Dadbod, Clickbaiting og Per Brændgaard, suk

Jeg hader egentlig mig selv for overhovedet at lave et indlæg om det her… Dadbods og Mombods, og at de nu lige pludselig skulle være blevet the new skinny. Men at selve konceptet har fået vind i medierne, er bare en dum omgang clickbaiting. Den eneste grund til, at jeg har følt mig kaldet til tastaturet er, at Danmarks allestedsnærværende helsehippie, Per Brændgaard, også har udbredt sig om emnet på en måde, som jeg simpelthen ikke kan lade stå uimodsagt.

Det startede med dette blogindlæg på the odyssey, hvor en amerikansk studine lige pludselig udtalte sig kollektivt på vegne af kvindestanden og proklamerede, at nu synes kvinder, at den halvtykke farkrop var mere attraktiv end den mere trænede.

Indslaget har over den sidste måned løbet en voldsom trafik op og “historien”, hvis man kan kalde den det, er blevet delt på talløse medier. Her i Danmark er den dags dato samlet op i Eurowoman, Euroman, MetroExpress og i de amerikanske medier har det ramt så seriøse blade som Chicago Tribune, NY times og Time magazine.

“Han har jo ikke noget tøj på?”

Sagen er bare den, at det er noget bullshit. Dels er der forskel på, om man finder et menneske lækkert og om vedkommende har en attraktiv krop. Om en person er lækker afhænger af en masse ting, som selvværd, stil, seksuel udstråling osv. Men selve vurderingen af hvilken krop, der er attraktiv, er forholdsvis stabilt og det har ihvertfald i de sidste 50-100 år været anset for mere attraktivt at være ihvertfald moderat trænet, eller, sagt på en anden måde, at se ud som om man har en krop, der fungerer godt.

Men at kvinder nu lige pludselig skulle finde en halvtyk serie 6-spiller mere attraktiv end en slank og atletisk udseende krop er omtrent lige så sandsynligt, som at mænd lige pludselig skulle finde Karen Thisted mere attråværdig end f.eks. Salma Hayek (som et, ermm… helt tilfældigt eksempel). Nok om det.

Per Brændgaard er citeret i en atikel i BT om emnet for følgende udsagn.

følge ernæringsekspert Per Brændgaard er der nemlig ikke nogle sundhedsmæssige fordele ved at have en six-pack. Faktisk hævder Per Brændgaard, at far-kroppen er sundere end den veltrænede krop, fordi den veltrænede krop er et udtryk for en livsstil og en tilgang til sundhed, der er ude af balance.

og

Per Brændgaard forklarer, at far-kroppen opnås spontant hos en mand, der har en sund og afslappet livsstil, og som undlader at forcere kroppen til at se ud på en måde, som ikke falder den naturligt.

Han uddyber, at far-kroppen ikke er noget, man skal prøve at opnå. I stedet er far-kroppen noget, der opstår som en naturlig følge af, at man ikke stiler efter en overtrænet krop.

Før jeg fortsætter skal dette naturligvis læses ind i den rammefortælling, som Per har forsøgt at etablere, hvor han tager voldsom afstand fra gå op i sin krop og ofte decideret sygeliggør det. I hans narrativ skal man føle og nyde sig frem i livet og det fører altså, i hans verden, automatisk frem til den største grad af sundhed. Han uddyber på sin egen blog i et opslag om artiklen:

Vægten og taljemålet kan selvfølgelig godt blive så stort, at det bliver fysisk usundt og øger risikoen for  bl.a. type 2-diabetes. Det sker dog yderst sjældent hos en mand, der lever ud fra principperne i bevidst sundhed og sund nydelse.

Jeg forstår godt og er enig i, at der er mange, der har et forkvaklet forhold til deres krop og forsøger at betvinge den på alle mulige måder af alle mulige eksterne årsager, fremfor hvad de rent faktisk har lyst til. Når det så er sagt, så er Per så langt ovre på den anden side, at det er sygt og hvor han, i praksis, nok gør mere skade end gavn.

