Artikel i DGI udspil

Jeg fandt denne historie blandt mine ufærdige kladder og indså, at det altså var en ting, der fortjente at blive færdiggjort. Det hele startede med at jeg via et link på enten bodybuilding.dk eller motion-online.dk kom frem til DGI’s blad “Udspil” hvori der var en artikel om brug af kosttilskud:

Historien kan læses her:

Historien handler om en ung mand, der over nettet har købt et kosttilskud, som han har indtaget og efterfølgende er han testet positiv i en dopingtest i sit motionscenter, fordi tilskuddet var kontamineret, sandsynligvis med rester af prohormoner. Det er også en rigtig træls historie og et forholdsvis relevant problem, som klart er noget opmærksomhed værd. Men hvilken opmærksomhed?

Artiklen

Historien indledes med at der fortælles om den uheldige unge mand, om hvordan der er “anabolske steroider” i hans pulver, og hvordan han lige pludselig er bange for, om han vil dø af de bivirkninger, han måtte have pådraget sig. Uden nogen videre begrundelse eller redegørelse for sammenhæng, begyndes der at redegøre for:

• hvor mange personer en bestemt læge mener bruger anabolske steroider
• konsekvenserne ved steroidemisbrug
• dopingmisbrugeres blandingsmisbrug af såkaldte recreational drugs.
• at kosttilskud ikke virker, specifikt proteintilskud

På intet tidspunkt forsøges de fremførte påstande dokumenteret eller redegøres der for sammenhængen mellem brugen af kosttilskud og dopingbrug. Jeg kan som fagmand afsløre, at der ingen reel begrundelse findes for at lave den sammenkædning (med antydning af kausalitet) mellem kosttilskud og dopingbrug, som der begås i artiklen, udover at der er et gruppeoverlap, nemlig af personer som gerne vil være større eller stærkere. Et gruppeoverlap, som ingen iøvrigt ved hvor stort er…

Min reaktion

Grunden til at jeg reagerer på det, er at denne vinkling, denne sammenkædning mellem brugen af kosttilskud og måske bare selve ønsket om at blive stærkere og/eller få større muskler, med doping, kriminalitet, brug af weekendstoffer og så videre, er jeg før stødt på hos DGI, DIF og Antidoping Danmark i forskellige former.

Jeg har vist artiklen til flere af mine bekendte, som hverken har en speciel tilknytning til kosttilskud eller styrketræningsmiljøet, og de har samstemmende erklæret, at sprogbrugen og den journalistiske vinkling bærer præg af, at man med billige tricks forsøger at lave en tilsværtning af primært brugen af kosttilskud, og sekundært måske selve motionscenterkulturen, hvor unge gerne vil have større muskler. Læg iøvrigt mærke til disclaimeren, der er sat ind i teksten på første side. Den er kommet efter en klage fra bodylab vedrørende påstandene i artiklen, hvor bodylab sammenkædes med kontaminering og steroider, igen uden grund.

Som allerede nævnt er jeg stødt på lignende vinklinger fra de andre idrætsorganisationer, og jeg gik i dagene efter og tænkte meget over, hvor fanden den her modvilje mod motionscenterkulturen (og dertil hørende kosttilskud) stammer fra. Jeg forsøgte at vurdere, om det simpelthen er en holdning, der er indlejret i foreningsidrætskulturen, eller om der er tale om en form for stategisk kommunikation brugt i konkurrenceøjemed. Det er jo ingen hemmelighed at motionscentrene vinder terræn fra foreningsidrætten.

Hvad mener folkene i DGI?

