Caster Semenya sagen

Caster Semenya er et navn der er hot i medierne nu. Hun er en sydafrikansk 800m-løber i verdenseliten, der er hovedpersonen i en sag om hvilke vilkår hun må konkurrere under som en person med kønstræk, der falder ved siden af hvad man må kalde “normale” kvindelige kønstræk.

Og naturligvis, kan man sige, bliver debatten trukket ind i en værdipolitisk debat om køn, transpersoner og så videre. Og man ser helt klassisk at politiserede medier tager de standpunkter, som man nu måtte forvente ud fra deres respektive værdipolitiske synspunkter.

Historien bag den nuværende kontrovers

Efter at have vundet juniorverdensmesterskaberne i 2009, hvor hun forbedrede sine personlige rekorder så markant (sammen med hendes lidt mandhaftige fremtoning), rejste der sig spørgsmål om dopingbrug og hendes køn, hvilket afstedkom en en formel kønsundersøgelse af hende på vegne af det internationale atletikforbund, mens hun fik inddraget sin licens midlertidigt.

For lige at sætte noget kontekst, så savede hun næsten 8 sekunder af sin 800m tid og 25 sekunder af sin 1500 m tid på ni måneder og 4 sekunder i dét 800 meter løb alene. En tid som i øvrigt på det tidspunkt var årsbedste på tværs af alderskategorier. Ud af en tid på 1:56.72 snakker vi altså henholdsvis 6 og 3.5 procent. Det ER aldeles uhørt og det ER ikke mærkeligt at det førte til løftede øjenbryn.

Resultaterne fra kønsundersøgelsen blev aldrig gjort offentlige direkte, men der har været rigtigt meget sladder om den, muligvis baseret på lækkede oplysninger og nogle afledte regler, gav også indirekte nogle hints om hvad det er der er med Caster’s fysiologi.

I 2011 indfører det internationale atletikforbund, IAAF, en regel om kvinder med (for kvinder) unaturligt høje testosteronniveauer. Denne regel er specifikt formuleret, så den omfatter kvinder med XY kromosoner. Den indebærer at kvinder knnsudviklingsforstyrrelser med testosteronniveauer over 10 nm/l skal reducere dem til under 10 farmakologisk for at måtte deltage i sport.

I 2014 hiver den indiske sprinter Dutee Chand og det indiske atletik forbund, AFI, så IAAF for den internationale sportsdomstol, CAS, for at få fjernet testosteron reglen. I 2015 afgøres denne sag så imod IAAF, så testosteronreglen bliver fundet ugyldig/ulovlig/whatever.

I 2016 beslutter IAAF at anke CAS’s dom og det udmønter sig i at i 2018 ruller IAAF en ny testosteronregel ud, der påbyder kvindelige atleter med testosteronniveauer over 5 nmol/l at reducere dem farmakologisk. Dén anker det afrikanske atletik forbund og Caster Semenya så og det er i denne sag at der netop er faldet en afgørelse.

Afgørelsen blev altså at IAAF regel er fundet retfærdig/acceptabel og såfremt man så kvinde med forstyrret kønsudvikling har et testosteronniveau over 5 nmol/l, må man reducere det, eller konkurrere som mand. bum!

Hvad betyder det så?

Eliteatleter er helt generelt i gennem mange års konkurrence selekteret for en række træk, der gør dem bedre end deres konkurrenter. Nogle af disse træk er helt entydigt genetiske. F.eks. ved man at en bestemt polymorfisme på genet ACTN3 er en nødvendighed, hvis man gerne vil være blandt verdens hurtigst på 100m, ligesom det iøvrigt ser ud til at være en nødvendighed at have forfædre fra afrika, hvilket jo i sagens natur også er genetisk. Det er simpelthen en del af hvad sport er.

På den ene side virker den nuværende regel arbitrær og forkert. Finnen Eero Mäntyranta var en dominant langrendsløber tilbage i 60’erne. Man fandt sidenhen ud af at han kom fra en familie hvor man havde en genetisk mutation der gjorde at deres EPO receptor hele tiden var aktive, så de havde genetisk betinget høje mængder røde blodlegemer.

Hvis nu det var den samme mutation, Caster havde haft, havde det ikke givet ophav til den samme ballade, men hvorfor egentlig? Hvorfor er en afvigende kønslig udvikling anderledes fra en afvigende kontrol over dannelsen af røde blodlegemer? Det er det fordi vi har besluttet at have kønsopdelt sport. og fordi hendes kønslige fænotype ikke er entydigt kvindelig eller mandlig. Og al den stund at mænd er kvinder fysiolgisk overlegne i de fleste sportsgrene, så bliver kompetitive fordele, der leger med kønsopdelingen oplevet som mere uretfærdige, end genetiske fordele der ikke leger med kønsopdelingen.

