægttab.

Man har lavet studier, hvor man har målt ændringsparathed i en masse mennesker og derefter udsat dem for én intervention, og her kunne man ingen forskel finde. Men der findes ingen studier (så vidt jeg ved), hvor man har undersøgt folks forandringsparathed og så puttet dem i grupper, der blev udsat forskellige interventioner derefter. Dermed kan man faktisk slet ikke sige, om den forståelse, man har af dette i kostvejleder miljøet, er en myte, eller om det bare er noget det videnskabelige miljø ikke har undersøgt endnu. Fravær af evidens er ikke det samme som evidens for fravær.

Tilsvarende for målsætningen. Diætister, personlige trænere osv. vil sværge til, at folk med urealistiske forventninger har sværere ved at nå en grad af self-efficacy, som ultimativt er det, de skal bruge for at kunne mestre en livsstilsændring selv. Men der findes heller ingen studier, der undersøger målsætning i folk og udsætter dem for forskellige livsstilsændringer derefter, og endnu vigtigere så findes der heller ingen. Endnu en omgang argumentum ad ignorantium. Citationen angivet i artiklen understøtter simpelthen ikke at tilbagevise den påståede “myte”.

Det skal måske nævnes, at en af grundene til at man bruge disse værktøjer i kostvejleder/personlig træner miljøet, stammer fra forskning i rygestop, hvor man har fundet, at lige præcis ændringsparathed og målsætning og tilpasning af livsstilsændring derefter gør en forskel for fastholdelse af vaner. Det er sammenfattet som den “transteoretiske model” af Prochaska og DiClemente (wiki artikel). Denne model er dog ret omdiskuteret, og man kan også diskutere, om rygestop kan bruges som model for andre livsstilsændringer.

Er der en dagsorden i det her?

Som videnskabsmand er det meget vigtigt at huske på verden styres af milliarder og atter milliarder af årsagssammenhænge og kun ganske få af dem, for det meste de mest tilgængelige, er afklaret af de videnskabelige miljøer endnu. Ofte forholder det sig sådan i miljøer med en mindre stringent omgang med viden, er man på færten af sådanne årsagssammenhænge. Derfor mener jeg, at man som videnskabsmand bør have respekt for hvilke former for erkendelser, der findes udenfor de videnskabelige miljøer. Det generer mig simpelthen grænseløst, at en gruppe forskere synes, de skal lege mythbusters på den her måde, når nettoresultater er, at der er flere folk end før, der tror at de skal tabe sig med pulverkure. Når man som ernæringsforsker observerer, at man i andre miljøer mener, at have oplevet at individualisering af motivation, målstyring og ultimativt livsstilsændringer, giver bedre fastholdelse af vaner og sundhed i det lange løb, hvad er det så der får dem til at sige til sige selv, at det er “myter” der skal knuses (og dermed undergrave tiltroen til den omtaltes gruppe kompetencer, i stedet for at sige til sig selv: “Det er fanme spændende. Vi må hellere lave nogle forsøg, der kan afdække, om de her mennesker rent faktisk har ret”?!?!?! Det er simpelthen så fantastisk dårlig stil. Bare det at de kalder det for “myter” er jo stærkt ladet. Specielt set i lyset af, at det bare er noget, der ikke er undersøgt ordentligt af det videnskabelige miljø endnu.

Og hvis man skulle være grov, kan man jo også påpege at ernæringsvidenskaben rent historisk har været gennem indtil flere store paradigme skifter og har måtte sluge nogle kameler i de sidste par årtier (fedtforskrækkelsen, kolesterolforskrækkelsen, betydningen af proteinindhold og glykæmisk indeks ift. vægttab), og derfor i det lys måske burde udvise lidt kollektiv ydmyghed. De samme miljøer, der propagerer de her myter, som NEJM artiklen handler om, havde jo også fat i den lange ende i forhold til de omtalte kameler meget, meget tidligere end det ernæringsfaglig miljø.

Don’t be a dick

Referencer

Casazza, K., Fontaine, K. R., Astrup, A., Birch, L. L., Brown, A. W., Bohan Brown, M. M., et al. (2013). Myths, Presumptions, and Facts about Obesity. The New England Journal of Medicine, 368(5), 446–454. doi:10.1056/NEJMsa1208051

Gilden Tsai, A., & Wadden, T. A. (2006). The Evolution of Very-Low-Calorie Diets: An Update and Meta-analysis*. Obesity, 14(8), 1283–1293. doi:10.1038/oby.2006.146

9 Comments

  1. Marina Aagaard den 4. februar 2013 kl. 18:50

    Tak for endnu et debatskabende indlæg; fantastisk god stil.
    Jeg må tilslutte mig udsagnet "det er simpelthen så fantastisk dårlig stil" …

  2. Claus den 23. oktober 2014 kl. 8:33

    Du skal da ikke beskyldes for at lægge fingrene imellem 😉 Spændende læsning for en ikke-ernæringsuddannet – og tak for det. Jeg havde i første omgang (tilbage i 2013) hæftet mig ved "stort tidligt vægttab" argumentet. Nu må jeg nok lige revidere min opfattelse …

    • incognitodk den 23. oktober 2014 kl. 9:39

      Måske. Det er ihvertfald stadigvæk sådan at selve spørgsmålet om hvordan man opnår en blivende adfærdsændring og ikke bare et vægttab efter 12 eller 24 måneder er noget, der er utroligt lidt forskning i, selvom det måske er det mest centrale spørgsmål i hele sundhedsdebatten.

      Anders

  3. Morten Elsøe den 10. januar 2015 kl. 18:15

    Har du egentlig nogensinde smidt disse kommentarer i Arne Astrups retning?

    • incognitodk den 25. januar 2015 kl. 19:01

      Hej Morten
      Jeg snakkede med ham om det ude til et foredrag vi holdt sammen, men jeg kan helt ærligt ikke rigtigt huske hvad der kom ud af det. Angående det med hastigheden af vægttab er der jo kommet et par nye studier til som ser ud til rent faktisk at indikere at de hurtige vægttab er bedre, så mine pointer desangående er taget op til overvejelse igen. Men det andet står stadigvæk. Djævelsk jeg ikke kan huske hvad han sagde…

      Anders

      • Morten Elsøe den 25. januar 2015 kl. 19:07

        Hvilke studier tænker du på? Relativt hurtige vægttab giver mening, da et sådant synligt resultat er motiverende i sig selv. Når jeg angriber VLCD er det fordi de versioner der oftest følges, ikke indeholder en plan for det efterfølgende forløb.

        • incognitodk den 25. januar 2015 kl. 21:58

          Der er kommet et komparativt studie ud, der sammenligner subjekter randomiseret til hurtigt eller langsomt vægttab efter kuren og et betragteligt tids followup… Jeg kan desværre ikke finde det lige nu. Smider det op i kropblog facebook gruppen når jeg finder den igen. Ved nærmere eftertanke tror jeg måske kun det er det, der har rykket på noget. Sådan en rigtig "kill your darlings" ting ;o)
          Anders

          • Morten Elsøe den 26. januar 2015 kl. 9:12

            Super – det vil jeg vildt gerne læse 🙂



          • incognitodk den 27. januar 2015 kl. 10:50

            Gor god ordens skyld, så mente jeg ikke at de hurtige VLCD kure var bedre end de langsomme som sådan, men bare at de var bedre end de fleste personlige trænere og diætister gør dem til.

            Anders



Leave a Reply Cancel Reply