DGI’s Kamp mod doping (eller bare et selvmål?)

Dopingkampen er i gang, og indsatserne stiger:

Der må ikke sælges proteinpulver eller andre kosttilskud

Ingen frie håndvægte over 28 kg

alle medlemmer skal underskrive en erklæring om at de er inforståede med antidopingreglerne

Maskiner, der animerer til bodybuilding skal fjernes

Undervisning og træning skal tage udgangspunkt i funktionel træning

Valg af instruktører skal afspejle centerets ønskede målgruppe

Træningscenteret skal signallere ren sport, og skal fremstå bredt favnene, lys og åbent blandt andet i valg af plakater, farver og musik!

der skal holdes foredrag om funktionel og effektiv træning

Udspil, DGI, Maj 2009 (link, gå til side 21)

Dette er DGI’s nye retninglinier for indretning af motionscentre med henblik på kamp mod doping og dem bryder jeg mig ikke særligt meget om. Som visse af læserne sikkert er bekendt med har jeg i et stykke tid arbejdet for Antidoping Danmark (ADD) som rådgiver i spørgsmål vedrørende kosttilskud og doping. Lad med det samme være sagt, at jeg synes doping er noget lort, noget rigtigt lort. Det beror til dels på, at jeg holder meget af vægttræning og i mine øjne er der intet der har gjort lige så stor skade på alle aspekter af kulturen omkring vægttræning. En af mine drivkræfter i forbindelse med mit arbejde for ADD var en motivation om at ændre systemet indefra, for jeg synes på mange måder at den kommunikationsstrategi de har lagt for dagen i forbindelse med bekæmpelse af motionsdoping, rammer ved siden af. De retningslinier som DGI her har publiceret er en lidt beefet up udgave af de retningslinier som ADD publicerede i deres kampagne på steroids.dk publicerede i november sidste år.

Hvorfor er det en dårlig ide?

For det første fordi de fleste af disse råd er meget uspecifkke og ikke synderligt gennemførte. For det første virker det ikke gennemtænkt at forbyde kosttilskud helt og aldeles. Kreatin er billigt, meget, meget sikkert at bruge og nok dét kosttilskud som overordnet set har den bedst dokumenterede virkning i forbindelse med styrketræning, muskelvækst og anaerob power. Med dette udgangspunkt plejer jeg at anbefale mine PT-klienter og sportsfolk at det næsten ikke kan betale sig at lade være. Proteintilskud er ikke essentielle, da det ikke er svært at opnå et tilstrækkeligt proteinindtag i kosten, omend det måske medfører lidt mere logistik end pulver, men også flere vitaminer og mineraler. Dette gælder ikke kun folk der træner af kosmetiske årsager, men også håndboldspiller, volleyballspillere, boksere osv. som styrketræner for at opnå en præstationsfremmende effekt.

For det andet fordi vægtbegrænsningen på håndvægte er arbitrær og ikke gennemført. Hvad med vægtstængerne? Vil de have at motionscentrene skal til at skære enderne af deres 20.000 kroners stænger, så der kun er plads til een enkelt skive for enden? Selv min hustru, som ikke er specielt trænet, kan sagtens bruge håndvægte over 28 kg i flere øvelser. Jeg selv er rimeligt stærk, men ikke meget og for mig er det virkeligt en minoritet af øvelser hvor 28 kgs håndvægte ville slå til (og jeg er for the record clean ;o)

Jeg stiller mig uforstående overfor hvilke maskiner der animerer til bodybuilding og interventionen er stadig ikke gennemført (med reference til vægtstængerne ovenfor)

Jeg stiller mig ligeledes uforstående overfor hvem der skal bestemme hvad funktionel træning er og hvad hvis dele af den funktionelle træning indeholder elementer der også kan tolkes som kosmetiske? Må en bryder så ikke træne biceps og en håndboldspiller træne bænkpres? Samt hvad med diverse maveøvelser, som i høj grad har funktionelle implikationer?