Jeg ringede således til journalisten bag artiklen, Steen Bille, fordi jeg gerne ville høre, om den omtalte vinkling var hans eget påfund eller om det kom “på bestilling” ovenfra. For det første benægtede han at det skulle komme ovenfra, og for det andet stillede han sig uforstående overfor, at alle de mennesker jeg har vist artiklen, læser den som tilsværtning fremfor en nøgtern behandling af et relevant emne. Man skulle ellers tro at en journalist havde en sans for den slags…

Jeg ringede også til DGI’s leder af deres Foreningsfitness-projekt, nemlig det projekt der skal hjælpe foreninger med at oprette og drive foreningsbaserede motionscentre, og spurgte hvad hans syn var på doping, kosttilskud og den nævnte artikel. Hans synspunkt var at det selvfølgeligt var uheldigt, hvis der var noget i artiklen der kunne forstås som værende konkrete fejl, men ellers synes han at det politiske motiv, nemligt at afskrække unge fra at bruge kosttilskud og doping egentlig var i orden indenfor DGI’s rammer samt det fra DGI’s side officielle standpunkt angående kosttilskud.

Hvad kan vi gøre?

Misforstå mig ikke, jeg taler ikke for at man uhæmmet skal tanke sig med kosttilskud – men hvis man iøvrigt fra start spiser ordentligt, har visse kosttilskud en helt klar præstationsfremmende virkning, og i visse tilfælde kan convenience forhold afholde et individ fra at nå en passende ernæringsprofil til at få optimale træningsresultater, hvor kosttilskud med højere convenience kan hjælpe vedkommende med at nå en samlet ernæringsprofil, der optimerer deres træningsresultater.

Modstanden mod kosttilskud beror på to ting:

1. til dels på en meget dansk opfattelse af æstetikken omkring idræt (noget med gulerødder, rugbrød, gymnastik og fodbold, glade drenge og fælleskab)
2. en indtil videre ikke dokumenteret sammenhæng med brug af steroider.

– hvor nummer 1 er subjektiv og ikke indeholder nogen sandhedsværdig i sig selv og hvor nummer 2 udelukkende beror på korrelation. Problemet er ved nummer 2 er, at der er en fælles confounder for brug af steroider og brug af kosttilskud, som vi kan kalde “engangement i vægttræning og vægttræningsmiljøet”. Efterhånden som engagementet stiger, er individet mere tilbøjelig til at bruge debatfora på nettet, sidenhen bruge kosttilskud og endelig måske at bruge steroider. Beskeden, der efterlades af politiserede budskaber (som artiklen dette blogindlæg handler om), er at der findes en masse mennesker, der gerne vil have, at de unge mænd ikke engagerer sig i træning og træningsmiljøet, og denne type budskab lander bare ikke særligt godt.

Først og fremmest må vi nok indse, at selve det at være stor og stærk ALTID vil være forbundet med noget maskulint. Lige meget hvor hippie-new age-krystal healings-“det kompetente barn”-“kernesund familie”-hipster-nørrebro-KUA humanist-agtig man så er, så er det noget, man ikke kan komme udenom. Og der har altid været og vil altid være unge mænd, der gerne vil have en større og stærkere krop som en del af et identitetsprojekt rettet mod at blive mand. Hvor fanden skal de ellers gøre det, når man ikke må slås i skolegården (eller resten af verden), skændes, have kropsbehåring eller gøre andet der har karakter af maskulin selvrealisering? Hvorfor mon der ellers er så mange der begynder til MMA, får tatoveringer, dyrker triathlon eller adventure sport. Det er jagten på manddomsriter!

Man kan ikke bare sige, at de her unge mænd ikke må engagere sig i træning og man bør i mine øjne ikke harcelere sådan over brugen af kosttilskud, idet der ikke findes et objektivt fagligt argument for at gøre det. Man bør istedet lægge mere vægt på almen sportsernæring, altså hvordan man spiser muskelmad samt at indse, at på fælleskulturelt niveau skal der være mulighed for og accept af maskulin selvrealisering. Hvis man marginaliserer individer, der følger en bestemt vej i dette forløb, forstærker man deres identitetsforankring i lige præcis deres projekt, fordi de kun kan tale med andre der har valgt samme vej og dermed opbygger både en individuel- og en gruppeidentitet omkring det.