Selvom det ikke er eksplicit offentliggjort, så indikerer formuleringen af testosteronreglen fra IAAF at Caster Semenya har XY kromosomer ligesom en mand. Det kan man godt have og stadig mest ligne en kvinde ud af til, hvis man har androgen insensitivity syndrome, ASI, og/eller en mutation i genet SRY, der er nødvendigt for drive kønsdifferentieringen i gang under fostertilstanden (ligesom testosteron, i øvrigt).

I fostertilstanden, før den kønslige differentiering starter, ligner fosteret mere en pige end en dreng. Det vil sige at hvis kønsdifferentierings-signalerne (testosteronniveauer og aktivering af SRY genet) ikke starter ordentligt , vil det give ophav til et barn, der ligner en pige mere end en dreng. I fravær af testosteronsignaler vil østrogensignaleringen blive dominant og dermed vil kønsdifferentieringen mod at blive pige/kvinde forsætte til trods for de mandlige kromosomer.

Når en person med XY kromosomer har AIS, kan det være i forskellige grader og principielt kan der også være forskellige grader af det i forskellige væv, omend det sidste er meget sjældent. Så Caster Semenya har sandsynligvis ikke fungerende indre kvindelige kønsorganer (livmoder, æggestokke og ovarier), men hun HAR fungerende testikler, der sidder i bughulen. Hun har altså testosteronniveauer i den lave ende for en mand, men MEGET over en kvindes, men AIS, så testosteron fungerer ikke i hendes krop, da hun ellers ville ligne en mand mere. Dermed må man sige at hun falder helt entydigt imellem fysiologisk meningsfulde definitioner af mande- eller kvindekroppe.

IAAF og CAS har interviewet adskillige eksperter til at vurdere hvor stor præstationsfremmende effekt man måtte kunne have af de her forhøjede testosteronniveauer og det er så svært at spørgsmål at det er tæt på umuligt at kunne besvare. Primært fordi det er så sjælden en tilstand at der ikke rigtigt findes så meget at gå fra. og fordi det er utroligt svært at redegøre for hvad effekten af et hormon er, når receptoren for de pågældende hormon ikke virker ordentligt på grund af en af flere mulige mutationer.

Men hvad skal man så gøre med sporten?

Der er i praksis flere scenarier, der hver især har nogle problemer:

Vi fjerner skellet mellem mande- og kvindesport, så man slipper for at skulle lave regler om det og alle på en eller anden måde konkurrerer på ens vilkår. Men det ville gøre det væsentligt mindre sjovt at være kvinde i sport ;o)

Alternativt kører man videre med kønsopdelinger og eventuelt en eller flere ekstra kategorier til folk med atypiske kønsudtryk. Og ud fra et ret pragmatisk synspunkt så er det sådan at hvis man vil have kønsopdelt sport (og det vil man efter alt at dømme), så er man nødt til at have nogle kønsdefinitioner, der ikke skaber meget ulige konkurrencevilkår. Konkurrencen er naturligvis aldrig helt helt lige, men i mange sportsgrene ville kønstræk, der påvirker præstationsevnen, kunne smadre konkurrencen totalt. Det har man allerede set eksempler på indenfor styrkeløft, vægtløftning og MMA. Så hvis man vil have kønskategorierne, så må der laves og håndhæves nogle entydige regler, der definere kønnene, hvis man vil have at sporten kan fortsætte. Det er simpelthen et grundvilkår, hvis man vil kvindesporten, at man sætter nogle streger i sandet for hvad kvinder er. Så kan man diskutere om den aktuelle regel fra IAAF om personer med kønsudviklingsforstyrrelser som Semenyas er god eller dårlig, men reglen skal være et eller andet sted og hvis ikke det lige er ved hende, grænsen går, så er det ved en anden. Det er simpelthen et grundvilkår at der skal være en afgrænsning.

Egentlig er det en ironisk situation at et ubetinget kulturradikalt hensyn til folk med atypisk kønsfysiologi ville smadre kvindesport. Det er et af de steder hvor den politisk idealiserede møder noget meget hård fysiologi og pragmatisme. Og det er også en situation, hvor der bare ikke er er nogen let løsning, der er retfærdig for alle. Man må træffe nogle beslutninger og leve med de problemer, det giver.

Jeg kan slutteligt anbefale at læse denne artikel:

Samt IAAF’s egen regeltekster, der nu bliver implementeret fra d. 8. maj. De kan downloades her:

https://www.iaaf.org/about-iaaf/documents/rules-regulations#collapseregulations

Ligesom jeg for nyligt lavede en podcast om emnet med Professor Verner Møller om emnet:

Referencer

Chapelle, A. de la, A. L. Träskelin, and E. Juvonen. 1993. “Truncated Erythropoietin Receptor Causes Dominantly Inherited Benign Human Erythrocytosis.” Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America 90 (10): 4495–99.