Hvordan skal en instruktør så se ud? Jeg kan sagtens forstå at man ikke vil have 120 kgs krudt monstre til at stå bag disken, men hvem dikterer hvad der er for stor. Man må trods alt forvente i et eller andet omfang at en veltrænet person ved mere om træning end en der er mindre veltrænet…

Hvor går det hen?

Når alt kommer til alt, så forekommer det mig og mange, mange andre halv- og helseriøse motionister, som om det er selve ønsket om at blive stærk eller få store muskler, DGI’s værdikamp er rettet mod og ikke dopingen i sig selv. F.eks. tiltage med maskiner og håndvægte er ikke gennemførte, fordi man sagtens kan træne sig stor og stærk med vægtstænger alene, omend træningen ville blive ensidig og kedelig (derved muligvis mere skadesprovokerende). Disse tiltag tjener altså mest til at genere seriøse brugere, herunder dopingbrugere.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke i tvivl om at et motionscenter indrettet efter disse retningslinier ville have meget lav risiko for at have dopingbrugere, men til gengæld ville der ville nok heller ikke være nogle folk som fik væsentlige resultater med deres træning…

Hvad er konsekvensen af disse tiltag så? Det bliver helt klart at der i de større byer bliver åbnet hardcore gyms, hvor de seriøse motionister og dopingbrugerne træner, som er uden for DIF’s, DGI’s og ADD’s indflydelsessfære. Om konsekvensen af dette er netto færre eller flere dopingbrugere, er der ingen der ved, heller ikke idræts- eller antidopingorganisationerne. Personligt kan jeg meget langt fra overbevist at resultatet er færre dopingbrugere og kan med mit kendskab til det miljø, lige så let se det modsatte ske. Der findes altså ingen faglig dokumentation der dokumenterer effektiviteten af denne type tiltag i det lange løb.

Hvad er alternativet?

De danske styrkesporter styrkeløft og vægtløftning havde store problemer med doping fra 60’erne og helt op til slutningen af 90’erne/starten af 00’erne, men har i de seneste 10 år stort set ingen positive dopingtest haft i forbindelse med reel doping (da disse sportsgrene har haft velfungerende motionsafdelinger har der dog været et par sager blandt motionister, men langt mindre end i andre motionscentre. Der har også været en del tilfælde af udøvere der blev knaldet for cannabis, men dette skyldes nok mere fritidsmisbrug end intentioner om doping). Så på trods af at de har træningscentre med store vægte, rigtigt stærke folk og en kultur der siger “seriøs” vægttræning, så har de stort set kommet alt reelt dopingmisbrug til livs. Hvordan det? Som jeg ser er der to forklaringer:

1. Der er folk der ved noget om træning og som har haft gode resultater med deres træning uden dopingstoffer.
2. Indsatsen mod doping i disse centre er drevet af nærvær og personlige interaktioner. Klubmedlemmerne har været bevidste om at positive tests, også i motionsafdelingerne, kunne have betydning for deres klubs og sports renommé.

Jeg mener at der er en vigtig lektie her og jeg håber svært at den på et tidspunkt når frem til nogle af de aktuelle beslutningstagere. Metoden med at reducere mulighederne for at træne fornuftigt ved simpelthen at gøre centrene tarvelige (fra den seriøse motionists perspektiv) undrer mig, når nu DGI og DIF har gjort en indsats for at hjælpe foreninger med at åbne og drive motionscentre (I mine øjne er nogle af de bedste motionscentre i danmark foreningsdrevet). Historisk set er foreningerne drevet af nærvær og entusiasme, værdier som let kan bruges i at bekæmpe doping med mennesker og deres værdier istedet for at gøre det med arbitrære begrænsninger, hvis effekt ikke er dokumenteret og er til gene for en rimeligt stor del af brugerne.

Jeg vil endnu engang redegøre for at dette er mine egne holdninger og ikke betyder at jeg er interesseret i at modarbejde ADD. Jeg udfører mine opgaver for dem efter bedste evne og gør opmærksom på de steder hvor jeg mener ting burde gøres anderledes.