Det, som han glemmer, eller ihvertfald udelader, er at man godt kan være kommet et sted hen i sit liv, hvor det ikke føles rart at træffe de valg, der ville være gode at tage og som man under bedre omstændigheder måske ville kunne føle eller nyde sig hen til, helt organisk. Hvis man er overvægtig og aldrig har været fysisk aktiv, er på man på vej mod et liv, der kommer til at ende for tidligt og med alt for mange dårlige år inden da. Hvis man har slidgigt er næsten al fysisk aktivitet forbundet med smerte, og derfor noget, som det er ret svært at nyde/føle sig til. I den slags situationer giver det mening at tale om nydelse eller nytte i et længere perspektiv, for her kan man spare sig selv for utroligt meget nederenhed senere i livet ved at acceptere lidt mindre nederenhed med det samme.

I en ideel verden kunne vi alle bare gøre, som vi har lyst til hele tiden, uden det har andre konskvenser. Virkeligheden er bare den, og har altid været det, at det ALTID har været begrænset, hvor stor frihed folk har haft til at gøre, som de havde lyst til samt, at der til hver en tid har været en stor forskel i hvor meget af denne frihed, folk har haft. Den virkelighed vi lever i nu, her i Danmark, er karakteriseret ved, at vi på langt de fleste områder har større frihed end vores forældre har haft. Men virkeligheden er nok også den, at vi lever i et samfund, hvor der har været et meget stort drive for at udligne sociale forskelle og der samtidig med er kommet en uhyre høj grad af eksponering igennem de sociale medier. Det har skabt en “perfect storm”, hvor vi derfor selv har fået mulighed (og ansvar, vil nogen mene) for at forme vores identitet selv. Dét har skabt en generation af unge mennesker, som går i motionscenter for at kunne være lækre på Instagram og konsulenter, som laver triathlon for at vise, at de er næsten lige så seje som BS Christiansen. Og DE kunne godt trænge til en dosis Brændgaard. Men de synes sjovt nok, at han er en idiot, fordi han omtaler alle, der går op i træning, som personlighedsforstyrrede og narcissistiske.

Men midt imellem disse kategorier er der en masse almindelige mennesker, som skal have deres almindelige liv til at virke og heller ikke her tror jeg på, at Brændgaard-modellen med at nyde sig til sundhed rigtigt kan finde universel anvendelse. Der er helt sikkert nogen, der har en adfærd og nogle tanker omkring deres sundhed, som er tvangs- og stresspræget, men der er helt sikkert også nogen, som er dovne og magelige, og som aldrig vil blive sundere, hverken fysisk, eller mentalt, uden lige præcis at prøve og at udøve vilje for at gøre det. Og det er okay. Det er helt fucking okay. Det er bedre i det lange løb at være fysisk aktiv eller at spise grøntsager, end slet ikke at gøre det, selv om man ikke synes, det er skidefedt, mens man gør det. Jeg lover – ama’r halshug.

I en adfærdsændringsmæssig kontekst kan man skelne imellem den hårde skole, som er noget Tony Robbins agtigt crack, hvor adfærdsændringen opnås ved vilje og at tvinge sig igennem. I den anden ende findes den bløde skole, hvor man skal føle, mærke og nyde sig igennem, som Brændgaard foreskriver. Begge ender af spektret er fucking idiotiske og langt, langt de fleste har brug for noget midt imellem. Man kan lige så lidt VILJE sig til forandring, som man bare kan FØLE sig til forandring. Ligesom ressourcestærke mennesker kan klappe hinanden på skuldrene og blive enige om, at de har klaret sig godt fordi de bare VILLE det mere end alle de andre svage tabere, så kan den bløde skole også blive misbrugt til at retfærdiggøre egen dovenskab og magelighed. På samme måde kan man sige, at ingen nogensinde har gennemført en adfærdsændring på VILJE alene – det er nemlig en udtømmelig ressource – og til sidst skal adfærdsændringer være drevet af LYST (i Brændgaard terminologi nydelse).

Nå, det var vist dét. Vi ses. Håber dette er starten på en ny periode med aktivitet på bloggen ;o)